Der er med garanti ikke ret mange læsere, der kender den spanske forfatter Miguel de Unamuno. Det gjorde undertegnede heller ikke da Don Manuel – den gode uopfordret bankede på dørene til kapellet. Ifølge pressematerialet er denne lille bog ikke alene forfatterens hovedværk, det var også en kortroman, der ifølge rygterne var endt på den katolske kirkes blackliste, måske bedre kendt under den latinske betegnelse ’Index Librorum Prohibitum’ (liste over forbudte bøger – red.) - en liste, der eksisterede helt frem til 1966, som indeholdt titler, der blev anset for anstødelige, kontrære eller ligefrem farlige i forhold til Biblens ord.

Idet man læser Don Manuel – den gode - der første gang udkom i 1931 - spørger man sig selv, i al fald i bogens første tredjedel, hvad det da kan være, der er så anstødeligt at bogen kan vække den katolske kirkes vrede. Her introduceres vi, via bogens fortæller (den unge pige Ángela, der vokser op i landsbyen Valverde Lucerna) til præsten, der deler navn med bogen. Han er vellidt i lokalsamfundet, faktisk i sådan en grad at mange af byboerne nærmest betragter ham som en levende helgen. Dette fordi han har en utrolig evne til at få folk til at lytte til hans prædikener, og fordi han gør en masse positive gerninger i lokalsamfundet. Det gør ham meget populær hos både ung som gammel. Men en beskrivelse af en megapopulær præst kan da vel næppe vække kirkens vrede?

Idet handlingen skrider frem, så dukker der en anden helt central figur op i fortællingen, nemlig Ángelas bror Lázaro, der er vendt hjem til barndomsbyen efter en tur til USA. Han er under sit besøg i staterne blevet ateist og selv om han godt kan lide den populære præst, så nægter han at lade sig omvende, trods pres fra familie, søskende og ikke mindst Don Manuel selv.
En af de mange ting som Don Manuel bliver kendt for, er ved påskegudstjenesten at fortælle om Jesus’ lidelser på korset på en så levende måde, at idet han citerer Kristus for at sige ”Min gud, hvorfor har du forladt mig?”, så sker dette med så stor indlevelse, at menigheden nærmest kan se den lidende frelser for sig. Et lille mirakel, der også får den lokale landsbytosse til at rende rundt i gaderne om natten for at, med mindre heldig indlevelse, at gentage ordene som sit mantra.

Dette er selvsagt et centralt sted i den fine historie, for lige som Jesus synes at tvivle på Guds evne til at hjælpe ham, så smitter denne tvivl også af på Don Manuel, især efter hans mange samtaler med Lázaro, som han får knyttet et lige så tæt bånd til som til resten af sine sognebørn.

Ángela har et meget nært forhold til såvel broderen og præsten og derfor finder hun (og dermed også læseren) i løbet af fortællingen ud af at Don Manuel også er begyndt at tvivle på Guds eksistens. Måske har denne tvivl også været til stede før Lázaro dukker op. Ifølge pressematerialet så siges det, at Unamo var meget inspireret af bl.a. Kierkegaard, hvilket godt kan anes, for mange af de tanker, som præsten giver udtryk for, synes at være en slags ekko af mange af eksistensfilosoffens tanker. De bliver dog i Don Manuel – den gode serveret i en noget mere letfordøjelig facon. Det er, imens man læser, ganske svært at være andet end enig med præstens tanker, for de virker både forankret i fornuft og i ideen om at sørge for at træffe de rette valg i livet.

Romanens fortæller ved godt at hendes og ikke mindst præstens hemmeligheder er nogle, hun har fået adgang til i al fortrolighed. Af samme grund så kan man måske godt forstå, at den katolske kirke har været ret kritisk overfor teksten, idet Don Manuel når frem til, at det vigtigste i ens liv er de handlinger, som gøres i ens liv – det er disse og ikke efterlivet eller koncepter om, hvordan man bedst behager sin gud, der skal være hjørnestenen i tilværelsen. Når der er så et flertal af indbyggere i byen, der efter Don Manuels død, ligefrem forsøger at få ophøjet ham til katolsk helgen, kan man selvsagt godt forstå, bogem har virket provokerende tilbage i 1931.

I Kapellet kunne vi aldrig drømme om at forbyde nogen som helst ting – men forbeholder os retten til at skrive, hvis noget er usselt. Don Manuel – den gode er dog alt andet end ussel. Den er velskrevet, og selv om der er dele af den, som er bundet ganske meget op i spanske og den katolske kirkes traditioner, så er det nemt, selv som leverpostejsdansker, at følge med.

Romanen bør ikke ses som protestskrift, men snarere et oplæg til et opgør med benhård dogmatisme og en opfordring til at læseren måske også lader sig inspirere af nogle af de tanker, der bliver præsenteret undervejs. En charmerende eksistentialistisk kortroman, der er hurtigt læst og genlæst, for det indbyder den virkelig til.