”Skæbnens fortrop”! Sådan omtaler privatdetektiven Varg Veum sig selv i Gunnar Staalesens seneste roman Vi skal høste vinden. Som et godt signalement af den rolle, han altid spiller i romanerne, er det en tungsindig titel, der hænger godt fast på en efterhånden meget veletableret karakter i skandinavisk krimihistorie. Vi mødte Veum første gang i 1977 i romanen Bukken til havresekken – og gang på gang har Veum måttet sande, at han kommer med døden til folk. Det er i hvert fald sådan Bergens lokale betjente ser på Veum. Veum er der som regel før politiet, men for sent til at redde folk fra døden. Derfor er ”skæbnens fortrop” fint dækkende for Veums karakter. Vi skal høste vinden er netop udkommet på dansk.

Vi starter på hospitalet, hvor Veum våger over sin veninde Karin, der ligger for døden, forslået og ilde tilredt. Derpå springer vi tilbage i tiden, til da samme Karin – en gennemgående figur i flere af Staalesens romaner – tager Veum med til veninden Ranveig, som vil have ham til at finde hendes mand Mons, der er forsvundet. Hun vil ikke gå til politiet, fordi hun forventer, at han blot gemmer sig. Han og hans firma står over for et salg af en norsk ø, der skal indrettes som vindmøllepark, men han har ændret mening – og mener ikke længere, at vindmøller er den rette løsning. Alligevel forventer Veum, at Mons vil dukke op på dagen, hvor de mange investorer og interessenter skal besigtige øen. Det gør han da også, men i en lidt anden forfatning end ventet: korsfæstet!

Herpå går det ellers derud af med flere forskellige sager, der på kryds og tværs, op og ned, vikler sig ind i en gordisk knude, der virker ligeså uløselig, som vi kender det fra Staalesens øvrige, bedre romaner. En seksten år gammelt forsvinding dukker op, flere familieforviklinger, brutale ejendoms- og finansinteresser, og ikke mindst intrikate kærlighedsaffærer blotter sig under den ellers ligefremme sag, som Veum præsenteres for i starten. Ydermere trækker romanen også nogle stadigt aktuelle diskussioner ind, der handler om menneskets møde med den store natur: Er vindkraft den rigtige løsning på verdens forurening? Veum, der er en velkendt antikapitalist, har det sjældent godt med den norske olieindustri, men i sagen her viser der sig også at være helt andre dagsordner end lige den vigtige redningsplanke for verdens fremtidige skæbne.

Samtidig bærer romanen også præg af en religiøs metaforik, der melder sig som et mytisk perspektiv på aktuelle problemstillinger. Titlen Vi skal høste vinden spiller på et citat fra Ordsprogenes bog: ”Den, der øder sit Hus, høster Vind, Daare bliver Vismands Træl” (11:29), som – trods pudsige variationer alt afhængig af, hvilket sprog ordsproget læses på – handler om, at den, der forvolder skade på sit eget hus, skal arve tomheden. Uden at antyde for meget har dette selvfølgelig en symbolsk relevans for romanens plot, mens Staalesen samtidig vender op og ned på pointen – i en moderne verden, hvor mennesket efterhånden har svinet kloden til, er vinden måske ikke det værste at arve. Vi kan måske ligefrem høste en fremtid med vindkraft? Her det i den grad et interessant spørgsmål, hvem der er dåre, og hvem der er vismand. Hverken Veum eller Staalesen giver et klart svar.

På den måde formår Staalesen at vinkle sin roman, så et besnærende og i den grad spændende plot, en aktuel og samfundsrelevant diskussion og et dybere mytisk lag skaber ekstra betydning i forhold til hinanden. Samtidig indfører han også en veloplagt intertekstuel leg med Cervantes klassiker Don Quijote, der som bekendt kæmper mod vindmøller. Romanen er en ganske enkel vindmøllekamp, der viser sig at være blot en overflade af ulmende had, religiøs fanatisme, miljøaktivisme, finansiel magtmisbrug og undertvingende kærlighed – for flere af de implicerede. Også Veum!

De seneste par romaner fra Staalesen – Forfulgt af død og Kolde hjerter – har været lidt uvejsomme og manglende tyngde, men med Vi skal høste vinden er både Varg Veum og Gunnar Staalesen tilbage i storform med underfundige kommentarer, værdige stiliseringer og ikke mindst en tilpas kompleks roman.