Der er kommet endnu en ny børnebog fra Kapellets darling David Walliams. Selv om hans bøger tidligere er blevet skamrost på disse sider for både deres hittepåsomhed og ikke mindst de fede tegninger af Tony Ross, så er Slim - som den seneste bog er kommet til at hedde – desværre ikke blandt mandens bedste. Faktisk virker den en smule forudsigelig og forceret i sin struktur, men det er muligvis også fordi at læseoplevelsen med Fing , der var den forrige bog, som blev anmeldt på disse sider, hører til blandt Walliams’ bedste. Faktisk er Fing så god, at den burde være obligatorisk læsning for alle, der holder af børnebøger. Det er jo ret beset også meget svært at holde så høj en standard hele vejen igennem.

Rammerne for historien i Slim er Gylleøen - et lille isoleret samfund, hvor langt de fleste voksne på øen er nogle gigantiske, børnehadende, r*vhuller! Selv når hovedpersonen Niller er hjemme hos sig selv, så er livet heller ikke let. Niller kan nemlig ikke bruge benene og sidder derfor i kørestol, og selv om han har søde forældre, så er de (som ofte i Walliams’ bøger) ludfattige og Nillers søster Jørdis er mest af alt opsat på at gøre livet så svært for Niller som overhovedet muligt.

Da Niller en dag opdager at Jørdis tilsyneladende har gemt alle mulige klamme ting (bussemænd, negle, abesved, kogt skel, mm.) i en masse krukker på sit værelse, beslutter han sig for at tage en grusom hævn, og giver sig til at hælde alle disse sager i badekarret for efterfølgende at dække det med et tyndt lag vand i håbet om at Jørdis vil tage sig et bad. Der sker blot noget helt andet. De afskyelige ingredienser skaber ved et tilfælde nemlig et stort, grønt, amorft slimvæsen!

Niller bliver først grebet af frygt, men hurtigt indser han at denne monstrøse klat muligvis kan være løsningen på alle hans – og øens – problemer. Slim, som væsenet kalder sig selv, kan i bedste Barbapapa-stil forvandle sig til alt muligt, og denne evne kommer naturligvis Niller til gode, da han indser at Slim slet ikke er farlig, men i stedet bare vil være Nillers ven.

Vanen tro er også Slim fyldt med lydord, fodnoter (denne gang er det stort set alle sammen henvisninger til ’Walliamscyklopædien’ – en fiktivt opslagsværk med alle de hjemmegjorte ord, som David Walliams benytter undervejs), og selvsagt kan læseren også atter engang opleve Tony Ross’ fremragende og morsomme tegninger. Alt er derfor, som det plejer i disse bøger, og selv om der er væsentlig forskel på, hvordan Niller og hans nye ven Slim får taget fusen på henholdsvis de børnehadende legetøjshandlere, den dovne klaverlærer, den nærtagende parkbetjent, isforhandlerne, der spiser alle deres is selv, og ikke mindst øens selvbestaltede leder, kattedamen Greta Grisk, så ændrer det ikke ved, at man ret hurtigt gennemskuer strukturen og muligvis også har en idé om, hvordan det hele spænder af.

Slim er muligvis en bog, der takket være denne repetitive stil henvender sig til et lidt yngre segment end til de børn, der er glade for eksempelvis Fing, Dæmontandlægen eller Frygtelige faster (selv om forlaget angiver samme aldersgruppe til alle disse – nemlig fem-syvårige, der kan få læst den højt og otteårige, der selv vil være i stand til at læse den). Når det er sagt, så skal yngre læsere selvsagt også have lov til at nyde godt af Walliams’ skøre historier.

Så selv om Slim ikke er den allerbedste af mandens bøger, så er den stadig fuld af spræl, gak og løjer, og vil derfor med garanti glæde alle de, der i forvejen – lige som Kapellets begejstrede anmelder – holder af disse bizarre børnebøger.