Varg Veum er tilbage – i tiden! Det er karakteristisk, at Gunnar Staalesens gennemgående detektiv Varg Veum har spillet en særlig rolle i krimiens univers som den indfølende og empatiske efterforsker. Sociologiske mønstre bliver afdækket i kraft af Veums tærskelfigur, der befinder sig på inden for sammenfundets rammer, men som privatdetektiv formår han alligevel at se samfundet udefra. Dette har, siden Veum blev født i 70’ernes Bergen, været Veum-krimiernes force. I forrige roman Forfulgt af død måtte Veum dog tilbage i tiden for at hente en sag ind i nutiden, men i den seneste roman fra Staalesens hånd – med titlen Kolde hjerter – må hele romanen hensættes til et flashback til sidst i 90’erne.

En ung prostitueret, der har været barndomskæreste med Veums skilmissesøn Thomas, henvender sig, da en veninde inden for branchen er forsvundet. Nogle mystiske skikkelser, der er begyndt at besøge miljøet blandt prostituerede i Bergen, mishandler prostituerede, og i kølvandet på dette er Margrete – kaldet Maggi – forsvundet. Samtiden forsvinder en sending narkotika fra Danmark sporløst, mens Maggis bror, der har haft udgang en weekend fra fængsel også forsvinder. Tråde trækkes, og understrømme af sammenhænge materialiserer sig, men det er ikke uden farer for Veum selv, da han begiver sig ind i Bergens underverden – hvor vi (igen engang!) skal finde hårde kritiske bemærkninger mod det samfund, der ufrivilligt driver kvinder ud i løsagtighed og prositution.

Med andre ord er det en helt typisk Veum-roman, der på den ene side leverer det hårdkogte miljø, som giver anledning til skarpsindige kommentarer og ikke mindst analyser af alt det, der er galt med nutidens (eller 90’ernes) samfund. På den anden side er omfanget af sådanne analyser, som til tider i Staalesens Veum-romaner kan få essayistiske karaktertræk, svundet ind, og fokus er holdt på at forvalte spændingsplottet. Dette ligner i høj grad flere eksempler på tidlige Veum-romaner, som eksempelvis Kvinden i køleskabet og Tornerose sov i hundrede år . Her er det sociologiske fokus i høj grad til stede, men det er snarere indbygget i plottet, end det er formidlet gennem Veum.

Derfor kommer Kolde hjerter også til at stå og falde på det sammenhængende plot, der ikke – som det modsat gør sig gældende i især Kvinden i køleskabet – helt formår at fremtvinge de elementære spændingsmomenter. Årsagen hertil er ikke miljøskildringerne og persongalleriet, der er helt på sin plads, men snarere er det den centrale karakter, detektiven Veum, der ikke helt holder standarden. Han er blevet mindre tilbøjelig til depressivt at slå sig på flasken, hvilket desværre kan ses. Han er derfor blevet mindre fejlbarlig, og han er derfor i høj grad snarere en pålidelig efterforsker end en grænsefigur. Sammen med dette er den humoristiske vinkel godt nok til stede, men de ironiske oneliners er ikke så sylespidse, som de normalt er fra Veums mund.

Ydermere forfalder romanen flere steder til skabelonagtige formuleringer, som vi – i krimien og hos Staalesen - har set flere gange før. Jazzmetaforen hentes ind og forankres i Miles Davis’ berømte plade Kind of Blue, som vi har set forvaltet så meget bedre hos Arne Dahl i Europa Blues. Veum plæderer samtidig også for en aparte teknologiforskrækkelse og en forståelse af et computermedium, ”som i bogstaveligste forstand var et vindue ud mod verden”. Det lyder nu som en databanalitet. Og at andre karakterer henviser til Veum som ”mesterdetektiven Blomkvist”, virker også som manglende hittepåsomhed. Det gælder også desværre formuleringer som: ”Jeg trissede ned til Børs og spiste en rimelig middag, som jeg drak vand og ikke øl til, hvilket fik det faste klientel til at se mig som noget, dørmanden havde slæbt med ind fra gaden”. Måske skulle Veum have taget øllen i stedet for.

I en roman, hvor privatdetektiven er jeg-fortæller, må samme person også være fortællingens akilleshæl: Fungerer karakteren ikke vedholdende og perspektivrigt nok, kommer fortællingens dynamik ikke til at fungere. Selvom der er flere antræk til det anstrøg af ironisk suspense, vi kender fra i Staalesens Veum-krimier, bliver slutresultatet derfor desværre en anelse statisk. Det er måske karakteristisk, at Staalesen må elleve år tilbage i tiden for at finde et passende plot. Har Veum mon udtjent sin værnepligt – det håber jeg så sandelig ikke!