Nøj hvor har jeg glædet mig til gensynet med Heloise og Schäfer (de to hoverpersoner, der går igen i de - ind til videre - tre romaner af Anne Mette Hancock). Jeg faldt pladask for Anne Mette Hancocks skrivestil i hendes debutroman Ligblomsten. Hun mestrer virkeligt sproget og formår at gøre selv en regnvåd villavej til en nærværende og levende oplevelse.

Pitbull er en meget intens krimi. Tempoet er højt og det er med at holde tungen lige i munden, når det vælter frem med sønderjyske gangstere og skaldede muskelmænd.

I romanen Pitbull er journalist Heloise Kaldan blevet en del af Røde Kors vågetjeneste hvis formål det er, at være til stede når ensomme mennesker ligger for døden. I første omgang var det meningen at Heloise skulle researche til en reportage om tjenesten, men hun udvikler et nært forhold til en kræftsyg mand, der ligger for døden. Da manden i et fortvivlet øjeblik for antyder, at han engang har været involveret i et eller andet som ikke tåler dagens lys og nu frygter, at der venter en hård straf når han dør – en slags øje for øje - beslutter Heloise sig for at grave lidt i hans fortid for at hjælpe ham med at finde ro.

Umiddelbart kan det godt synes lidt tamt. Hvordan kan en gammel mands gøren og laden ligge til grund for en tempofyldt krimi og hvordan passer efterforsker Schäfer ind i historien? Men Anne Mette Hancock kan sit kram. I løbet af nul komma fem fornemmer man, at alt ikke er helt som det ser ud til at være, og der går ikke mange sider før man er nødt til at overgive sig til romanens tempo og bare lade sig rive med.

Pitbull er en krimi der fungerer på flere plan. Der er selvfølgelig hele ’who-done-it’ fortællingen, som man forventer af en krimi, men derudover dette tager den fat på emner som ensomhed, (par)forhold og tilgivelse. ”Pyh ha – det lyder sørme ligt tungt” fristes nogen måske til at tænke, men nej. Det er ikke emner man som læser for tværet ud i fjæset, men derimod siver det stille og roligt ud gennem romanens sider og gør læseoplevelsen til noget ganske særligt.

Der tog jeg fusen på dig (igen)
Har man læst de første to romaner (Ligblomsten https://kulturkapellet.dk/prosaanmeldelse.php?id=480 og Mercedessnittet https://kulturkapellet.dk/prosaanmeldelse.php?id=534 – Har du ikke, bør du gøre det omgående), ved man at Anne Mette Hancock holder af overraskelser. Da jeg nærmede mig slutningen af den nye roman begyndte en lille skuffelse at indfinde sig, for hvor var twistet? Jeg havde virkelig nydt hele læseoplevelsen og kunne slet ikke bære, at den bare skulle slutte uden en eller anden krummelure. Ro på, Anne Mette Hancock ved hvad hun gør. Da jeg lukkede bogen efter sidste side, kunne jeg bare tænke – ”din snu rad. Der tog du fusen på mig igen”.