Der skete noget for et stykke tid siden. I forbindelse med anmeldelsen af Dødedans fandt Kapellets fanboy ud af, at der i 2017 var kommet en femte historie med de to hårde hunde og katten Røvlund. Hvis disse navne ikke siger dig noget, så kan det konkluderes, at du ikke rigtigt har levet. Ok, det var måske en lidt hård udmelding, men sagen er den, at siden undertegnede for efterhånden mange år siden blev gjort opmærksom på De 3, så er de udknaldede historier blevet læst utallige gange af alle medlemmerne af familien Bille.

Husets forældre har læst dem højt, da ungerne var små og da drenge selv blev store nok, blev de læst igen, og drengenes forældre læste dem, hvis man tilfældigvis faldt over dem. Denne glæde ved De 3 skyldes at de de fire bøger (der i sin tid blev udgivet af dansklærerforeningen) lægger sig i traditionen af gode danske børnebøger, samtidig med at de er sjældent politisk ukorrekte i såvel tekst som tegning. En af de allerførste reaktioner på at læse De 3 er, for de flestes vedkommende; ”og det lader man børn læse?”

Det kan selvfølgelig godt være, at De 3 ikke vil falde i alles smag. Det kræver nok at læseren har en kulsort, bizar form for humor, samtidig med at man også skal besidde en vis flair for at løse rebusser, for at kunne nyde indholdet, idet både brødtekst og dialoger ofte benytter sig af netop kombinationen af tegninger og bogstaver til at videreformidle indholdet.

I den første bog introduceres læseren til de tre. Man er vidne til at de to ’hårde hunde” Carlo og Simba møder katten Roulund for første gang. De tager killingen til sig, fordi hun har haft tyndskid i flere dage og hvad er så mere naturligt end at omdøbe mis til ”Røvlund”? Efter en vild tur på sushibar fortæller de en godnathistorie til deres nye lille ven, om den kolossale kat Henning, som plagede dem da de var små. I slutningen af første historie bliver Carlo bidt i smadder af kolossal hund, da han er på vej hjem fra bageren med morgenbrød. Hvilken cliffhanger! Man må jo bare læse videre for at finde ud af hvad der sker herefter.

I andet bind, bringes den dødeligt sårede Carlo til hospitalet, og læseren er vidne til de dramatiske begivenheder der, der både beskrives i tekst men primært gennem Dorthe Karrebæks vilde illustrationer. Flere gange undervejs er passager i fortællingen nærmest udelukkende gennem de fine akvarelkolorerede tegninger og det er både utroligt opfindsomt og inviterer til læsning, selv om man måske ikke hører til de, der elsker at læse.

Den ene side tager hurtigt den anden og er du i stand til at stoppe med at grine højt undervejs over hvor bizar og skør disse historier er, så ender du pludselig ved 3. del, der bærer titlen Dengang Røvlund ønskede sig en negerdreng og fik en autist til ½ pris. Som du måske kan se ud fra titlen, kræver det af læseren ikke hører til den gruppe af mennesker som med et moderne ord kaldes ’krænkelsesparate’, hvis man skal kunne nyde De 3. Til gengæld er det jo det, som fabler kan. Hvis en ciskønnet, midaldrende mand står på et gadehjørne og råber ukvemsord og racistiske uhyrligheder, bliver folk vrede, men gør en blå flodhest det samme, kan man grine over det. Det samme gælder selvsagt for De 3 - for det er nærmest umuligt at blive vred over de løjer der udspiller sig, idet man har alt for travlt med at klukle og forundres over hvor totalt langt ude det hele i virkeligheden er.

I både tredje og fjerde bog udvides karaktergalleriet med såvel Dåse-Åse og en masse små efternølere. Flere detaljer vil Kapellet ikke afsløre, bortset fra at der også er noget med en skønhedskonkurrence i Vojens og Simba der pludselig får så meget vand i hovedet, at der er fare for hans hoved revner. Idet man når til slutningen af den fjerde bog, er det svært for læseren at forestille sig hvordan der i alverden skal komme en fortsættelse, for hér afliver Oscar K. og Dorthe Karrebæk stort set alle medvirkende. Ikke desto mindre findes der, her i dette unikke samlebind, en femte historie med figurerne, som ikke tidligere har været trykt som selvstændig bog.

Det er et under at femte del af De 3 ikke har været udsendt før, for den er mindst lige så skør og sjov som de foregående historier. Her tages læseren faktisk med til himmerig, hvor vi møder Gud, der er meget anderledes end de fleste måske forestiller sig ham. Ikke alene ser han ud som et mystisk spædbarn, med spidse støvletter, runde briller, overdimensionerede hænder, han har også en ret graverende talefejl. Han har det nemlig med at sige ”g” i starten af hvert ord, hvilket betyder at ’snothvalpen’ Jesus med Guds ord ”ga’ gave gand til gin!”

Samlebindet afsluttes i øvrigt af en tekst af den forhenværende formand for Dansklærerforeningen Jens Raahauge. Han stod som bekendt også for forordet til et længere, superfint essay om vigtigheden ved at læse børnebøger, som Kapellet også har omtalt. I denne efterskrift, peger Raahauge på mange af de samme fordele ved De 3 som også undertegnede har gjort her i anmeldelsen. Han får desuden fortalt lidt om hvad det er der gør denne bog ret unik blandt andre danske børnebøger og ikke mindst hvilke kvaliteter som bøgerne, der netop kan forsvares ud fra dansklærerens perspektiv.

Ord er fattige, når det kommer til at beskrive hvor vildt begejstret Kapellets udsendte har været og er for De 3. Har du aldrig stødt på dem før, så er der ingen undskyldning for ikke at skynde sig ned i den lokale boghandel eller gå ind på forlagets hjemmeside, for at sikret dig et eksemplar. Det er måske vilde historier tiltænkt en ung læserskare, men som nævnt, så er det mindst lige så morsomt for voksne (af en særlig støbning) at kaste sig over vennernes vilde eventyr. Så har du mod på at opleve dyr der er glade for at spille kort, samt masser af blod, bæ, vold, sex – det hele smurt ind i et tykt lag humor – så er der ingen vej udenom dette hovedværk. De 3 fortjener i den grad al den opmærksomhed som de kan få.