David Walliams’ børnebøger har efterhånden i mange år været et fast indslag her i Kapellet. For selv om bøgerne (som antydet i tidligere anmeldelser) måske kan opfattes som ganske formulariske, hvad angår både deres struktur og den måde de ofte fattige men hjertelige figurer, der som oftest optræder som hovedroller i historierne, så er de også stadigvæk morsomme at læse og sprudler af fortællemæssigt overskud. Dette gælder også nærværende bog med titlen Kodenavn Bananas.

Denne gang kastes læseren ned i London midt i Anden Verdenskrig. Hovedpersonen Erik har mistet begge sine forældre under Blitzen, men selv om dette er tragisk, så har han stadigvæk sin gamle onkel Monty, der arbejder som dyrepasser i Londons zoologiske have. Som i mange andre af Walliams’ fortællinger er Monty muligvis det eneste gode menneske i den dyrepark, for direktøren er et fjols og den lokale dyrlæge en rigtig væmmelig sadistisk kvinde, der mest af alt blot vil aflive så mange dyr som muligt.

Dette bliver et ekstra stort problem, da havens gorilla Gertrud af forskellige årsager pludselig bliver opfattet som en trussel og derfor indstilles til aflivning. Den plan vil Erik selvsagt gøre alt for at forpurre, så han allierer sig med Monty, der modvilligt indvilliger i at hjælpe drengen. Det viser sig nemlig at dette langt fra er første gang, at Monty tager de dyr til sig som på grund af skavanker anses som uønskede.

Selv om det lykkes Erik og Monty at snige den store menneskeabe ud af den zoologiske have, så er deres problemer langt fra slut, for tæt i hælene på dem er de førnævnte skurkagtige personager fra Zoo samt ordensmagten. Erik, Monty og Gertrud må derfor flygte ud på landet, og undervejs bliver de nærmest ved et tilfælde sovset ind i skumle nazistiske planer.

Hvad disse planer går ud på, og hvordan det dog skal gå vores umage trio, skal selvsagt ikke afsløres her, men vi kan godt afsløre, at det bliver både dramatisk og ikke så lidt fjollet.

Som faste læsere af Walliams’ bøger og af undertegnedes omtaler af disse vil vide, så plejer Walliam enten at være meget generøs med såvel fodnoter, der henviser til hans fiktive ’Walliamcyklopædi’, hver gang der optræder et eller flere af mandens selvopfunde vrøvleord. Selv om anmelder bestemt ikke har meget mod vrøvleord, eller fodnoter, så er det faktisk ret befriende, at det ikke sker så ofte i Kodenavn Bananas som i de tidligere værker, hvor de mange henvisninger ofte fik karakter af at være repetitive frem for egentlig morsomme. Til gengæld er der ikke ændret meget ved de mange lydord eller Tony Ross' fine tegninger, som også denne gang akkompagnerer teksten på allerfineste vis.

Herudover bliver læseren præsenteret for en række sympatiske hovedfigurer, der alle har hjertet på rette sted, og en række skurke som er lige så dumme, som de er ondskabsfulde. I centrum af det hele er en sød historie om at finde håb, selv om man befinder sig i en frygtelig situation.

Walliams’ fortællinger er både opbyggelige, hyggelige og lige så charmerende som en gammel, sød mormor, der rækker hjemmebag i ens retning. Det er muligvis ikke stor kunst, men det giver ung som gammel (muligvis mest førstnævnte kategori) lyst til at læse, for slet ikke at tale om alle de forældre, der holder at gengive mange af de fede lydord som bogen byder på under godnat-læsningen.

Kodenavn Bananas er muligvis ikke i top tre af Walliamsværker, men den giver fans præcis det, som de kan forvente. Der er masser af action, og hvert af de korte kapitler afsluttes vanen tro med en slags cliffhanger, der gør at man får lyst til liiiige at snuppe et kapitel til.

Som tidligere nævnt har Walliams haft som et af sine mål, at få børn og unge til at læse mere. Dette håber Kapellet da sker, men skulle børnene svigte så må vi ’voksne’ læsere jo træde til – for selv om det næppe kan kaldes for stor litteratur, så er denne anmelder, selv efter ti bøger, endnu ikke kørt træt i Walliams’ finurlige fiktionsunivers.