Houellebecq er blevet beskyldt for både nihilisme, vulgaritet, racisme og kvindehad til en grad, så man som læser har svært ved læse hans bøger på neutral grund. Forfatteren og meningerne om ham fylder ofte mere end bøgerne - og undertegnede gik da også til hans nye bog Kortet og Landskabet med en idé om, at den forsøgsvise anmelderneutralitet ville blive grof udfordret.

Men Kortet og Landskabet overrasker - godt nok uddeles der slag til højre og venstre mod kendte franske kulturpersonligheder, og et par småbemærkninger om kvinder og indvandrere kommer der også, ligesom i øvrigt provinsbeboere, gamle mennesker og kunstverdenen får en gang med den verbale syl - men Kortet og Landskabet er så meget mere, som Houellebecq på forbilledligvis formår at samle til ét smukt hele:

Det er både en spændingsroman - med et bestialsk mord, ægte politimænd og opklaringsarbejde - og et intellektuelt udspil om kunsten og dens placering i samfundsøkonomien. Samtidig er det et finfølt portræt af en mand og hans forhold til sin far og den egn han er vokset op i. Og ikke mindst er det en overordentligt humoristisk bog. Med et enkelt kneb hjælpes læseren med at finde den rette stemning. Houellebecq lader nemlig forfatteren Houellebecq optræde i romanen som en fyldig biperson, en bizar og fordrukken forfatter, miskrediteret og afsondret fra verden vandrer han rundt i sutsko, som “en syg, gammel skildpadde”.

Beskrivelsen af karakteren Houellebecq blotlægger den ironi, som ofte er gennemgående i Houellebecqs romaner, men som let kammer over i/læses som ringeagtelse, især fordi den (også) rammer de såkaldte svage samfundsgrupper. Mener han virkeligt, hvad han skriver? I så fald er han jo modbydelig! Med Houellebecq installeret som karakter - yderst ondskabsfuldt beskrevet af forfatteren selv - er objektet for vores latter trygt funderet, og man er som læser befriet for tvivlen om, hvorvidt det er tilladt at grine - for alt er jo tilladt, når det blot er Houellebecq selv, vi ler af.

Karakteren Houellebecq er dog ikke hovedperson. Det er hans lille alter ego, kunstneren Jed Martin, som debuterer med et brag med sine nærfotografier af Michelinkort - byer og veje på kortet i photoshoppet skønhed, der er langt smukkere og synes mere nære det virkelige levede liv end det glatte satellitbillede, landskabet i sig selv.

På sin vej møder Jed Martin den smukke russiske Olga, som arbejder for Michelinkoncernen, i Public Relations, ikke i kort afdelingen men derimod i den del af koncernen, som har med guiderne at gøre, spiseguides og hotelguides. Hendes metier er at udvælge og forme det ægte franske - køkken, hotel, landskab og livsstil - for det nye pengestærke publikum fra Rusland, som sammen med kineserne og inderne for længst har overhalet de gamle vesterlændinge i både indflydelse og økonomisk formåen.

Kortet og landskabet udkom i september 2010 på fransk. Houellebecqs udarbejdelse af bogen er dermed sket samtidig med finanskrisens første bølger, som rullede ind over hele den vestlige verdens økonomier. Bogen handler derfor også indirekte om krisens eftervirkninger og de mentale og økonomiske forskydninger, som vi oplever i årene efter krisen. Det er industrisamfundets endeligt i den vestlige verden - og deriblandt også industrien som håndværk - som Houellebecq beskriver. Her sætter han generationerne i spil:

Jed Martin er søn af en arkitekt, som er søn af en fotograf. Både far og farfar har en (mere eller mindre påtvungen) håndværksmæssig tilgang til deres metier. Faderen forlod den arkitektoniske løbebane og blev entreprenør og virksomhedsleder (alt for travl til at tage sig af sin ensomme søn). Imens sønnen Jed koncentrerer sig om at lave “fremstillinger af verden, i hvilke menneskene dog ikke behøvede at leve”.

Udover Michelin-fotografierne har Jed beskæftiget sig med ”det arbejdende menneske” i sine værker samt en minutiøs fremstilling af industriens produkter. Jeds fremstillinger er ikke brugbare i industriens forstand, alligevel bliver de solgt til eksplosive priser, så han hurtigt kan trække sig tilbage som uproduktiv millionær.

Denne modstilling imellem industriprodukter og kunstverdenens flimrende fremstillinger er en pointe hos Houellebecq – han peger på kunstmarkedet som den nye boble, hvor forholdet mellem udbud og pris antager groteske dimensioner, og mærkeligt nok gør det produktive uproduktivt.

Cirka to tredjedele inde i bogen sker en detour til efterforskningen af et yderst bestialsk mord på en kendt personlighed (hvem skal ikke afsløres her). Her viser Houellebecq nye sider af sit komiske talent - efterforskeren er en parodi på en træt politimand som på sin pensionsdag stadig plages af den uløste gåde om det bestialske mord, der trækker tråde til Jed Martin. Samtidig nærmer Jeds far sig døden, imens de to langsomt forsøger at komme tættere på hinanden og deres metier.

Kortet og Landskabet er en helstøbt roman, som er skrevet af en moden mand, der synes - i hvert fald for en tid - at have lagt provokationen bag sig. Houellebecq blotlægger sig selv som en fremragende forfatter, der med et ukarakteristisk ømt temperament skildrer et fader-søn forhold midt i den sydende markedsøkonomi.

Alt i alt er Kortet og Landskabet en absolut anbefalesværdig bog. De læsere, som allerede har afskrevet Houellebecq som provokatør, bør give sig selv en chance mere og kaste sig over ham endnu engang.