Lovende krimi-thriller debut fra Københavns Vesterbro, en slags lokal variant af Nordkraft-formlen, fuld af hypermoderne gadeslang og distinkte fortællerstemmer. Produceret af hele to forfattere, Jesper Bernt og Jeff Matthews.

Måske jeg er blevet for gammel til den slags. Tænkte jeg i starten af Westend’s bombardement af blomstrende drengerøve-slang og københavner-smartness. Men man skal jo altid læse mindst 40 sider ind i en krimi for at kunne bedømme holdbarheden. Af tonen, scenerne, agenterne, gehalten i det fortalte. Og jo, det holder, og mere til.

Det er mere low life genvordigheder end regulær krimi. Tre (ikke helt) unge skæbner forvikles i hinanden, også fortællemæssigt. Der er den cool politimand, Konstantin, på sporet af narko- og trafficking bagmanden, men denne er en gammel bekendt fra Konstantins egen kriminelle fortid. Dernæst naivt håbefulde David, der bogstavelig talt dratter af firetoget og lige ned i titel-gadens prostitutionsmiljø. Og sidst og ikke mindst Knüt, som er professionel street-hustler, poker-gambler, fuld af ukuelig optimisme midt i mere og mere omfattende og risikabelt misbrug. ”Kom med noget vand, så skal jeg eddermame gå på det!”, sådan tænker han typisk.

I nævnte rækkefølge fortæller de tre protagonister deres historier, med to runder til alle, og tre til Konstantin, som dermed opfylder kravene til en krimis afrunding. Og gradvist tegner deres skæbner sig gennem bygerne af auditivt, fantasifuldt bogstaveret gadesprog. De tres fællespunkt er oldboys-fodboldholdet i Valbyparken, hvis intense samværssituationer lader deres fortællingers dels successive, dels synkrone forløb stråle sammen i et kompliceret væv, som skubber læserens videbegær ret raffineret både fremad og tilbage.

Bernt og Matthews kender deres typer godt. Hvordan de har fordelt dem mellem sig ved jeg ikke, og det er også lige meget. Portrætterne af Konstantin med den besværede fortid og den svære macho-balance i forhold til kvinderne, og Knüt med den ukuelige gejst midt i sine desperate stunts, lykkes klart bedst. David får også sin tallerken mere end fuld, med studier der forsvinder ind i halvt ufrivilligt hotelrufferi og hovedkulds forelskelse i en inderligt fortabt ung narkoluder. Men selvom han er fra Slagelse, er hans godhjertede naivitet næsten for meget. Dog, intrige-fremdriften er ikke det primære her, men personportrætternes flerstemmige skæbnetråde.

Under alle omstændigheder filtres man som læser ind i et krydret socialt landskab, et Vesterbro i forvandling, der virker realistisk overbevisende. Etnisk komplekst, fuldt af fortabelsesmuligheder, besat af drømme om individuel frihed, trods alt. Kendere af bydelen vil kunne nyde rundvisningen, men den bliver aldrig til kynisk eksotisme, det er blodig alvor. Og i bunden rumsterer en trodsig vilje til liv, eksemplarisk i det viltre sprog, som kan vitse med de slidte klicheer – jævnfør overskriften – og skamløst stille uhørte spørgsmål af typen: ”Bortset fra det, fru Palme, hvordan var filmen?”. At slippe godt fra den slags kræver mere end blot sans for den aktuelle lingo.