Jeg er ikke helt imponeret over ”Elementarpartikler.” Sprogligt er den langsommeligt træg og kedelig, meget klassisk i sin opbygning, men der indfinder sig alligevel en aktuelt vedkommende desillusion, hvis træghed man mærker som en rolig, lykkelig opgivelse af et lykkeligt vedkommende liv – så længe man altså læser. Således sænker man forsvarsparaderne langsomt og bliver vel nærmest oplivet af at have tidsmislykket ret til personlig ulykke – bogen synes ikke at give andre muligheder for ”det gamle menneske.”

Hvor normerne og Gud mangler hersker begær, individualisme, ubegrænset og desperat søgen efter nydelse, altid kun momentant heldig overvindelse. Bogen handler om gymnasielæreren, Bruno, der er besat af sex, samt hans border, Michel, der er forsker – begge patologiske væsener, der er skyldige overfor et liv, de ikke kan leve helt, og dog nok gerne ville have valgt noget mere værdifuldt end just livet at være skyldig for. De to mennesker søger adspredelse – og bogen giver et portræt af den generation, der var unge i 70érne og 80érne, hvis mennesker, der konstant afsøger alternative metoder og åndelige stimulanser, såkaldt frigjort, ender med at sætte sig på det borgerlige magtapparat, at blive ligeså desperat meningsforladte som deres tidligere konforme modstand mod konformiteten.

Det hele menneske normløst
I denne anmeldelse vil jeg forsøge at rejse nogle af de problemer, bogen behandler eller rejser. Houellebecq giver et portræt af en tid præget af normløshed, en uendelig higen i fragmenterede og usammenhængende værdisystemer uden værdi, den primitive nydelse som en ledetråd, der kun kortvarigt fører væk fra lidelsen og måske snarere langt ind i dens foruroligende overfladiskhed. Jeg kommer til at tænke på American Psycho eller Kubricks Dr. Strangelove og Clockwork orange - mennesket er ikke længere begrænset af nogen samvittighed, der jo som moral udtrykker helhed, næsten heller ikke når den måtte tage form af savn, der som det sidste fx kunne være menneskeligt. Det er derimod inaktivt og apatisk, men også ligeglad med det, thi det hører ikke musikken og skønheden, hvor den er, og det udnytter ikke sine muligheder, jo mindre disse er videnskabelige, og de videnskabelige muligheder er rationelle, rent rationelle. Når derfor, med vores gældende tilværelsestolkning som er teknikkens og naturvidenskabens stadige forjættelser, der genetisk skabes et nyt menneske, sker det i rationalitetens forblindelse. Denne kunne være, at mennesker ønsker at have det bedre og undgå lidelse, og at det kun gennem rent rationelle metoder er en mulighed, at det får det.

Utopien
Hele mennesket tilfredsstilles imidlertid næppe, hvis ikke man tager højde for dets helhed. Men det synes i vores tid også kun muligt overhovedet at tilfredsstille, hvis man udvælger sig den del, fx det seksuelle, som bogen behandler til overmåde, man dog kan håndtere. Man kan sikkert med tilfredsstillelse men næppe med lykke ændre dele af vores genetiske struktur og pille ulykken og kraften ud af livet – dette værks ironiske løsning, thi kraften er her negativ – kraften som blandt andet ligger i begæret og kønnet – men dette vil føre til nye problemer ligesom realiseringen af enhver utopi gør – realiserede utopier bliver altid praktisk hensynsløse.

Det kommende nye rensede menneske vil bekæmpe det gamle – bliver der krig mellem menneskearterne? Trangen til endelig forløsning er farlig, men den er vel også i dag vokset, som mennesket har mistet meningen med sit liv og kun ser adspredelse og kedsomhed og lidelse. Nu er den utopiske normløshed altså naturvidenskabelig, og først når denne, med uafvendelig selektion og en kynisme den kalder ”faglighed,” med kraft, ro og autoritet, har gennemført sine forehavender og altså dermed fejlet, ser man, ikke sandt, at den var befæstet med værdi: at den var politik.

Biologien, antager, at mennesker ikke ønsker lidelse. Det gør jo snart sagt enhver utopi, der sandelig også formår at skabe den; men mennesket er, som bogen også viser, først og fremmest et foretagsomt væsen, det handler. Det er mindre vigtigt, om det er godt og ondt, bare det skaber og skaber lidelse, bare det systematisk eller nænsomt udvikler konflikter og løser dem, bare det forfængeligt og selvovervurderende er forædlet med ideen om at skabe historie, nok så meget vel med forestillingen om, at de onde ændringer er til det gode. At gøre noget man senere må omgøre, hvis det er muligt, denne særlige idealisme er meningen, som et desperat og skyldigt menneske ser i fikseringen og ikke i friheden. Særligt skaber mennesker mening ved at gøre noget, det ikke kan omgøre, livsbetingelsen og livets indhold, det endeligt er legitimt aldrig at komme ud af. Den nøje normerede normløshed er som grænseløs frihed mærkeligt nok netop en begrænsning, en fiksering; frihed er at føle mening med det, man laver, i denne bog er hovedpersonerne blottet for mening, hvis mening fx betyder ægte indlevelse og vedvarende værdi.

Den naturvidenskabelige foretagsomhed, ændringer af mennesket, som den ene broder, Michel, medvirker til, vil vel ske skridt og skridt på denne meningsløse baggrund: meningen skabes som en forpligtelse overfor de bindende og fikserende ændringer af vores natur, med muligheden for en fremtidig så velgørende blindgyde, en dramatisk og altafgørende fejl, det ikke var muligt at forudskikke men nu muligt vedvarende ikke at kunne gøre god igen. Ændringerne er måske symptom på og konsekvens af meningsløshed, vi netop med ændringerne afskærmer os fra, de bliver altså et problemfelt hvormed at nedlukke andre nok så væsentlige, hvilket jo netop er tilværelsestolkning: at nogle problemer og metoder og tankeretninger til en bestemt tid synes mere relevante end alle de andre, vi aktivt afskærmer os fra gennem bindende problemer, der meget gerne fx må blive traumer.

Men naturvidenskaben kan kun lide langsomme revolutioner, bundet af foresvævelsen i rationalitetens troværdige og systematiske pli. Det er disse rationalitetens proklamerede egenskaber, hvormed videnskaben endnu er en form for falsk tryghed, der forfører særligt tidens ængstelige så langt, at den kunne minde om uinteresseret og uegennyttig og dermed objektiv velgørenhed, der kun som ”faglighed” kan skænke mennesket ideen, om at det tilgodeses hinsides enhver magts i dag så selvfølgelige rænkespil. Langsomt går, i vores tid, forebyggende behandling over i nye vacciner, til fjernelse af organer, til små og siden store ændringer i DNA, udviklingen har jo været i gang i mange år, bliver mennesket mere kedeligt, lider det mindre, eller værre: lider uden mening, som biologien måske mener at kunne helbrede – bliver det derfor mindre tolerant, hvad det jo allerede er: hvad har ret til at være et problem, hvis alle problemer kan fjernes?

Med alle de mange opportune muligheder for skønsom og rentabel sygdom og sundhed kræver mennesket i dag, at de realiseres, for så vidt magten udlægger dem som goder: at man tager problemerne fra dem. For at det kan ske i en glidende bevægelse, må mennesket lidt efter lidt ”miste historie;” gennemgribende kan disse ændringer først fuldbyrdes, når vore nuværende generationer kun gjalder som forældede og afdøde laster, endda med en vis uret, thi problemet er jo nu det reelle, som historien og udviklingen går så hurtigt, at de nye og kommende generationer faktisk er dem, der bør være klogest på deres egne problemer – kloge nok til ikke at løse dem med fortidens tilgange.

Er disse tilgange: heroisk, men også desillusioneret, højsvungen og traditionel humanistisk ansvarlighed, som den anden broder, Bruno, giver fortabt overfor? Denne kan ikke i dag udspringe af troværdig indsigt og bekymring men af gemen foretagsomhed samt dumheden, der ligger i troen på, at den kan ændre noget, eller endnu værre: at verden er et frygteligt sted, når den ikke gør det. Mennesket, men ikke længere Bruno, der måske derfor dømmes som syg, tager sit selv så alvorligt, at det ligefrem lytter til det, fremfor andres, at det gør dets egen dom over livet til selve menneskets, støttet af den vores tradition af åndelig lidelse, der skænker det hele en art forstillet højsvungen indsigtsfuld bekymring, der er desillusion og næsten forargelse.

Ungdommen, leden og naturvidenskaben
Men hvad kan ungdommen, som bogen viser som vor tids magt, ungdommen der heldigt har mistet historie, bruge denne tradition til? Hvad kan naturvidenskaben, der har allieret sig med markedet og sygdommen og ungdommen, bruge dette til?

De rodløse og unge og historieløse er jo netop de eneste ”ikke forpligtede,” der kan sikre, at der ubekymret, ja uopdaget, sker varige ændringer af vores natur, der tilfældigvis også er de eneste, der kan opretholde markedets vækst samt menneskets stadigt indbringende mistrivsel, naturvidenskaben altså vil behandle med biologisk glemsel. Den åndelige tradition for mismod, viser bogen, skænker vores, de ældres, refleksion noget selvretfærdigt, der kun kan komme af, at vi tror os udvalgte og indsigtsfulde og derfor skuffes i, at det indsigtsfulde, vores indsigtsfulde, ikke udmønter sig i magt og handling og praksis, hvorfor forsvaret forekommer, vores: lykken i at intet kan ændre sig, at intet skal gøres kun når alt har været forsøgt, at de villige unge i det mindste er forblindede eller bare ikke kyndige, ved at være forskellige fra ”os:” heldigvis tager fejl. Intet er bedre, end hvis de magthavende tager fejl, eller værre: intet er bedre, hvis det er umuligt at rette op på deres fejlbarlighed.

For det moderne menneske gives der ”intet tilbage;” og kun dette er tilbage. Som historieskabende har det, herunder teknisk, gennemført en for høj tiltro til sine egne evner, men tilsvarende også en form for ligegyldighed i hvormed disse bruges; mennesket er sin egen uforangrede genstand for eksperimenter, hvis farlighed er ligeså morsom som ligegyldig.

Værket behandler grundigt denne ligegyldighed og leden ved livet: Med den sorgfulde alvor, bogen manifesterer – kommer man ingen vegne. Alvor er en forældet sindstilstand, selv sindstilstande er forældede. Og det hele starter med, at man har indbildt det moderne menneske, at det skal være lykkeligt, altså ungt, hvad det vel egentlig kun skal, hvis det har muligheden for det eller fx stadigt er det: det jagende menneske, der skaber historier, og kun kender kærlighed som jagt eller udebliven, bruger seksualiteten og teknikken, der jo er udtryk for et behov for kontrol, som naturvidenskaben og markedet stadigt, delvis strategisk, skaber og mætter, bruger dem som erstatning for lykke, en forfalsket stræben efter den, måske vitterligt i den tro at den rent faktisk kan opnås.

Men lykken, synes bogen at sige, ligger måske tæt på ligegyldigheden, er kun friheden i ikke at ville andet, end hvad der sker, særligt måske når man ikke selv har haft indflydelse på det og derfor med ret kan give andre skyld for det samt berettige, at man aldrig finder ud af det, disse ”andre” uretfærdige ødelagde ens liv med. Dette er nok kodeordet for den enorme moderne selvcentrering, der er forkælelse: at livet overgår os så meget, at vi bliver passive og ligeglade – eller hele tiden må finde ud af, hvad det overgår: vores jeg, vores identitet, der først bliver til – sådan. Jeg-definitionen kommer i dag uoverlagt udefra og udvikles ikke indefra, vi møder jeget negativt som noget, der konstant krænkes – og mister overhovedet derfor blikket for, hvad en krænkelse er, thi gives de overhovedet længere?

Krænkelsen?
Er den fx mere biologisk end menneskelig? Så lad dem ændre naturen; det nye menneske vil ønske sig tilbage, når først det ikke længere er muligt, og hvad er så muligheden: at dette kan begrædes – og måske ligefrem det velgørende: at det var mennesket selv, der fejlede. Det fejlede i fordækt tro på endnu en Gud, der rigtignok ikke viste sig at være der, og kun i sin udebliven var desto mere magtfuld.

For så vidt både Gud og naturvidenskab handler om menneskets skyld, som det gerne biologisk vil være fritaget fra i fremtiden, så det bliver mere effektivt og uforstyrret, er det både forståeligt, det er et tab at miste Gud, der ikke længere kan tilgive den, men også derfor forståeligt at den naturvidenskabelige afløsning forsøger at borteliminere skylden ved endegyldige biologiske indgreb, ceremonielt på opperationsborde og i laboratorier, ikke uden visse hellige forholdsregler og fordækt religiøst befæstede metoder, der jo netop finder udtryk i videnskabens hvidkitlede renhed som en ”uinteresseret” og ”objektiv” afstand til den Gud, der desto mere betinger dens praksis. Mennesket vil ud af skylden, antages det – og ved endnu ikke om det, ude af den, ønsker sig skylden tilbage. Disse tanker manifesteres i bogens træge behandling af dette emne samt dens noget ironiske løsning: at mennesket bliver intetkønnet.

Begær kan bindes i forestillinger og religiøsitet og her give mening, men slippes det løs, fordi der ingen bindende normer eksisterer, så kaster det sig over det meningsløse eller ubegrænsede og bliver en dyrkelse af intet ikke uden årsag i mangel på levedygtig kultur. Det er måske først kulturens svaghed: dens mangel på dybde og troværdighed, eller dens farer, der fører til den fordømte og afskærmende individualitet: hvor fællesskabet ikke længere er naturligt og uhæmmet og inkluderende og stærkt, er individet overlagt til sin ensomhed. Det stræber udover sig selv uden at kunne nå et forenende mål, med grænser, mod samhørighed og enhed, men nytteløst, og det lidende menneske, der keder sig, dette menneskets stræben og vilje kan hæmmes eller slukkes, synes det i bogen, gennem afskaffelse af symbolet på vores skyld, vores individualitet og forskellighed, vor nytteløse stræben kun forbundet med den kortvarige forløsnings efterfølgende tomhed: kønnet og seksualiteten.

Houellebecq giver et mere dødt end levende portræt af det moderne menneskets ligeså tomt som desperate som forivrede flugt fra de mishandlede grundvilkår. Hvis værket forekommer at være monotont, er det med en langsomt indsivende desillusion, at det bliver til en etisk opgave at læse dets mere kedelige passager, der kun sådan er tilstrækkeligt meningsgivende som en tør og apatisk, næsten ufølt sorg. Værket er et portræt af vores tid – ikke når den, som i Kældermennesket (Dostojevskij), Sisyfosmyten (Camus) og Sult (Hamsun) endnu formår at være heroisk og humoristisk over de moderne tilstande, disse bøger ikke ser nogen udvej fra, men opgivende, depressivt, håbløst: at vi kan ændre mennesket – og at det ikke vil ændre meget?

American Psycho, der er ubehagelig, kan være en udmærket sammenligning, men Elementarpartikler udviser større træthed, mindre (livskraftig?) brutalitet, et indsunket menneske, der ikke som i første udleves som åbning for godt nok helt forrykte potentialer. Der beskrives et svagt menneske, dybt civilisatorisk afhængig af videnskabens og markedets stimulanser som en allerede nøje tilrettelagte og systematisk gennemført flugtmulighed, magten har interesse i at opretholde. Denne påberåber sig kun rettighederne til at ændre mennesket – uden altså at spørge det.

Hvor liberalisme og kapitalisme og kynisme havde fået nok af et menneske, der ikke må følge sine frie, ødelæggende impulser, og kræver fri konkurrence, som var det hele menneskets egentlige ide, fik marxismen nok af netop dette, og denne ville også ændre samfundet – nu er samfundet og historien for længe blevet mistænkt i samme bevægelse som højere utopier er formuleret, så nu går naturvidenskaben – som konsekvens af det? – endelig til varige ændringer af den menneskelige natur. Der er ment og sagt for meget pjat, vi skal ikke sige mere men være effektive og fjerne det, vi har fået nok af – som om kommende generationer ikke siden får nok med at vende tilbage fra denne utopi, alene derfor får lejlighed til at føle, at den har alt for stor berettigelse.

”Sundhed” skal genvindes. Også om hundrede år kræver det kun, at vi snart bliver raske. Med Elementarpartikler kan menneskelighed måske udskiftes med faglighed – måske fordi kun den sidste i dag har ret til at dømme om sygdom og sundhed, men denne litterære dissektion giver de læger, der ikke læser den, et frygteligt problem, der ikke bare er medicinsk og troværdigt men overordnet menneskeligt, derfor altså umuligt at behandle.

Se mere på forfatterens hjemmeside: www.myspace.com/armeofart