I Billernes hjem er David Walliams efterhånden blevet en forfatter, som både anmelder og hans yngste søn på 11 stoler på. En forfatter, hvis navn er garant for tempo og gode læseoplevelser. Som der står bag på bøgerne, er en af Walliams’ vigtigste opgaver at få børn til at læse, og selv om bøgerne måske har mange sider, så pløjer både Carl og far sig ret hurtigt gennem dem. Det er der flere gode grunde til.

Først og fremmest er alle bøgerne gennemillustreret af Tony Ross, hvis hurtige, lidt halvsjuskede tegninger giver masser af liv på siderne. Dertil kommer, at mange af de hyppige lydeffekter (altså lydord, også kendt som ’onomatopoietika’), der optræder, har fået deres helt egen, anderledes skrifttype. Idet man bladrer gennem bogen, er selve layoutet faktisk meget indbydende, måske især til de, der let bliver forskrækkede over, at der er for mange ord og sætninger på hver side.

Vigtigst er dog, at bøgerne alle sammen er fyldt med sjove, skøre og ikke mindst actionfyldte scener. Det er faktisk sjældent, at Walliams ikke slutter hvert af sine kapitler som en anden Shererazade (og ved du ikke hvem det er, så googl navnet din dovne rad!) på det allermest spændende sted.

I Øv, far følger vi Hubert, en dreng på 11, hvis far er byens absolut bedste til folkeræs. Alle hilser på ham, når de går gennem byen, og Hubert er selvsagt megastolt. Dette ændrer sig dog en dag, da faderen er involveret i et grimt uheld, der betyder at hans ene ben skal amputeres. Kort tid efter forlader Huberts mor hjemmet. Hun har fundet en anden mand, og da far ikke har et job længere, begynder nogle folk at komme forbi deres hjem for at tage alt inventaret. Regningerne jo skal betales. Ja, selv Huberts legetøjsracerbane tager inkassatorerne med sig.

Selv om farmand forsøger at lade som, at de nok skal klare den, og at han nok skal finde en løsning, så ved Hubert godt, at der er noget helt galt. Derfor følger han efter sin far, da han skal til ”jobsamtale”, og det går hurtigt op for vores 11-årige hovedperson, at de folk der ønsker, at hans far kører hurtigt for dem, er nogle virkelig grimme skurke. Faderen er dog desperat, for det viser sig, at han skylder byens allerværste forbryder, Mr. Big, en stor sum penge.

Hvis man ikke vidste bedre, ville ovenstående præsentation af grundhandlingen i Øv, far virke som det rene socialrealistiske elende, men takket være Walliams’ sprudlende sprog og vilde påhit, kombineret med Ross’ mange fine tegninger, bliver slutresultatet en børnebog, der til trods for sine alvorlige emner ender med at være e både rigtig sjov og medrivende læseoplevelse.

Man kan godt indvende, at Walliams muligvis genbruger enkelte af de plotelementer, som også var en del af Gangster Farmor (det skal naturligvis ikke afsløres her, men det handler om, hvordan Hubert og hans far får løst den knibe, de er havnet i). Dette betyder til gengæld ikke så meget, for der er fart over feltet, når først man begynder at læse løs. Ud over sproget, tempoet og ideen om, at bogens hovedperson pludselig opdager, at der er familiemedlemmer, der bliver viklet ind i kriminalitet, er fortællingerne ellers meget forskellige.

Selv om Walliams’ bøger i mange henseender er meget britiske (især for en læser, der til dagligt ernærer sig som engelsklærer), så kan de sagtens læses af danske børn. Det kan godt være, at pæredanske unger og deres forældre muligvis ikke fanger referencen til The Italian Job, når man får fortalt, at Huberts fars bil – en Mini Cooper – har et genkendeligt Union Jack malet på taget. Hverken dette, eller bogens fokus på at få en kop te indimellem, er på ingen måde nødvendig for at kunne holde af Øv, Far.

Grundtonen i bogen er meget lun, og selv i de mest dystre stunder, er der altid plads til befriende humor. Samtidig kan det godt afsløres, at Hubert og hans far i løbet af bogen, tro mod genren, selvfølgelig finder en løsning på deres mange problemer. For det ender jo så godt, som det kan. Hvordan Hubert og hans desperate far ender med at få snøret byens største skurke og kommer ud af alle deres problemer, skal du selvsagt selv læse bogen for at få svar på. Kapellets udsendte er i skrivende stund i gang med at pløje sig igennem de sidste to bøger, som de gode folk på HarperCollins har været så venlige at sende os. Så hold øje med disse sider, for i den kommende tid vil du også kunne læse anmeldelser af Frygtelige faster og Ismonstret. Det er måske ikke stor litteratur, men det er børnebøger, der synes at gøre netop dét, som var Walliams’ erklærede mål: at få (både store og små) børn til at læse.