Det er svært at undervurdere den amerikanske forfatter Howard Phillips Lovecrafts betydning for gysergenren som vi kender den i dag. Lovecraft er måske bedst kendt for at have skabt den (fiktive?) bog Necronomicon, som foruden at optræde i hans egne værker også dukker op i en lang række gysere på tværs af medier. Der er sikkert også mange der forbinder navnet Lovecraft med en række såvel fremragende, middelmådige og decideret skammelige filmversioner baseret på hans litterære værker. Endelig så har mandens særegne form for ’kosmiske horror’, blandt fans bedre kendt som ’Cthulhu Mytologien’ (org. ’The Cthulhu Mythos’) været en inspiration for flere generationer af forfattere, spildesignere, filmmagere og andre kunstnere. Kort sagt, selv om Lovecraft ikke just blev en succes i sin samtid, lever hans mytologi og ikke mindst hans bøger i bedste velgående.

Det var ikke Lovecraft selv, men derimod hans kollega August Dereleth, der opfandt termen ’Cthulhu Mytologien’. Dereleth havde nemlig opdaget at der i ganske mange af Lovecrafts noveller og romaner, var flere fællestræk. Disse beskriver kort fortalt historien om en samling oldgamle guder fra de yderste, mest dunkle dele af kosmos, der fandt vej til jorden for mange millioner af år siden. Lang tid før homo sapiens så meget som tænkte på at dukke op. Enkelte af disse væsener findes stadigvæk i de mest øde egne af vor kloden og selv om de fleste ligger i dvale, så har de stadig en indvirkning på os og den måde vi opfører os på.

Blandt disse kosmiske rædsler er det mest berømte væsen utvivlsomt den Cthulhu (som ligner en enorm bevinget mand med blækspruttehoved – red.). Han er i skrivende stund ved at tage sig en mere end hundredårig lang middagslur i den undersøiske by R’lyeth. Dette frygtindgydende væsen dukker dog op fra sin døs i Lovecrafts episodiske novelle Call of Cthulhu, der også har givet navn til et utroligt populært gyserrollespil baseret på mandens selvopfundne mytologi.

Når vi taler om rollespil, så er det faktisk værd at nævne at det er det svenske rollespilsfirma Fria Ligan – aka. Free League Publishing, der har udgivet den nye, flotte version af Lovecrafts At The Mountains of Madness. Det er ikke Fria Ligan der har lavet selve rollespillet Call of Cthulhu (det er Chaosium – red.), men til gengæld er det dem der står de bag en lang række andre fine rolle- og brætspil. Eksempelvis er det Fria Ligan der har skabt både rollespil og brætspil baseret på Simon Stålenhags Tales from the Loop, men også rollespillet Væsen, som benytter nordisk folketro som rammen for deres rollespil for ikke at tale om et virkeligt gennemarbejdet rollespil baseret på Alien universet.

Selv om firmaet altså primært har fokuseret på udgivelser af regelbøger til rollespil, så har de også udsendt nogle meget flotte, gennemillustrerede, oversize udgaver af H.P. Lovecrafts mest ikoniske fortællinger. Den første bog som kom med franskmanden Francois Barangers mesterlige illustrationer var den føromtalte Call of Cthulhu der kom i 2019.

Sidst i 2021 udkom så den anden og afsluttende del af Lovecrafts ikoniske roman At the Mountains of Madness. For en gammel Lovecraft-fan var denne udgivelse derfor utrolig svær at ignorere, så da forlaget blev spurgt, var de enormt flinke og efterfølgende sende de to bøger om vandviddets bjerge direkte til os i Kapellet.

Nærværende anmelder kastede sig første gang over Lovecrafts historier i gymnasietiden, så selv om At the Mountains of Madness var blevet læst før, så er det mindst tredive år siden at undertegnede sidst tog på litterær rejse til den mest isolerede del af Antarktis i selskab med Professor Dyer fra universitetet i Arkham. Denne ekspedition til det måske mest ufremkommelige sted på planeten var selvsagt mindst lige så interessant og stemningsfuld i 2021 som turen var omkring 1989, men der var også en væsentlig forskel på læseoplevelsen. Free Leagues udgave byder nemlig ud over Lovecrafts ord, på enormt store og fantastisk flotte illustrationer.

Rent teoretisk kan konceptet med at illustrere Lovecrafts værker måske lyder tåbeligt. Hvorfor? Jo, det kræver muligvis en forklaring. De der kender til Lovecrafts prosa vil vide, at han er en forfatter der godt nok er i stand til at skabe vilde stemninger gennem sit nærmest arkaiske sprog og mange beskrivelser af de ting som vore hovedpersonerne oplever. Samtidig undlader forfatteren også nærmest konsekvent at gå i særligt mange detaljer idet de monstrøse, tentakelbefængte uhyrer – ofte i fortællingernes vilde klimaks – dukker op.

Sagt på en anden måde, så serverer Lovecraft ofte sine monstre i små bidder og tekstuelle brudstykker så det i sidste ende er det op til læseren selv, at forsøge at danne sig mentale billeder af de skrækkelige, unaturlige ting som kigger forbi. At de ikke er mere detaljeret beskrevet i de forskellige romaner og noveller hænger nemlig ofte sammen med at fortællerne i disse værker er blevet sindssyge i det øjeblik deres menneskelige hjerne har forsøgt at give mening til de rædsler der er kommet i nærkontakt med. Væsener, hvis lige ikke hører til på jorden. Af samme grund, kan ideen om at lave en gennemillustreret udgave af disse fortællinger godt virke som én, der går stik imod konceptet med at lade læserens egen fantasi forsøge være medskaber.

I praksis er det dog lykkedes Francois Baranger ligefrem at tilføje en ekstra dimension til den læseoplevelse man har. Rent lavpraktisk dækker illustrationerne hele siden (se eksempelvis denne video) og i selve teksten har layouteren så valgt at fremhæve det illustrationen skildrer, ved at lade den passage, der beskriver illustrationen, fremstå med en større font end resten af brødteksten. Det funger upåklageligt.

Francois Baranger en helt eminent tegner, der på mesterlig vis formår at gøre Lovecrafts indimellem ret tørre, tekniske beskrivelser af begivenheder medrivende. I At the Mountains of Madness er der en lang række passager, hvor forfatteren forsøger i detaljer at beskrive de mystiske bygninger og sære syn der møder hovedpersonerne på deres ekspedition, men hvor det tidligere har været svært for læseren at forestille sig præcis hvordan disse ting tager sig ud eller er placeret i forhold til hinanden, så får man i denne udgave nogle fantastiske visuelle fortolkninger af det skrevne. Det fungerer helt vildt godt!

Lovecrafts prosa driver som nævnt af stemning. Faktisk ville det ikke være helt forkert at påstå, at der hos forfatteren indimellem kan være tale om form over indhold, mere stemning end egentlige plotdrevne gys. Denne fornemmelse sidder man slet ikke med i denne version af teksten, for de smukke, skræmmende scenarier der udfolder sig, er takket være Berringers pen, blevet til en konkret medfortæller, der tilfører ordene ekstra saft og kraft. Det er intet mindre end en reel bedrift. Lovecraft er fed at læse, men hvem havde da troet det kunne blive ekstra lækkert når hans tekst får så fint selskab?

Af samme grund får de to albums der samlet set præsenterer At the Mountains of Madness vores varmeste anbefaling. Historien holder stadig, selv om den er næsten 100 år gammel og oplevelsen ved at læse historien på denne måde, var faktisk nærmest som at læse den for allerførste gang - bare endnu bedre!