Den svenske forfatter John Ajvide Lindqvist er ikke noget nyt bekendtskab i Kapellet. Sidst han var gæst hér var det i 2011 med romanen Menneskehavn . Foruden hans forrygende debutroman Lad den rette komme ind, der som bekendt er blevet filmatiseret i både hjemlandet Sverige og i USA, har han skrevet en lang række romaner, der ofte leverer et nyt, friskt pust til ellers ret fortærskede gysertroper. Eksempelvis er Håndteringen af udøde en både overraskende og ret så skandinavisk human variation over zombiefortællingen. I mandens manus til den fremragende spillefilm Gräns viser han også, at han kan jonglere med folketro og troldevæsener på en måde, der sjældent er set gjort så originalt før.

Hans femte og seneste roman Venligheden er netop udkommet på dansk, og selv om den kanske ikke er nær så banebrydende original som mange af hans tidligere værker, så er den stadig utrolig læsværdig, især nu samtidig med at efterårsmørket sænker sig, og regnen begynder at piske mod ruden.

Som i bl.a. hans første roman (og flere af mandens noveller), foregår også Venligheden i området Roslagen i Sverige. Nærmere bestemt i byen Norrtälje - en by som måske ikke ret mange danskere kender, men som forfatteren kender særdeles godt, idet han selv bor i området. Venligheden er samtidig mandens mest omfangsrige bog, på næsten 700 sider, men heldigvis er man – som altid hos denne forfatter – så godt underholdt hele vejen, at bogen på intet tidspunkt føles hverken lang eller træg.

Det er hverken zombier, trolde eller vampyrer, som er i fokus denne gang, men i stedet handler bogen i langt højere grad om, hvordan vi behandler hinanden, mere specifikt leger Lindquist med ideen om, hvad der monstro ville ske, hvis den venlighed som langt de fleste af os oplever i vor dagligdag pludselig en dag forsvandt.

Bogen er dog ikke helt blottet for overnaturlige elementer, selv om de er væsentlig nedtonet denne gang. Blandt den lille vennegruppe, som bogen følger, er der en, der besidder evnen til at opfatte ting, der kommer til at ske. En af figurerne får deciderede syner, mens en anden har en evne, som hun selv kalder for ’hørsel’. Hun er med andre ord i stand til at høre begivenheder, som endnu ikke er sket. Denne viden forsøger de selvfølgelig at udnytte. Da det går op for dem, at de begge har en evne til at forudse fremtiden, opdager de også, at de som børn faktisk var i stand til at stoppe en tragisk hændelse ved at blande sig i den. Spørgsmålet er så om dette var en enlig svale, eller om de nu som voksne også kan være i stand til at forhindre en ret voldsom tragedie, som de begge ved kommer til at ske?

Det primære fokus i bogen er dog beskrivelserne af denne gruppe mennesker, der hver især har deres at slås med. En kæmper med vægten og selvværdet. En vil bevise overfor alle, at han er blevet til noget til trods for sin indvandrerbaggrund. En har svært ved at finde noget reelt indhold i livet og så videre. Selv om det måske godt kunne lyde klichéfyldt er det fine ved bogen, at John Ajvide Lindqvist tager sig god tid til at få bygget sine hovedpersoner fint og troværdigt op, så også de overnaturlige elementer, der drypvist dukker op, virker lige så naturlige, som de situationer, hvor nogle af dem er ude for at spille Pokemon Go! med de lokale geeks. Det er en teknik, der har fungeret for Stephen King i årevis, og det virker også rigtigt godt for hans svenske kollega.

Betragter man coveret, vil man ikke kunne undgå at lægge mærke til den store gule container, der fylder det meste, og netop en stor gul container, deponeret i nattens mulm og mørke i Norrtäljes havn, er den ting, som kickstarter begivenhederne i romanen. Ingen ved hvor containeren kommer fra. Ingen ved, hvad den indeholder. Der spekuleres i vildskab, mens kommunen og havnefogeden diskuterer, hvem der har ansvaret for at tage en beslutning om, hvad der skal ske med den fremadrettet. Da sandheden endelig kommer frem, er det dog alt, alt for sent. Noget udefinerbart er sevet ud fra containerens mørke og truer nu med at ændre byen for altid.

Venligheden er ud over at være en vældigt velskreven hverdagsthriller også mellem linjerne en slet skjult kommentar til flere af de ting, som Sverige har kæmpet med i løbet af de seneste år. Her tænkes især på den frygt der tydeligvis eksisterer i vort broderland for at tage en reel, åben debat om de problemer, som er opstået i kølvandet på en fejlslagen integration af nogle flygtninge og indvandrere. Forårets nyhedsbilleder fra større svenske byer af biler i brand var jo nærmest hverdagskost, og dertil kom politikere, der med frygt for at bliver udskammedt eller for at få skudt i skoene, at de tilhører Sverigedemokraterne (et ganske højreorienteret parti, der minder om en mellemting mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgeerlige – red.) for at sige noget negativt om denne gruppe af borgere, havde ganske svært ved at finde ud af, hvilket ben de skulle stå på.

Uden i øvrigt ellers at vide ret meget om svensk politik, så kommer især dette samfundskritiske aspekt i den grad op til overfladen i Venligheden, men uden at det bliver hverken unuanceret eller ensidigt. Selv om romanen er en, der primært har sat sig for at underholde sin læser – hvilket i øvrigt lykkes til fulde - så har den heldigvis også noget på hjerte.

Skal man endelig dryppe lidt malurt i bægeret, så undrede det undertegnede, at forfatteren i bogens første del havde givet vinden (ja, du læste rigtigt, ”vinden”) en egentlig fortællerstemme. Vinden kommenterede direkte på begivenhederne i Norrtälje. Denne stemme optræder indledningsvist, men så hører man ikke mere til den, uvist af hvilken årsag. Et lidt mystisk fortællemæssigt greb, der i retrospekt virker lidt uforløst i forhold til hele romanen.

Venligheden er muligvis Lindqvists mest ambitiøse værk til dato, men det er i denne anmelders øjne som allerede nævnt heller ikke den mest originale eller spændende fortælling fra hans hånd. Til gengæld er Kapellet ellevild med de mange referencer til popkulturen. Foruden førnævnte Pokemon Go! nævnes også Mariokart 64 og Legend of Zelda – the Wind Walker i en sådan grad, at man skulle tro at dele af bogen var blevet sponseret af Nintendo. Det er dog et postulat uden belæg, for undertegnede er sikker på at dette blot skyldes forfatterens egne positive oplevelser med disse ting.

Der findes endvidere flere metaagtige easter-eggs i romanen, mest tydelig kan disse ses i de passager, hvor forfatteren gennem sine figurer inddrager sine egne tidligere værker. Fine detaljer, der dog samtidig bryder den fortællemæssige fjerde væg og gør læseren opmærksomhed på, at det værk man sidder med i hånden også blot er en fiktion blandt mange. Lidt ærgerligt kunne enkelte måske tænke, når der nu ellers bruges så megen plads på at gøre både Norrtälje og dens mest interessante bysbørn så troværdige og vedkommende. Er man til gengæld bidt af en gal postmodernist, så labber man det i sig.

Ovenstående elementer er til gengæld blot nogle mindre detaljer, der bestemt ikke skæmmer helhedsindtrykket. Det var endnu engang en stor fornøjelse at læse en ny roman fra John Ajvide Lindqvist. Han formår at skabe stemning i både de mere dramatiske øjeblikke og i hverdagssituationerne. Han formår at skabe troværdige figurer, som er skarpt optegnet, og som man reelt kommer til at holde af undervejs. Endelig får han afsluttet sin roman med et klimaks som nogle måske vil finde lidt skuffende, men som denne læser var vildt begejstret for. Det er i al fald befriende, at der ikke pludselig serveres en spektakulær ’Hollywood ending’, når nu hoveddelen af bogen har holdt sig så jordnært, som tilfældet er her.