Kapellet vil allerede fra første sætning bukkende undskylde mange gange for den allitterationstunge overskrift, der kan lede enkelte læsere til at tro at Den ophøjede morder måske er et trist og kedeligt bekendtskab - det er den helt bestemt ikke! I stedet ønsker anmelder blot at udtrykke, at både sproget og ikke mindst jagten på romanens gerningsmand er holdt i en meget sober, knap og sprød tone, der måske godt kan forekomme lidt træg og langsommelig på enkelte læsere, men som til gengæld er meget realistisk og interessant for de, der kender blot en smule til japansk kultur.

Forfatteren er Keigo Higashino, som første gang kom i Kapellets fokus med sin danske debut Den hengivne Hr. X i 2016. Fællestrækket for bøgerne er en af figurerne: nærmere bestemt professor Yukawa, der som en japansk version af Poirot træder til når politiets ressourcer ikke er tilstrækkelige. Selv om han er naturvidenskabsmand og ikke opklarer, er det hans enestående evne for at tænke i helt andre baner end ordensmagten, der igen skal vise sig at være altafgørende for opklaringen af forbrydelsen.

Som i den første roman møder vi ofret, umiddelbart før dette dør. Til gengæld får læseren af den nye roman ikke som i Den hengivne hr. X morderens identitet afsløret allerede i bogens start, men må væbne sig med tålmodighed, for at se om Yukawa er i stand til at finde en gerningsmand i løbet af de sidste par kapitler. Fokus er i denne roman i stedet på opklaringsarbejdet, på politiets mange afhøringer og spor, som de forsøger at organisere til et samlet billede af, hvad der er sket på mordnatten.

Ofret er denne gang en chef i et mellemstort firma. Han findes død af sin hustrus medhjælper på stuegulvet, og obduktionen afslører, at han er blevet forgiftet med arsenik. Først findes der spor af arsenik i hans kaffe, men spørgsmålet er hvordan denne gift er endt i kaffen, især når alle vidner og spor peger på at han har været helt alene hjemme pågældende aften. Hans hustru Ayane, der er kunsthåndværker, har alibiet på plads, idet hun har været udenbys, så spørgsmålet er selvsagt, hvem der både har et motiv og muligheden for at forgive ofret?

I romanen følger man dels kriminalkommissæren Kusinagi, der i trit med at romanen skrider frem synes at blive meget betaget af den unge enke, muligvis i sådan en grad at han samtidig mister list af sin porfessionelle dømmekraft. Sammen med Kusinagi følger vi også den unge, kvindelige efterforsker Utsumi, der først tager kontakt til den excentriske professor Yukawa, da efterforskningen mildt sagt rammer en efterforskningsmæssig mur.

Som i forgængeren, er der heller ikke i Den ophøjede morder tale om et enormt figurgalleri, hvilket gør antallet af mistænkte overskueligt og derfor også lidt nemmere for læseren at gætte med undervejs. Romanen er meget japansk, ikke kun forstået på den måde at handlingen er hensat til en større by i Japan og at figurerne er japanske, men man har ikke nødig at have læst ret langt, før man opdager hvor meget de forskellige karakterer i romanen undskylder overfor hinanden, hvad enten det er politibetjente der bliver nødt til at stille indiskrete spørgsmål, eller de der afhøres som undskylder over ikke at kunne hjælpe efterforskningen mere.

Idet man når bogens centrale afsløringer og morderens identitet afsløres, er der heller ingen tvivl om, at det ville være svært at forestille sig et lignende plot udspille sig i vores nærmiljø. Hvad dette helt præcist går ud på, kan ikke rigtigt afsløres hér, da det ville ødelægge en del af læseoplevelsen, men det kan godt afsløres at både motivet til drabet, men også den måde som figurerne interagerer og taler til hinanden er forankret i den japanske kultur.

Selv om mange dialoger er pakket ind i høflighedsfraser og et mådehold som måske kan virke ganske fremmed sammenlignet med krimier, der er tættere på vores kultur, så er det ikke svært, hverken at læse eller nyde Den ophøjede morder. Romanen er en smule træg i den midterste del, hvor især efterforskernes fokus på de tekniske aspekter omkring mordet, kaffefiltre og vandkvalitet sætter tempoet faretruende ned. Heldigvis er det centrale mysterium om hvordan det er lykkedes morderen at forgive afdøde så tilpas god, at man hurtigt glemmer disse mere sløve passager.

I forlængelse af dette skal også nævnes at Keigo Higashinos sans for selv de mindste detaljer er god og sørger for at det politiarbejde som skildres fremstår realistisk og troværdigt. Det samme kan siges for de gentagne afhøringer af mistænkte og andre personer som kan være interessante for sagen. Det kan godt være at man ikke bliver overdænget med detaljer om hvordan interiører tager sig ud, hvordan figurerne ser ud, osv., men hvad der mangler i beskrivelser kompenseres i stedet i dialogerne, der gør at figurerne alligevel tegnes skarpt op.

Den ophøjede morder er ikke en decideret ’page-turner’, men til gengæld er det en både velskrevet og ganske fascinerende kriminalroman, der som sin forgænger samtidig også leverer en meget direkte, kritisk kommentar til sin japanske samtid. Det er nok ikke en krimi for alle, men fulgte du Kapellets anbefalinger og holdt du af Den hengivne Hr. X vil den nye roman med garanti også falde i din smag.