De der kender Kristian Leth vil vide at han altid har været interesseret i grænselandet mellem metafysik og videnskab. Det kan bl.a. ses i debatbogen Historien om det hele hvor Leth sammen med videnskabsmanden Eske Willerslew dykker ned i grænselandet mellem disse to, i manges øjne uforlignelige størrelser, og opdager, at der hvor videnskaben ikke længere kan finde svar, kan (over)troen det muligvis og omvendt.

I hvad der er Leths første egentlige romanudgivelse spiller dette skisma også en stor rolle, selv om den samtidig er tættere på et egentligt eventyr eller en fantasyfortælling, end en egentlig filosofisk debat. Som i alle gode historier skal der jo være en konflikt og udgangspunktet for den altoverskyggende konflikt i romanen, er netop at den herskende klasse i det fiktive ø-rige Mella sætter al deres lid til videnskaben og derfor har de i generationer forsøgt at bekæmpe magien. I bogen repræsenteres den af en samling mystikere kaldet Broderskabet.

Romanens egentlige hovedperson er den 13-årige dreng Taom og hans veninde Aena. Taom er søn af en berømt opdagelsesrejsende, der med jævne mellemrum sendes ud i verden på Kejserens befaling for at kortlægge verden og ikke mindst at kæmpe mod de mørke kræfter der trodser Kejseren og videnskaben. Taom har det ikke nemt, for han har fået en mærkelig sygdom, hvor han besvimer og ser syner, som han ikke helt kan afgøre om er reelle eller egentlige visioner som kan tillægges betydning.

Aena er tjenestepige i Taos barndomshjem, men hun og Taom er til trods for deres rang samtidig bedste venner. Under en farefuld klatretur i bogens start kommer Taom slemt til skade og Aena bringer ham hjem. Taoms far er på togt og da hans moder frygter for drengens liv, idet byens læge må opgive at behandle ham mere, sender hun modvilligt Aena ud for at hente en af Broderskabets mystikere. Manden dukker op og er i stand til at hele Taom. Dette vender drengens liv op og ned, og sammen med Aena beslutter han sig for, at opsøge dette mærkelige Broderskab, i stedet for at følge de planerfor hans fremtid som hans forældre har lagt.

Uden at afsløre for meget, så udvikler denne søgen sig ganske dramatisk og de to venner bliver skilt fra hverandre. Rent strukturelt betyder det at de enkelte kapitler senere i bogen fokuserer på hhv. Taoms og Aenas adskilte eventyr. Det er et trick der selvsagt er set før, men det giver (sammen med de forholdsvis korte kapitler) en god rytme og fremdrift til romanen, der gør at man får lyst til at læse videre.

Der er flere rigtigt fine ting ved romanen. For det første er det skønt at få præsenteret en fantasyfortælling, der ikke er opdelt i fire-fem bind på omtrent 1000 sider stykket. Det kan være at der på sigt måske kommer en fortsættelse til Mithos men fortællingen hviler fint i sig selv. For det andet er sproget virkeligt godt. Leth formår med sin ganske ligefremme prosa, at skabe både en verden og en række figurer, der fungerer rigtigt godt. Nuvel, der leges med arketyper og elementer som langt de fleste genrefans allerede kender, men det gøres enormt stilsikkert. For det tredje er grundhistorien bare rigtig god. Det kan godt være at den indimellem fraviger de mønstre som man kender fra lignende eventyr, men i dette tilfælde taler det altså til bogens fordel.

En sidste kæmpefordel ved Mithos er dens bagvedliggende ”filosofi” – altså at det måske ikke er ligetil at enten tilslutte sig videnskabens verden eller den åndelige, men at enkelte svar kræver at man accepterer begge. Dette siges eksplicit af Taoms læremester Endigo, der et sted fortæller sin elev:
”Den allervigtigste sandhed er, at sandheden er både og. Både videnskab og magi. Deduktion og intuition. Guderne lader sig ikke måle med videnskabens instrumenter og findes derfor ikke, men deres kraft i menneskenes verden er uforklarlig og virkelig, og derfor findes de. På den måde er de to mest modsatrettede sandheder altid sande på samme tid. Ikke som et kompromis eller en mellemting, men som to fuldstændigt reelle virkeligheder” (s. 223)

Dømmer man bogen fra dette uddrag kan det måske godt forekomme som en lidt tung, filosofisk kost at skulle sluge, især med henblik på at Mithos er en fantasyfortælling rettet mod de lidt større børn (i al fald hvis man skal dømme efter hovedpersonernes alder, der er mellem 13 & 15). Det er det dog ikke, for resten af romanen tager sin læser med på en både farefuld, dramatisk og medrivende dannelsesrejse på kryds og tværs af Mella, hvor den ene truende situation afløser den næste.

For de, der leder efter en kort, velskreven fantasyroman, der samtidig har substans og noget på hjerte, er Mithos bogen man leder efter. Den er hurtigt læst, men giver også sin læser en virkelig fin oplevelse. Samtidig er den lettere uforudsigelig, for selv om Kristian Leth kender sine klassikere og ikke mindst de symboler, ikonografiske træk og klassiske eventyr- og myte-elementer, der optræder (f.eks. den klassiske idé om at landet og herskerens liv er et og det samme), så bliver det præsenteret på en ganske frisk måde. Mithos får i al fald de varmeste anbefalinger herfra.