J. R. R. Tolkien. Eller Peter Jackson. Hvem går vi med? Her er det tydeligt - det er førstnævnte; forfatteren bag bogen, snarere end instruktøren af filmene, som dog er gode.

Litteraturen, når den er skøn … og ganske fantastisk.

Forlaget Gyldendal har valgt at genudgive Ringenes Herre - trilogien om ringen, der tæller Eventyret om ringen, De to tårne og Kongen vender tilbage. Der er læsning for den lystige i mange timer, dage, nætter, og man bliver grebet, vurderer jeg. Udgivelsen her er så strømlinet og smuk, forbundet med de andre fine klassikere, Gyldendal lancerer, med lærredsryg og udsmykning af vores Dronning.

Først og fremmest anser jeg det for at være noget af en bedrift at skrive Ringenes Herre, og det træder også frem, at J. R. R. Tolkien brugte godt og vel tyve år på det. Her er det afgørende at indramme, at han ikke blot satte sig og skrev, for han havde i sandhed behov for en bagvedliggende ramme, ja mere end det: et univers. I det kunne han så sætte sine personer, hvis de da er det, ud på en rejse. Og jeg er vis på, at ganske mange af os er bekendte med dem, for figurerne og fortællingen fremtræder og fremstår som ganske arketypiske, altså noget, vi alle kender til, på en måde som hos Harry Potter; elementer, der har boret sig ind i vores samfund.

Det er en bedrift.

Det skyldes måske filmene, som ramte landets biografier med et boom, og som ganske mange har set, og det er alt sammen godt, men litteraturen er bedre, hvorfor jeg kun kan understrege, at jeg synes, at man skal bruge denne tid med megen isolation og nedlukning på at åbne værket, gerne sammen med børneflokken, for der er mange timer med god underholdning og nærvær i vente.

Jeg vil indledningsvis forme en forståelse af min egen tilgang, mit forhold til Ringenes Herre, som desværre står i forbindelse med føromtalte film. Jeg husker således, at jeg så filmene først med min skoleklasse og dernæst med min far, i rap, og jeg har derfor billederne af Frodo og Sam og Mordor, Elvere, Øjet og Saruman prentet ind på min nethinde som et forstyrrende element, og jeg kan ikke sådan lige slette det igen. Det er noget, jeg ærgrer mig over, for jeg vil åh så gerne danne mig mine egne indtryk.

Jeg erindrer bilture til og fra familie, hvor jeg sad med først Eventyret om ringen, derpå De to tårne og slutteligt Kongen vender tilbage mellem hænderne, mens jeg bladrede og bladrede, lod øjnene løbe. De slugte sætninger, og jeg var ikke involveret, følte at det skete uden for mig, idet filmen for mig rullede. Jeg var en ikke-engageret læser. Og jeg ærgrer mig til stadighed over det, for hvis der var en læseoplevelse, jeg gerne ville have som førstehåndsvidne, var det denne. Hvis man kunne slette indtryk, var det filmindtrykkene her, jeg ville deletere.

Jeg vil sige, at med nærværende udgave er der så meget mere at komme efter. Det er en feinschmeckeroplevelse, og her er det en fryd at vende siderne, at gå i lag med sætningerne, og jeg er opslugt. Her lykkes det at skabe en platform for ny læsning, og jeg er derfor fan af denne udgivelse.

Her kan man virkelig forholde sig til Frodo som det splittede væsen, denne opdelte Hobbit, han er, som er ude på noget af en rejse. Og jeg nærer en stor sympati med Traver samt forståelse for Saruman, som man kan trække spor i vores historie til. Jeg forstår Gandalf som den store frelser, der også har et ganske særligt lys omkring sig, og har vi set en sådan skikkelse før, en frelser, en forsoner. Dværge og elvere, som ikke kan udstå hinanden, her et humoristisk indslag.

Det er en historie fuld af plot og kraft frem mod det endelige opgør, og jeg er med.

Tolkien har fået kritik for sin skrivestil. Den går på, at han skriver firkantet, undertiden ur-akademisk, hvorfor sætninger ikke lever, og fortællingen er for skitseret og skåret efter en overordnet ramme og et firkantet, forkromet univers. Jeg kan se, hvad den peger på, kritikken, men jeg må sige, at det er originalt, det her.

En udødelig klassiker i et udødeligt format.