Den fredløse ulv er tilbage i en dansk oversættelse af en af de tidligeste Varg Veum-krimier fra Gunnar Staalesens hånd. Det drejer sig om de klassiske hårdkogte oneliners og plotdrev rørt sammen med enkelte knivspidser finkulturel referencialitet og en helt eksplicit eventyrsymbolik. Hun fik sit comeback, da Staalesen pustede nyt liv i hende, efter Tornerose sov i hundrede år.

Staalesen er en adspredt norsk forfatter, som lå fra land med en akademisk karriere, der i slutningen af halvfjerdserne blev afløst af et skønlitterært forfatterskab, der dog ikke har været foruden essays og øvrige refleksive artikler – også om kriminallitteratur. Det er ikke et let forfatterskab at indkapsle i få sætninger, idet han for det første har skrevet i lang tid og desuden omfangsrigt, mens han samtidig spreder sig inden for mange forskellige hovedgenrer. Krimisporet er langt overvejende den betydeligste, men det er suppleret af skuespil og øvrigt skønlitterært arbejde. Imidlertid er den korpulente krimiandel også præget af en diversitet, der gør forfatterskabet generelt vedkommende at beskæftige sig med. Der er tidligt i forfatterskabet (og delvist sent) en indlysende Dashiell Hammett-inspiration, som er omsat til norsk kultur – fx drikker privatdetektiven Varg Veum ikke whiskey men akvavit. Der er senere en solid sociologisk orientering, der – primært fra Begravde hunder biter ikke – får et deskriptivt, naturalistisk præg i retningen af en minutiøs afsøgning af sociale problematikker. Romanerne bliver lidt længere, lidt mindre plotdrevne, men i stedet skildres væsentlige og samfundsmæssige årsager til kriminaliteten. Gunnar Staalesen omtales derfor ofte som stifter af den såkaldte socionomiskole i Norge. Udover disse to spor i krimien hos Staalesen skriver han kriminoveller, mens han for alvor fik litterær anerkendelse med sin Bergen-trilogi, der bærer et svagt krimiplot, som dukker frem undervejs, men primært fokuseres der på Bergen, Norge og Europa (i den rækkefølge) gennem det tyvende århundrede. Det er således primært en historisk trilogi, men vi møder også her Varg Veum og dennes bagland.

Tornerose sov i hundrede år hører til i den tidlige mere hårdkogte del af forfatterskabet, selvom det – som det altid er tilfældet – jo er svært at klart adskille traditionerne. Der er i de tidlige krimier også et utvetydigt socialt fokus, som det ofte gælder for den skandinaviske krimi. I Tornerose sov i hundrede år handler det således om narkomisbrug og prostitution, som det også gjorde i introduktion af karakteren Varg Veum Bukken til havresekken fra 1977. Tornerose sov i hundrede år er fra 1980, hvilket man kun momentvist kan mærke – fx kunne Veum flere gange have brug en mobiltelefon. Desuden er Dashiell Hammetts åndedrag helt til stede i romanen, hvilket Staalesen tydeligvis er bevidst om – ”hvad ville Hammett have sagt til det?”, som han skriver i Kvinnen i køleskabet.

Der er mange bevidste behandlinger af den hårdkogte noir-stil hos Veum – også i denne roman. Vi har den berømte, berygtede og betagende femme fatale (måske endda flere). Vi har det flydende plot, hvor det ikke hele tiden er åbenlyst, hvor vi skal hen. Som den mere modernistiske krimi hos Hammett og Chandler, så famler man hos Staalesen også lidt i blinde, når man forsøger at fange plottets gang og regne ud, hvor det fører os hen. Det kan være frustrerende, men det kan så sandelig også være befriende, og det sidste er i høj grad tilfældet i Tornerose sov i hundrede år. Det gør romanen medskyldig i at vildlede læseren, hvilket giver en overrumplende fremdrift og afrunding. Tillige med tages eventyrets seksualsymbolik helt bogstaveligt hos Staalesen i romanen, hvilket fungerer som en række overraskende metaforer undervejs, som ikke skal oprulles her (plottet kan således afsløres), men mest af alt er det en overordnet symbolisering af de unges tråd ind i de voksnes rækker – eller rettere så fungerer det i romanen som en understregning af, at der er kvinder som tvinges til at vokse op alt for hurtigt, idet de drives ud i prostitution og misbrug af krop. Der er dermed en naturalistisk overstrøm af sociologisk funderet plot og kritik, mens der samtidig ulmer en understrøm af eventyr- og kultursymbolik under den harske realisme. Tilsammen med den overraskende plotudvikling giver det en pointering af, at den fredløse ulv (som Varg Veum betyder) er en vedkommende, humoristisk og hjertevarm privatdetektiv. Tornerose sov i hundrede år og vågnede op til dåd i en utrættelig krimi, som skiller sig ud fra de øvrige skandinaviske politifiktioner.