Bjergværket. Jeg må vist opholde mig lidt ved opsætningen som en optakt og opvarmning. Det springer jo umiddelbart i øjnene, at bogen er sat op uden lige højremargin - altså som ved lyrik. Et prosalangdigt kunne man vel så også betegne bogen, omend det alligevel forekommer mig mere rigtigt med betegnelsen ’roman’. Fortællelysten hviner nærmest ud af bogen som fantasien ligeså gør i hovedet på den 14-årige Karsten, romanens fortæller. Alligevel har det sin effekt med dette islæt af lyrik, idet man som de bølgende linjer nærmest vænner øjnene til at skulle bevæge sig i takt og tempo med den bevidsthed, som fra første ord til sidste punktum løber som i kapgang med sig selv over en fastlagt strækning på 140 sider.

Det er bemærkelsesværdigt med dette tempo, specielt da flere at tekstens virkemidler tydeligvis har dette til hensigt. Som andre norske prosaister, Jon Fosse og Ole Robert Sunde, er tegnsætningen for punktummets vedkommende hyppigt erstattet med komma. Syntaktisk giver dette sjældent længere sætninger og kræver altså ikke en større koncentration end normalt, men psykologisk set bliver indoptagelsen af ord mere sammenlagt, gentagelser bliver variationer og individuelle sætninger bliver smeltet sammen i blokke omkring bestemte, hyppigt anvendte ord.

En stærk funktion har dette til for læseren at give et indtryk af bevidstheden hos Karsten, som - trods sin abnormitet hvad angår intelligens - forekommer slående realistisk i gengivelsen af dette grænseland mellem barnets mere umiddelbare sanseverden, hvor indtryk hurtigt afløser hinanden, som nu støder på en gryende selvbevidsthed, der fastholder information, udbygger og sammenkæder brokker (som passende nok også fanger Karstens nørdende opmærksomhed over geologi) til større strukturelle formationer.

Det er i denne forbindelse man kan læse de monologiske digressioner, egentlig det vel mest utroværdige ved fortællerstemmen i romanen, snarere som forstørrende overdrivelse til bedre at få indblik i noget ellers undseeligt og nærmest sprogløst; først med luppen ser man jo den sande helvedsskabning en diminutiv flue egentlig udgør. Dette er på godt og ondt måske heller ikke langt fra en beskrivelse af den unge purk med sit dominerende, hovmodige og gammelkloge væsen.

I en mere avanceret alder - eller i et andet miljø end det norske parcelhuskvarter - kunne man meget vel forveksle Karsten med en tyran in spe. Eller, som den lort han sender i en konvolut over til naboens drenge, en hyperintelligent Unabomber-brevbombeterrorist. Men i himmel og helvede hvor man dog alligevel morer sig i dette uudholdelige selskab. Selv den slette karakter kan, i det rigtige perspektiv, virke mærkeligt charmerende.