Bidder af tekst.

En sætning – en frase. Et udsagn.

En tegning. På den modsatte side af teksten. Altid den højre. Altid S/H.

Afkodning besværlig. Sammenhængene findes i læserens sind - et sted mellem sætningernes og tegningernes struktur og indhold.

Smag på ordene. Surt eller bittert?

Tegningen. Er det en illustration? Skildrer den teksten?

Abstraktion i både streg og ord. Forvirrende – fascinerende - fantasifuldt. Oprindeligt havde anmelder egentlig tænkt sig at lade ovenstående fraser udgøre hele anmeldelsen af Per Dybvigs finurlige lille udgivelse Fastlandet, en bog der med garanti ikke minder om ret meget andet, du har læst. For ligesom ovenstående tekst forekommer fragmenteret og muligvis mere end blot en anelse usammenhængende, så gør indholdet i bogen det også.

Har man på noget tidspunkt beskæftiget sig med tekstanalyse og tekstteori, er man måske faldet over konceptet, der ofte næves i forbindelse med den såkaldte ’reader-response’-teori og som ifølge Wolfangs Isers blandt meget andet indebærer, at hver enkelt læser selv udfylder de såkaldte ’tomme huller’ i en given tekst.

Sagt på en lidt anden måde; de elementer, der ikke er konkretiseret gennem teksten, udfylder læseren selv via dennes egne, personlige oplevelser, præferencer og kulturelle kapital. Hvis man eksempelvis bliver præsenteret for sætningen; ”En bil kom kørende ned ad vejen”, så er der nok enkelte, der forestiller sig en sølvgrå Mercedes, mens andre vil forestille sig en gul folkevogn (dobbeltlammer! – red). Hvis der ikke står mere information om bilen senere hen, så forbliver billedet af bilen et, som den enkelte læser har skabt.

I Fastlandet vrimler det med disse forståelseshuller, for på hver lige side findes der som oftest en eller to korte sætninger (aldrig mere end to linjers tekst), der beskriver en situation, en hændelse eller nogle personer, der foretager sig et eller andet. På den modstående side finder man så en illustration i, hvad der indimellem ligner koldnålsraderinger (men som lige så vel kunne være sirlige stregtegninger frembragt med en tynd tuchpen). Andetsteds er tegningen en, der ligner ætsede raderinger, og muligvis har der også sneget sig et eller flere linoleumstryk ind. Nogle af illustrationerne synes at vise motiver, der fungerer som en slags visuel kommentar til teksten, mens der andre steder ikke er et helt tydeligt forhold imellem ordene og billedet.

På den vis bliver de ’tomme huller’ i Fastlandet endnu større. Man forsøger måske som læser at finde hoved og hale i både de sparsomme stykker tekst og i de billeder, som bogen præsenterer. Det gøres jo heller ikke nemmere af, at selv om bogen i sin form er lineær – forstået på den måde, at man starter fra den ene ende og som oftest læser til den anden, så tager man sig også flere gange i, at bladre tilbage til tidligere sider i forsøget på at danne kausale sammenhænge mellem fragmenterne. Sammenhænge som måske – måske ikke – eksisterer. Sammenhænge, der muligvis udelukkende skabes i læserens fantasi.

Det er jo ganske naturligt for alle, at vi forsøger at finde narrative og indholdsmæssige tråde i det, vi læser, lidt på samme måde, som når ens hjerne forsøger at skabe figurer i skyerne. Jagten på sammenhæng bliver dog endnu mere tydelig, når man konfronteres med en så fragmenteret tekst som denne.

Jagten på kohærens besværliggøres dog af, at man flere gange undervejs også møder personlige pronominer som ”ham” og ”hende”, hvilket måske eller måske ikke er ord, der benyttes om figurer, man har mødt tidligere. På samme måde er der også i tegningerne elementer, der går igen, eksempelvis landskaber, ozelotter og mennesker, men hvorvidt de er de samme, som man har set tidligere eller vil møde senere hen, er endnu et ubesvaret spørgsmål.

Når de korte sætninger og særegne billeder fortæller om udstoppede ræve, der gør stamgæsterne på knejpen nervøse, en mand der forsøger at ro i land med knækkede årer og informationer om, at der er blevet lavet knagerækker til det lokale gymnasium af enebærbusken (der måske kan ses på billedet) – så bliver det altså ganske forvirrende.

Én ting er dog sikkert, og det er at læseren henføres til en slags øsamfund, hvor broen er blevet lukket, og hvor det er svært at komme til uden båd. Muligvis skal Fastlandet ses som en slags foruroligende satire over småsamfund, muligvis er det et univers, der netop et tænkt som et, der først opstår i mødet med læseren, eller muligvis er det noget helt tredje. Det, der dog er sikkert, er at denne lille, fine bog er en, der med garanti vil vække nysgerrigheden hos den læser, der godt kan lide at blive udfordret.

Der er nok nogle, der vil mene at Fastlandet er en slags ’kejserens nye klæder’, som kun vil appellere til anmeldere, litterater og de, der gerne vil vise omverdenen at de tilhører kultureliten ved at have en bog som denne skødeløst liggende fremme på stuebordet – men så er det, i anmelders optik, fordi man ikke er nysgerrig nok eller mangler den tålmodighed, der retteligt skal til, i forsøget på at låse op for denne fine, lille udgivelse. Kapellets anmelder er i al fald stadig ganske fascineret og har ikke tænkt sig at stille den på glemslens boghylde lige med det samme.