En essaysamling af en af Frankrigs store forfattere, som ikke skyr nogen midler, omtrent, for at brage igennem lydmuren.

En forfatter med stor kunnen udi det at skrive håb-løse romaner med hovedpersoner, hvis liv er kuldsejlet.

En sådan har vi ikke fat i her.

Han er 65 år, og han er sortseernes store mester.

Disse essays handler om litteratur, om religion, tro, ytringsfrihed, konservatisme og kærlighedens væsen. Og han bruger ganske præcise vendinger, som vanligt, på at ramme dét, han mener. Han perspektiverer på en essayistisk skarp vis, og det er ganske provokerende og æggende på samme tid.

Det må man tage med som læser, for det er hans adelsmærke, ganske givet.

Det, man også får med i købet her, er personlige samtaler og interviews, der er nedskrevet og derfor står til frit skue for læseren. Det er ganske godt, for det skaber et brugbart vindue ind til en forfatter, der ellers gerne holer sig for sig selv.

Er han blevet mere rundhåndet med alderen?

Det gælder om at hænge i, for det er efter sigende mandens sidste udgivelse af essays og meningstilkendegivende tilstande, for han vil tie derom efterfølgende. Han vil med andre ord vist ikke mene noget i offentligheden på den anden side.

Spændende er det, om det holder vand for den gamle, gnavne mand?

Dette er en essaysamling, der indeholder tekster fra midten af 1990’erne og frem til i dag, og man får det med i købet, man er vant til fra ham, så det er ikke, fordi der er meget nyt under solen; der er eksempelvis kapitalismekritik for alle pengene.

Han er polemisk, men man behøver ikke være enig med ham, for han går som bekendt til yderligheder og provokerer, hvorved man kan ende som et tænkende menneske, der i bedste henseende kan nærme sig Houllebecq i uenighed, i reflekteret uenighed.

Og det er godt at kunne nuancere – det er måske det, han angler efter hos læseren.