Varg Veum er tilbage! Gunnar Staalesens Bergen-detektiv bliver denne gang i Forfulgt af død hvirvlet ind i en sag, som han på sin vis har været impliceret i længe. Det er en symptomatisk Veum-krimi med de elementer, der dertil hører, men det er ikke med den samme gennemslagskraft, som Staalesens to seneste romaner, Som i et spejl og Ansigt til ansigt. Dette er den trettende i serien om Varg Veum.

Han bliver kontaktet af en gammel samarbejdspartner Cecilie, for hvem det er kommet for øre, at Veum er på en dødsliste hos en Jannedrengen, en person, som punktvist har fulgt Veum siden 1970, hvor han var med til at fjerne Jan Egil – som han rigtige navn er – fra sin narkoafhængige mor. På den måde får vi trukket en tråd tilbage i Veums liv til den tid, hvor han var socialrådgiver af profession. En af Veums første opgaver var netop denne fjernelse af Jannedrengen. Desuden får vi et blik på nogle af aspekter bag Veums valg om at blive privat efterforsker frem for offentlig socionom. Sagen, som Veum impliceres i, har også sine krogede plotfingre dybt begravet i endnu en sag fra 80’erne, som også bærer Jan Egil som hovedkarakter. Dermed er det også sagt, at vi får det velkendte uoverskueligt komplekse plot, som vi kender og forventer det fra Staalesen, og dette er desuden krydret med en indfiltret tidsaspekt, som sættes i forbindelse med en række komplicerede personrelationer. Og selve denouementet, krimiens erkendelsesøjeblik, er da også nærmest umuligt at opnå for læseren, der går tabt i labyrinten, indtil Varg Veum venligt udfolder sine konklusioner for de implicerede – og læseren med.

Forfulgt af død er ikke Staalesens bedste værk. Den bærer – i forhold til de øvrige – en række originale træk, såsom det komplicerede tidsbillede, hvor tre sager filtres grundigt ind i hinanden, men på sin vis er dette blot en snirklet udnyttelse af det krimien i sin essens står for, nemlig konsekvenser i nutiden forårsaget af en fordækt fortid. Det originale er i dette tilfælde den meget præcise filtrering af informationer, der gør tidsbilledet til en garant for et spændingsforløb, som nærmest giver et flashback på ikke mindre end 250 sider. Men Veum ser ud til at være blevet træt, ikke i sin efterforskning, den er tværtom stadig skarpsindig – og jeg fristes til at sige nærmest for skarpsindig. Den pludselig opklaring og indsigt, som Veum med ét får, er for læseren temmelig uforudsigelig. Det skal det da også være, men de indicier, som Veum bygger sine teser på, er så tynde, at romanens konklusioner synes lidt for letfremdragelige for Veum. Han opnår noget nær et poirot’sk overblik, som tangerer det metafysiske – et træk som yder en lidt for stor gnidningsmodstand mod det ellers samfundsrelevante og -kritiske perspektiv, som Forfulgt af død selvfølgelig bærer, som alle andre Veum-krimier gør det. Der, hvor Veum synes at bære træthedsmomenter, er i manglen på de skarpe spontananalyser, de sprogklimprende små vendinger, der giver Staalesens Veum-krimier sin helt egen stemning (med bevidste Chandler- og Hammett-undertoner). Veum forfalder for ofte til klichéer, såsom ”helvede bryder løs” osv., hvor han normalt plejer at yde sprogblomsterne mere yndefuld flora. Derfor bliver den trettende Veum til tider en kende trættende!

Ydermere, men det er selvfølgelig ikke Staalesens skyld, kan titlen Forfulgt af død skabe undren. På norsk hedder romanen Dødens drabanter, hvilket er en ganske gangbar titel på dansk. Har forlæggeren frygtet, at den danske læser ikke ville kunne forstå et svært ord som ’drabant’? Titelreferencen om at være ’forfulgt af død’ kunne passe fint til alle Staalesens romaner, da Veum – som den bergensiske politigårds folk ofte påpeger – sjældent rører på sig, uden at det skaber lig i lasten. I dette tilfælde er det dog ikke Veum, titlen refererer til, men det gør ikke titlen des mere indlysende. Dødens drabanter betyder nærmest det samme, men hvor der nu endelig var en ventet sprogblomst, som kræver lidt yderligere omtanke, får forlæggeren spoleret den med en fuldstændig uopfindsom titel på dansk. Men er der lyst til at en vanlig Veum-version af krimien, er Forfulgt af død et udmærket stykke underholdningslitteratur at fordrive tiden med.