Da anmelders børn var små, var en af de bogserier, som igen og igen blev (højt)læst Oscar K. & Dorthe Karrebæks fremragende serie om De 3. Til trods for at den lignede en typisk børnebogsserie udgivet af Danskelærerforeningen, så er den bestemt hverken politisk korrekt eller en samling historier, der holdt igen med langt mere voksne tematikker og udtryk. Hvis du, ærede læser af disse ord, ikke kender den, så far ud og få straks fat i de fire bøger i serien, uanset om du har børn eller ej, for historien om de to dumme hunde og katten Røvlund, er måske ikke stor litteratur, men til gengæld noget, som højner ens humør betragteligt, hver gang man kommer til at tænke på dem.

Det var derfor nærmest naturligt for Kapellets anmeldende redaktør, at kaste sig over et nærstudie og en anmeldelse af en ny bog, skabt af samme makkerpar. Det nye værk er godt nok en tøddel mere dyster end de groteske eventyr, man husker fra De 3, men heldigvis er hovedtrækkene i Dødedans mindst lige så skæve, grænsende til det surreelle, som i ovennævnte bogserie.

Som der skrives i pressematerialet, så er Dødedans jo en slags fordanskning af begrebet ’Dance Macabre’ - et udtryk, der opstod i senmiddelalderen. På tværs af kunstarter, f.eks. i billedkunsten, poesien, litteraturen og musikken, havde folk en fascination ved at opleve Døden, altså ikke det for mange mennesker ret abstrakte koncept, men selveste knokkelmanden med leen, deltage i en svingom med alle fra konger til tiggere. Ideen var jo at disse kunstværker kunne ses som en allegori for det uundgåelige exit, som vi alle bliver nødt til at se i øjnene før eller siden.

I Dødedans inviteres læseren med til en sådan dans. Det foregår ret atypisk på et afholdshotel i provinsen. Den egentlige hovedperson, foruden Døden og dennes hedengangne ledsagere, er pølsemandens søn Herman, som har til opgave at fotografere de, der dukker op til dansen og som til trods for at de bevæger sig rundt, er døde. I trit med en tradition som du måske har hørt om fra fotografiets barndom, så arrangerer Herman sine modeller op som var de stadig levende. Som der skrives i Dødedans; ”Sorgportrætter. En måde at huske de døde; afbildede, som i dyb søvn eller med senere påmalede pupiller, liget livagtigt anbragt i en vugge, seng eller stol med rouge på kinderne; børnene iført englevinger og fineste puds med deres yndlingslegetøj; de voksne omgivet af blomster; forglemmigej eller liljer […]” (s.14) Muligvis en morbid tradition, men også en der netop synes af afspejle førnævnte Dance Macabre.

Ud over, at læseren får en beskrivelse af denne noget aparte praksis, så bliver man også inviteret med ind til selve dansen, hvor døden selv ikke længere har mod på at byde op. Undervejs i historien oplever læseren, at han tilsyneladende selv er begyndt at tvivle lidt på sin egen rolle i alt dette. Samtidig serveres der brudstykker af de dansendes levede liv. Læseren får på den vis et intimt indblik i deltagernes meget forskellige og ofte ret voldsomme skæbner, der uundgåeligt kulminerer i dansen og alles – undtagen Hermans – bortgang.

Dødedans er med sine 92 sider og mange, lækre helsidesillustrationer, ganske hurtigt læst, men selv om det måske kun tager en halv times tid at danse med, så er det dog en historie, der ikke umiddelbart kun kan fortolkes i en retning. Det overordnede emne med folks forgængelighed er selvsagt til stede, men der eksisterer også en ambivalens i fortællingen, nærmere bestemt i forhold til at Døden ikke nødvendigvis danser af med alle de deltagerne i dette morbide afdansningsbal.

Dorthe Karrebæks sirlige akvarelillustrationer er også velvalgte. De understøtter på fineste måde den poetiske tone, der findes i den ledsagende tekst. Hun er en virkelig dygtig illustrator, og hendes billeder sørger for at gøre de beskrivelser, som teksten giver sin læser, antager konkret form.

Bogen er i sin prosa både finurlig, dyster og som nævnt meget poetisk. Oscar K. har en virkelig unik evne til på meget kort tid ´at skabe en række figurer og skæbner som på en og samme tid virker både meget genkendelige og sært fremmedgørende. I samme nu arbejdes der med en symbolik, som også er lånt fra allerede etablerede Dance Macabres, som eksempelvis den ensomme knokkelhest, der render rundt i gaderne udenfor hotellet, de mange årsager til at de dansende overvejer at tage livet af sig selv, eller for den sags skyld Døden. Han spekulerer undervejs også på om et møde med ham stadigvæk er enden, eller er han monstro kun en figur, som folk møder i overgangen fra dette liv til noget andet?

Dødedans er derfor en radikal anderledes oplevelse end den førnævnte bogserie om De 3. Den er til gengæld ikke helt blottet for en vis form for mørk humor, men dens fokus på det ofte smertelige og vanskelige liv, er jo et helt andet. Den kan ses som en slags mosaik af menneskeskæbner, hvis fællestræk skal findes i netop deres død. Det kan godt være at denne beskrivelse ikke just lyder opløftende, men stol på Kapellet når vi skriver, at dette er en fin lille bog, som både kan give stof til eftertanke, som er en fysisk laber, taktil udgivelse og endelig en bog, der bestemt vinder ved genlæsning.