Med bogen Med mine hundeøjne foreligger den brasilianske forfatter Hilda Hilsts anden roman nu i dansk oversættelse og er, som den tidligere Den uanstændige madam D, en forsyndelse for de, hvis primære karakteristik af betegnelsen ‘roman’ går ud fra et bestemt antal sider. Romanen er nemlig en lille sag; små 60 sider i et forstørret tegnsæt forsynet med et kort efterskrift udgørende en biografisk skitse af forfatteren samt et kortfattet resumé af handlingen og romanens stil; skrevet af oversætteren.

Romanen beretter om den midaldrende (48) matematikprofessor Amós Kéres, som i den indledende scene er bedt om at stille på rektorens kontor grundet studenters klager over professorens distræthed, hvis hyppighed i den seneste tid er taget til. “Sætninger, som afbrydes og først genoptages femten minutter senere, Professor Kéres, femten minutter er for lang tid, de siger, at du simpelthen mister forbindelsen”. Om forståelsen af professorens forelæsninger lider under dette forhold virker dog ikke til at være det mest presserende problem - nu forstår de blot “ikke noget længere” (dårlige resultater må dog ikke kunne bortforklares ved institutionens utilstrækkelighed!). For Kéres bliver det forelagte tidsforhold genstand for forbløffelse (“Femten minutter? For mig var det kun et sekund”) - for ham er tidsforholdet som for Herren, at en dag er som tusind år og omvendt.

Kéres bedes tage nogle ugers orlov til rekreation og reflektion - en sammenstilling der skal vise sig at have fatale konsekvenser, idet den rekreative vandring op til en bakketop foranlediger en oplevelse af såkaldt ‘inkonsummerabel betydning’ i form af den lyd, nogle myrer frembringer ved at gnide sig op ad hinanden. Dette starter for alvor den refleksion, hvis karakter på lignende måde virker inkonsummerabel og forklarer bogens længde - for dette forhold er vel allerede sammenbruddet, som bliver fortællingens logiske slutning.

Indholdet af fortællingen fra denne oplevelse og til det egentlige sammenbrud kan bedst beskrives som et vedvarende forsøg på at skabe et holdepunkt, hæfte sig ved nogle tidligere oplevelser og forhold som kan knyttes sammen til det selv, som bærer betegnelsen Kéres.

Således gennemløbes forskellige erindringer i barn- og ungdom, som - i en slags karikatur af Freud - alle mere eller mindre er af obskøn karakter; den stringent logiske og sammenhængende tænkning er kun matematikkens sprog forundt, der netop fremturer i deres uforståelighed (Bertrand Russells forsvar herfor citeres: “Det selvfølgelige er altid det korrektes fjende. [...] Altså opfinder vi en eller anden ny og krævende symbolisme, hvor intet virker selvfølgeligt”).

Et sammenbruddets fortælling ud fra den sammenbrydendes synsvinkel kan til tider komme til at virke som et forsvar for på tilsvarende vis at skildre tankeprocesser i usammenhængende og viljefuldt uforståelige sætninger. Dette finder jeg ikke at kunne beskylde Med mine hundeøjne for.

Tankebilleder tages op og afbrydes for senere at genoptages i andre; men dog lignende sammenhænge. For en bog af denne længde fungerer dette udmærket og kræver ikke mere opmærksomhed fra læserens side end hvad er tilladeligt i det lille rum tid læsningen tager. Romanen kræver dog, hvad dette antyder, genlæsning og er i denne sammenhæng sammenlignelig med prosadigtning; de tilsyneladende uforståelige sætninger løsrevet deres placering i teksten er som den atonale musik, hvor tonernes funktion ikke er garanteret ved en dominerende toneart. Som tonerne her skurrer viljefuldt, er sætningerne i romanen ikke opbygget omkring et centralt tema afventende dets forløsning i en harmonisk slutning.

Læseren indbydes til ophold, til sammenstilling af genkomne motiver uden hensyn til kronologisk placering. Med mine hundeøjne lykkes altså i mine hundeøjne med at lede læseren til selv at imitere Kéres’ refleksive opstillinger af det samme: man genlæser og genlæser for at finde denne inkonsummerable betydning...