Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den hengivne hr. X / Keigo Higashino / 308 sider
Modtryk. ISBN 9788771465143
Anmeldt 7/6 2016, 15:13 af Torben Rølmer Bille

Japansk hjernekrig


Japansk hjernekrig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Læser man på omslaget til den japanske krimi Den hengivne hr. X så skrives der, at bogen har været en enorm succes i Japan hvilket også er helt rigtigt. Enkelte vil muligvis antage at der er tale om en stor succes der har gjort at bogen straks har fundet vej til vore breddegrader, men leder man efter yderlige informationer om titlen finder man ud af at det er elleve år siden den første gang kom på tryk i hjemlandet. At originalen har nogle år på bagen ændrer dog ikke ved at den stadig er værd at læse, nu den endelig foreligger på dansk.

Langt de fleste kriminalromaner synes, set fra et strukturalistisk synspunkt, stort set alle have en struktur, der er ganske ens. En forbrydelse er begået og nu skal læseren forsøge at sammenstykke et handlingsforløb, og finde en eller flere gerningsmænd i samme tempo (men helst før) opdageren i bogen gør det. Forventer man at dette også sker her, vil man nok blive slemt skuffet over Den hengivne hr. X.

Higashinos roman bruger i stedet den taktik som mange sikkert kan huske fra f.eks. tv-serier som Columbo. Her starter hvert afsnit med at seeren er vidne til mordet, hvorefter man så følger detektivens eget arbejde med at få det forbryderiske puslespil til at gå op. På samme måde præsenteres læseren af Den hengivne hr. X med en strangulering allerede i andet kapitel. Læseren er med hele vejen og ved derfor udemærket hvem morderen er.

Vi springer så til politimanden der står med et lig der er blevet så skamferet, at det ikke er muligt at identificere det ud fra tandsæt eller fingeraftryk. Heldigvis dukker der et vigtigt spor op i sagen, som kan pege ham i retning af hvem ofret er. Indledningsvist falder mistanken på den kvinde som den dræbte tidligere var gift med, men da vores kriminalbetjent ikke kan få dette til at gå op, opsøger han en berømt fysiker, der tidligere har hjulpet politiet, med opklaringsarbejde.

Fysikeren kommer i den forbindelse i kontakt med en gammel bekendt fra studietiden, som tilfældigvis er nabo til politiets hovedmistænkte. De to akademikere indleder nu en veritabel hjernekrig om opklaringen af denne forbrydelse.

Selv om det måske kan lyde som om alle overraskelsesmomenter konsekvent er blevet fjernet fra Den hengivne hr. X nu da læseren allerede fra starten af kapitel 3 ved hvem morderen er, så sørger bogen stadig for at der bydes på nogle ganske uventede drejninger og overraskelser. Det skal samtidig siges, at et af de elementer, som sikkert skulle have fungeret som det helt store overraskelsesmoment var et som nærværende skribent altså havde regnet ud, før afsløringen.

Selv om romanen primært er en krimi, så er det i lige så høj grad et kontemporært portræt af Tokyo og af livet for mange moderne japanere i storbyen. Det handler i dette tilfælde lige så meget om de mange følelser traditionerne foreskriver man bør holde for sig selv (og hvad dette kan lede til af katastrofer) samt for forfatteren om at få skabt solide hverdagsportrætter af de figurer som bogen benytter sig af. Da alle medvirkende i romanen kan tælles på to hænder, er der også skabt plads til at de helt centrale figurer kan blive skildret både troværdigt og med ganske fin dybde.

Det skal i samme ånd siges, at de to meget begavede naturvidenskabsmænd, forekommer en anelse svære at forholde sig til, men dette skyldes nok især denne læsers humanistiske baggrund. Eksempelvis var det meget svært under læsningen ikke at visualisere fysikprofessoren Yukawa som en slags asiatisk Columbo, når han smilende begynde at deducere begivenhedernes gang.

Den hengivne hr. X er hurtigt læst og vil nok især appellere til de der i forvejen er bidt af japansk kultur. Den er velskrevet, fængende og interessant. Det eneste minus er, som nævnt, at den qua sin struktur ikke rigtigt tager læseren i hånden og leger detektiv sammen med ham eller hende. Det er heller ikke dens ærinde, for den vil i stedet lave en samfundskritik forklædt som historien om et mord – og det er måske netop derfor den i sin tid blev så frygteligt populær i Japan.


Forrige anmeldelse
« Udvalgte noveller «
Næste anmeldelse
» Slagteren »


Flere prosaanmeldelser