Når man elsker bøger, altså rigtige bøger, ikke tekster, der læses på en tablet eller computer, så bliver læseoplevelsen ofte større, når der er gjort lidt ekstra ud af den måde, bogen er designet på. Kender man bøger som eksempelvis Danielewskis House of Leaves, Dodsons Bats of the Republic eller J. J. Abrams S. - Ship of Theseus vil man opleve, at bøgerne præsenterer deres fortællinger, der ikke kun består af tekst på en side men også er forsynet med ’håndskrevne’ fodnoter, overstregninger, indlægssedler, løsrevne fotos, osv. i et forsøg på at gøre det, der fortælles, lidt mere troværdigt, mystisk, personligt eller interessant. I al fald får disse bøger en helt anden taktil kvalitet end ellers, hvis formål det er at engagere læseren på flere måder, end når man kaster sig over en en mere traditionel roman.

Lidt samme fornemmelse får man, idet man står med Ditte Maja Noachs Hvileløs mellem hænderne. Denne forfatter debuterede i sommeren 2021 med antologien Det rådne , som nærværende anmelder var rigtig glad for. Hvileløs bærer flere lighedstræk med debuten. For det første bliver læseren også i den nye roman præsenteret for en række ganske forskellige gyser- og skæbnefortællinger, dog med det fællestræk, at de alle knyttes sammen af en enkelt fortæller Gertrud Wittenberg. Hun er selvudnævnt spøgelsesjæger og historierne skildrer alle paranormale oplevelser, som hun beretter om. Dernæst har Kapellets darling John Kenn Mortensen stået for illustrationerne. Disse blyantstegninger fungerer som en slags ’skiller’ mellem de enkelte afsnit. Her hører lighedstrækkende til debuten så op.

Bogen er designet, så den ved første øjekast ligner en helt almindelig sort notesbog, komplet med en stofelastik, som du kan trække hen over den sorte, stive papforside, så notesbogen forbliver lukket selv i strid kuling. Det eneste der afslører, at det er en egentlig roman er at titlen, omridset af en ravn, samt navnene på de, der har skabt den, er blevet præget ind i den monokrome forside.

Illustrationerne er også ganske ulig de, som ellers karakteriserer John Kenn Mortensens værker. I stedet for de sirlige tuchstreger, er der i den nye roman tale om blyantstegninger, der skal forestille de lokaliteter som Gertrud opsøger i sine forsøg på at komme i kontakt med ånderne. Forvent ingen ’post-it monstre’ fyldt med øjne, tænder og tentakler dukke op af køkkenvasken. I stedet får du tomme, ensomme rum at se, der minder lidt om pæredanske blyantsudgaver af Edward Hoppers malerier. Der er ingen mennesker, ånder eller liv i tegningerne, kun halvtriste interiører.

Trist er de historier, eller dagbogsnoter, der udfolder sig til gengæld bestemt ikke. Oplevelsen havde muligvis været fuldendt, hvis også Gertruds noter var håndskrevne, men omvendt ville sådan et valg sikkert afskrække en del læsere fra at gå i gang med Hvileløs i samme øjeblik man i den lokale boglade bladrede den igennem. Det virker til gengæld godt at tegningerne er samlet, så læseren - efter at have læst om Gertruds oplevelser i eksempelvis på et kollegieværelse, hvor de, der flytter ind, af uforklarlige årsager begår selvmord - ved selvsyn kan man se de blyantsskitser, som ’Gertrud’ har lavet under sit ophold dér.

Som nævnt, så er Gertrud den figur der fungerer som et bindeled mellem de forskellige historier, og alt mens læseren kommer rundt til de forskellige lokaliteter med vor personlige guide og får mere indsigt i de ofte meget tragiske baggrundshistorier, der ligger til grund for de paranormale manifestationer, så får man også undervejs serveret nogle forskellige informationer om vores fortæller, der er med til at tegne et mere sammenhængende, nuanceret billede af hende.

Uden at afsløre for meget, så formår Noach at ballancere sin historie på en fin knivsæg, der gør at den mere kyniske læser sagtens kan påstå at Gertruds observationer skyldes kvindens alt for livlige fantasi, mens den mere frisindede læser selvsagt ikke er i tvivl om alle de ting, der skildres er et umiskendeligt tegn på at stederne vitterligt plages af ånder, der stadig er bundet til stederne. Det er selvsagt også muligt at vakle lidt mellem disse to poler, hvilket bestemt ikke gør læseoplevelsen mindre interessant.

Hvileløs er en virkelig velskrevet, episodisk roman, der både qua bogens lækre lay-out, dens dagbogsagtige fortællestil og de menneskeforladte, foruroligende blyantstegninger af tomme, danske boliger, ender med at være en ret unik læseoplevelse.

Der kan være de, der sidder tilbage og måske føler at oplevelsen bliver en smule uforløst, idet man når til slutningen, for der bygges ikke decideret op mod et vildt dramatisk klimaks. Ej heller får man serveret en endelig forklaring på de overnaturlige oplevelser. Kapellet knuselsker til gengæld stemningsmættede fortællinger, hvor stilen og grundtonen ofte er det vigtigste. Når disse nygotiske dagbogsnoter, kombineres med den umiddelbare glæde, der opstår når forfattere udfordrer bogmediets format ved bevidst at gøre noget ekstra ud af dette, så er det altså svært ikke at blive begejstret.

Ditte Maja Noach er en stærk, ny stemme i dansk (gyser)litteratur, for hun formår i den grad at skabe både nogle ganske medrivende fortællinger og kender genren til fingerspidserne. Selv om Hvileløs via de mange meget forskelligartede historier minder om noveller, der er bundet sammen via en fælles fortæller, så viser disse også at forfatteren har mange ideer og kan præsentere en lang række opfindsomme variationer over den samme præmis, nemlig det hjemsøgte sted.

Det skal blive interessant at se, om Noach i sin næste udgivelse, har evnen til at lade en enkelt, sammenhængende historie fylde 250+ sider, for ideerne og ikke mindst de mange intertekstuelle ledetråde, som udstikkes til den hærdede gyserfan, mangler i al fald ikke. Et oplagt gys til de mange mørke aftener hen over vinteren.