Den uafhængige fortsættelse til historien om Spiloppo er netop landet, og hvad enten man er stor nok til selv at læse den, eller skal have sin mor eller far til at læse højt for sig, så er den mindst lige så vellykket som den første bog. Bogen byder på et krimimysterium, der skal opklares, der er romantik, der er en skat der skal findes, der er gakkede figurer og ikke mindst en lettere kikset hovedperson, der ikke er særlig tryg ved hverken sin rolle som helt eller når han er i nærheden af pigen Josephine, som han er helt vildt forelsket i.

Som før får Arthur hjælp af sin søster Fie, der på mange måder er hjernen i deres team. Denne gang handler det, som titlen antyder, om en legendarisk skat, som efter sigende skulle stamme helt tilbage fra Anden Verdenskrig. Denne skat får de to søskende nys om, da de ved et tilfælde møder en gammel mand på det lokale plejehjem. Han anklager først børnene for at være tyve, da de formaster sig til at lukke sig ind i deres bedstemors hjem for at vande hendes blomster, mens hun er på ferie.

Werner, som manden hedder, fortæller (da det går op for ham at børnene ikke er indbrudstyve) ungerne om en tysker, han lærte at kende lige før krigens afslutning. Denne tyske soldat gav i sin tid Werner en meget særlig ring med et malteserkors på. Denne ring var ifølge vennen nøglen til en meget værdifuld skat men Werner fandt den desværre aldrig, mest af alt fordi han ikke havde nogen idé om hvor det var han præcist skulle lede.

Fie og Arthur er selvfølgelig betaget af historien og vil meget gerne hjælpe Werner med at finde skatten. Både for at hjælpe Werner men måske især fordi deres egen far har været så uheldig at brække benet og ydermere skal betale for de håndværkere, der er i færd med at renovere familiens hus. Det er svært at optræde som klovn med et ben i gips, så ungerne sætter sig for at forsøge at finde skatten, så både Werner og håndværkerne kan blive glade. Det skal dog vise sig ikke at være så nemt, for mens ungerne får et stykke kage i plejehjemmets fællesområde har der været indbrud i Werners hjem og ringen er selvfølgelig pist væk.

Dette er blot starten på historien, for det skal vise sig at den byder på flere afstikkere, nye figurer såvel som gamle kendinge. Der skal i det hele taget megen snilde og ikke mindst en hel del fysisk træning til, før Arthurs alter ego Spiloppo og hans medsammensvorne Fie kommer tættere på den skat der måske, måske ikke eksisterer.

Det kan for udenforstående være lidt svært at forstå hvordan der kan være en sammenhæng mellem en klovn og en superhelt, men læser man bøgerne virker det faktisk ikke så mærkværdigt. Begge bærer maske for at skjule deres sande identitet, begge er adrætte, smidige og så de kan foretage sig akrobatiske manøvrer, som er nødvendige for at de kan klare de udfordringer der møder dem. Tænk blot på at Robin fra Batman universet der jo netop kom fra en cirkusfamilie.

Bogen er ganske som den første skrevet i et sprog der både er nemt at læse og læse op fra. Den er inddelt i forholdsvis korte kapitler der vil appellere til den unge læser, men der blev ofte læst både to og tre kapitler af gangen da den blev oplæst for Kapellets to yngste medanmeldere. De udtaler i øvrigt at ”den er rigtig sjov, fed og god” (Carl 8 år) og at den ”tog lidt tid om at komme i gang, men ellers var den udmærket” (Sebastian på 13).

Det er ikke strengt nødvendigt at have læst første bog om Spiloppo for at følge med i nummer to, selv om det selvsagt er en fordel. Hvis man har læst etteren får man et bedre indblik i hvor meget drengen bag superhelteklovnemasken (Arthur) er forelsket Josephine, man får også at vide præcis hvad der er sket, som gør at Josephine er så vred på den klovn, der fik sendt hendes far i fængsel og meget mere. Disse ting får man da lidt indsigt i idet man læser toeren, men de nøjagtige omstændighederne bag de dramatiske begivenheder i Josephines hjem skal man altså læse den første for at få indblik i.

Spiloppo - med skurke på skattejagt er en meget fin fortsættelse af den første bog. Den er måske endda bedre idet fremdriften og plottet virker noget bedre. Der er hentet inspiration fra en række lignende udgivelser og film, mest tydelig nok Kenneth Bøgh Andersens Antboy (med den åbenlyse forskel at Spiloppo ikke har overnaturlige kræfter, men i øvrigt slås med lignende problemer), Mission Impossible m.fl. Det gør dog ikke noget, for slutresultatet er stadig spændende og sjovt. Kort sagt, mangler man en medrivende bog som ungerne kan nyde på den lange køretur til Sydfrankrig, i sommerhuset eller hvis sommerferien bare synes lidt for lang, så er Spiloppo et ganske godt bud på sådan en.