Andrias Andreasen har med Gøglergade skrevet en fin roman fra underdanmark. Der ryges, drikkes, bandes og spises usundt. Der skældes ud på udlændinge, som man dog alligevel omgås - for personerne fra socialklasse 5 bor side om side med dem i boligblokken - i modsætning til dem med de rigtige meninger, dem som har penge til at undgå at skulle bo i blokkene.

Sort arbejde skyr man ikke. Det offentlige er noget, som man nok skal undgå, men som flere i blokken samtidig er afhængige af. Der tales lige ud af posen. Ingen holder sig tilbage - hverken de skiftende fortællere eller de skildrede personer i deres replikker.

Gøglergade er herligt befriet for politisk korrekthed og til gengæld mættet med en befriende humor midt i al tristessen. Under en begravelse begynder en mobiltelefon at ringe fra graven, fordi apparatet ved en fejltagelse er kommet med i kisten.

I romanen følger vi den 15-årige Johannes, der bor i en jysk provinsby. Det kunne sagtens være forfatterens hjemby, Sønderborg. Det kunne også være andre steder.

Papfaren ser alt for mange pornofilm. Moren vil gerne have, at de alle sammen skal spise mere grønt. Hans rigtige far er tæt ved at gå helt i hundene, så hvorfor er det lige, at kommunen vil sende ham i aktivering, når han umuligt kan passe et otte-til-fire job?

Vi følger en dagligdag, hvor skiftende fortællere giver os et kig ind i flere generationers dagligdag i et provins-danmark, som er alt andet end privilegieret. De unge er i en verden af sociale medier. Ynglingenes tissemænd måles med centimetermål. De unge mænd skal have svar på, om de er i stand til at tilfredsstille kvinderne. Men det går galt. En af tissemændene havner på internettet. Tissemandens ejermand er sønderknust.

Men i Andrias Andreasens fortælling går det ikke den vej, man regner med. Tingene tager overraskende drejninger. Samfundskritikken står dog lidt i skyggen af den skæve humor. Romanen har ikke en happy ending, men selv den ender også med at blive morsom.

Forfatteren har et levende sprog, der gør, at du har lyst til at vende siderne. Miljø - og personbeskrivelser er hans hjemmebane. Han disker også op med en stribe interessante enkeltepisoder. Til gengæld sidder man som læser ikke tilbage med et overblik over et større handlings- og spændingsforløb i bogen. Det er nærmere en mosaik af små temaer. Andreasen benytter ikke en traditionel berettermodel, hvor en spænding skal udløses. Tingene går løbende i hårdknude, men de enkelte konflikter løses undervejs. Der bygges således ikke op til en større point of no return med efterfølgende konfliktoptrapning og klimaks. Læserne holdes i stedet for til ilden med småfortællinger, der gang på gang overrasker.

Lad dig ikke afskrække af bogens forside. Indholdet er mere spændende og havde fortjent bedre.