Thomas Mann. En stor forfatter fra Tyskland, som vi nok forbinder med Trolddomsbjerget eller Buddenbrooks. Han har også skrevet Døden i Venedig, som handler om Gustav Aschenbach. Han tager på kurophold i Venedig, hvor han - kommer det frem - forsøger at stille skarpt på sine drifter, der trækker ham i retning af noget forbudt.

Romanen er skrevet i 1912, og den kan i og for sig betegnes som en novelle, idet handlingen er klar og enstrenget. Vi møder eksempelvis Gustav von Aschenbach i første kapitel, hvor han en glad majdag spankulerer igennem sin hjemby München. Her ser han en mand, som fanger hans øjne på en ganske aggressiv og dyb måde. Gustav von Aschenbach mærker, at noget er under opsejling, og han beslutter sig på den baggrund at forføje sig. Han rejser. Til Venedig. På flugt, også fra sig selv. Men han bliver indhentet, da han her møder en romersk gudesmuk dreng ved navn Tadzio.

Forinden har vi i et andet kapitel hørt om Aschenbach ry som forfatter. Han er velanset og læst. Han beskrives som hårdtarbejdende, og han hæver sig over andre rent sprogligt og med et blik, der kan fange. Aschenbach tænker tanker, mens han fragtes videre med en gondol, og det er her, om aftenen, at han ‘stifter bekendtskab med’ Tadzio, en polsk adelssøn, som sender ham stjålne blikke … eller gør han? Vores fortæller mener det i al fald sikkert.

Herfra begynder Aschenbach at spionere, at holde øje og observere. Og det går ud over hans selvbeherskelse, for han kan nu ikke længere kontrollere sig, afholde sig. Han ender med at sminke sig og gøre sig til over for drengen, og han bliver advaret, for en epidemi er nået til Venedig. Skal han forlade byen, igen på flugt, eller skal han … give efter for drifterne?

Thomas Mann beskriver på eminent vis, hvordan en mand går i forfald, falder ned i ren drift fra ren selvbeherskelse og kontrol, iscenesættelse og styring i livet. Han beskriver, hvordan en digter, en rimsmed med ord i sin magt, mister fodfæste og formuleringsevne og opsluges af ren skønhed, han ikke kan holde sig fra at tage fat i.

Det er på alle måder en smuk fortælling, så skarpt registrerende af en ganske upålidelig fortæller, og så skarpt skruet sammen.