Der er vist ingen tvivl om, at svenske John Ajvide Lindqvist er godt på vej til at gøre for skrækromanen, hvad hans landsmænd i mange år har gjort for krimien. For selv om man kunne mene, at genren er blevet noget fortærsket over årene, så er det lykkedes Lindqvist at finde frem til en letgenkendelig, nordisk horror-variant, der formår at gøre gyset menneskeligt vedkommende. Langt de fleste gyserromaner synes at være bundet til en udefrakommende trussel, som trænger sig ind på protagonisterne, og selv om dette element også er til stede i Lindqvists forfatterskab, så er det, der primært fremkalder gyset, langt tættere på vor dagligdag, end det er er tilfældet hos mange af hans kollegaer.

I Lad den rette komme ind (som også dannede grundlaget for en af de seneste års mest nyskabende vampyrfilm) recyclede Lindqvist vampyrmytologien og lod vampyren være en prepubertær, smuk og indadvendt pige. Håndteringen af udøde bød på en af de mest gribende, bemærkelsesværdige variationer af zombiemytologien set på skrift, idet zombierne her ikke angreb eller var truende, men hvor det derimod var sorgen over at se de nyligt afdøde som skygger af dem selv, der skabte det næsten ubærlige scenarie. I begge bøger bliver det monstrøse ikke ensidigt truende men i stedet er fokus i bøgerne rettet mod det medmenneskelige - eller måske især fraværet af det menneskelige. For det er netop i beskrivelserne af protagonisternes følelser over for dette abjekt, fremmede og alligevel velkendte, at gyset opstår. I mangel på rammende ord kunne man ligefrem betegne Lindqvists bøger som ”melankolske gysere”, og dette gælder i særdeleshed for den nyeste roman Menneskehavn.

Menneskehavn er en roman om ubegribeligt savn, nærmere bestemt en nærmest minutiøs undersøgelse af, hvor knusende og altødelæggende det kan være for en lille familie, når ens eneste barn pludseligt forsvinder sporløst. Under, hvad der skulle have været en hyggelig vintertur over isen til det nærliggende fyrtårn, forsvinder Anders’ og Cecilies lille pige Maja under ganske mystiske omstændigheder. Hendes forældre er oppe i fyret, og deres opmærksomhed rettet andetsteds, da de pludselig indser, at de ikke kan finde Maja nogen steder, for på trods af hendes knaldrøde flyverdragt (muligvis en venligt vink til Don’t Look Now) er pigen som opslugt af isen. Endnu mere mystisk er det, at pigens spor i sneen stopper midt ude på sundet, og at der ingen andre fodspor er at se.

Handlingen springer en rum tid frem i tid, og vi møder nu Anders igen. Cecilie er ude af hans liv, og han forsøger at dulme sit enorme afsavn med betragtelige mængder alkohol. Anders knytter sig stadigt til et ufatteligt spinkelt og i virkeligheden urealistisk håb om at finde Maja i live, såfremt han tager tilbage til øen, hvor hun forsvandt. Så han sætter kursen mod Domarö, hvor han også voksede op, og hvor hans bedstemor Anna-Grete bor. Under opholdet i den rønne som Anders har arvet, er det som om, han begynder at modtage en række tegn fra Maja. Naturligvis tvivler han først på sin egen fordrukne dømmekraft, men snart skal det vise sig at øen, menneskerne på den og ikke mindst havet omkring den gemmer på en mængde hemmeligheder, der hænger sammen med pigens forsvinden.

En af de de største forcer ved Lindqvists skrivestil er, at han både tager sig god tid til akkurat og rammende at beskrive de mange følelser hovedpersonen gennemgår under sit ophold på øen. Samtidig leverer han troværdige skildringer af ting, der er foregået på øen mange år tidligere. Den fredelige hverdagsrealisme brydes op til flere gange af overnaturlige og mystiske hændelser, der dog sømløst indkorporeres i fiktionen. Selv om mange af disse magiske og okkulte elementer kan synes som brud på fortællingen, så er det netop Lindqvists evne til at skifte imellem de fantastiske og de mondæne elementer, der giver bogen dens styrke. Denne skrivestil kan ikke helt sammmenlignes med eks. Stephen Kings, for uanset hvor meget man holder af King, så er det som om hans karakterer forbliver netop karakterer – Lindqvists figurer bliver derimod ganske troværdige.

Dertil kommer, at forfatteren ikke som så mange andre i faget sørger for at afsløre alt for meget af sammenhængen bag de overnaturlige hændelser. Der findes naturligvis en klar sammenhæng mellem de fortællinger om øen, der strækker sig flere hundrede år tilbage, og de der foregår i Anders’ bedstemors ungdom, i Anders’ barndom og ikke mindst de hændelser, som er henlagt til nutiden. At finde disse sammenhænge og gisne om, hvordan det hele hænger sammen er i store træk overladt til læseren, men samtidig lægges så tilpas mange spor ud undervejs, at sammenhængene heller synes så abstrakte, at læseren mister overblikket.

Lindqvists evne til med ganske få midler at få skabt både en række troværdige, genkendelige figurer, der opfører sig ganske fornuftigt – noget som karakterer i megen anden genrelitteratur godt kunne lære en hel del af - er ganske enestående, og gør bogen så læseværdig, at den med garanti også vil appellere til de læsere, der normalt søger at undgå at læse denne type litteratur. Så gør dig selv en tjeneste og kast dig med Anders ud i efterårskulden på jagt efter sin lille pige.