Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




En midsommerligning / Keigo Higashino / 406 sider
Modtryk. ISBN 9788770071246
Anmeldt 27/6 2019, 09:14 af Torben Rølmer Bille

Zenkrimi i høj klasse


Zenkrimi i høj klasse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er tredje gang at Kapellets anmelder har fornøjelsen af at være i selskab med fysikprofessoren Dr. Yukawa og hans kammerat, kriminalbetjenten Kusanagi. Selv om det for enkelte læsere muligvis kan være lidt svært at finde hoved og hale i de mange japanske navne på figurerne, stederne og maden, der optræder i En midsommerligning, så er det ikke desto mindre den hidtil bedste bog i serien.

For at få fornøjelse af En midsommerligning kræver det ingenlunde, at man læser hverken Den hengivne Hr. X eller Den ophøjede morder , selv om man gennem disse bøger selvsagt får et godt indblik i forholdet mellem de to hovedpersoner. Romanerne fungerer alle sammen fint hver for sig, men lige som i andre fiktionsserier, så lærer man jo figurerne bedre at kende jo flere gange man oplever dem.

Bemærkelsesværdigt er det i al fald i den nye krimi, at Dr. Yukawa viser både omsorg og empati for en tiårig dreng, der er blevet sendt på sommerferie i det pensionat, der er omdrejningspunktet for bogens centrale mysterie. Det er netop på dette pensionat, at en tilsyneladende tilfældig gæst forsvinder og næste dag findes død på klipperne ved havet. Det virker indledningsvist ikke som en forbrydelse, for ofret kan sagtens være faldet ned og på den måde kommet af dage. Især efter det slås fast, at han samme aften havde indtaget alkohol, men nu er det jo en krimi, så selvfølgelig er alting ikke helt så ligetil.

For de, der ikke i forvejen kender Dr. Yukawa, så har han mange ligheder med alle detektivers urmoder Sherlock Holmes, i og med at den gode doktor hele tiden er tre skridt foran alle andre, og han konsekvent bruger sin evner udi logiske ræsonnementer og deduktion til at løse de ofte uløselige mysterier han konfronteres med. Ulig Holmes er Yukawa dog langt mere empatisk i sit forhold til menneskerne omkring sig, i al fald de mennesker, som doktoren ser grund til at være venlig overfor. I den nye roman er det som nævnt drengen Kyohei, der er noget ked af dels at skulle feriere så langt ude på landet, dels at skulle bruge sin sommerferie på at lave lektier.

Doktoren tilbyder at hjælpe drengen med hjemmearbejdet, for selv om Kyohei ikke finder skolesagerne særligt spændende, fortæller Yukawa ham; ”Det er helt i orden, at du ikke kan lide naturvidenskab, men der er én ting, du skal huske. Hvis du bliver ved med at sige, at det, du ikke forstår, kan være lige meget, kommer du til at begå nogle alvorlige fejl i dit liv.” (p. 62) En sandhed, man vist ikke kan være uenig med ham i. Senere i romanen viser Yukawa også knægten, der af forskellige årsager ikke kan sejle ud i en båd, hvordan de sammen kan studere feriestedets berømte havbund, uden at forlade land.

Som man måske kan fornemme, er dette ikke en af de krimier hvor mordet skal opklares så hurtigt som muligt, for der er også tid til svinkeærinder som ovenstående. Yukawa er til trods for både hans arbejde og hans forsøg med Kyohei, hele tiden et skridt foran den lokale ordensmagt, som denne meningsudveksling mellem vor hovedperson og lokalbetjenten Isobe, viser med al tydelighed. Yukawa spørger politimanden;

”Må jeg spørge om en enkelt ting?”
”Hvad?”
”Har De fundet ud af, hvor kulilten kom fra?”
Isobe gjorde store øjne over Yukawas spørgsmål. ”Hvordan…”
”Jeg kunne jo se, hvad Deres kriminaltiknere ledte efter i går. Fandt de ud af hvor kulilten kom fra?”
”Øh… det kan jeg ikke svare på” Vores efterforskning er fortrolig,” sagde Isobe og kneb munden sammen til en lige streg.
”Javel. Ser man det,” sage Yukawa med et skævt smil og gik hen til elevatoren. (s. 145)

Selv om fortællingen som nævnt tager sig sin tid, så hygger man sig bravt i selskab med den blændende professor og politimanden Kusanagi, der selvsagt også bliver blandet ind i sagen om det mystiske dødsfald. Den danske oversættelse er i øvrigt helt i top, for der er undervejs sørget for at man får forklaringer på forskellige meget specifikke japanske ord – eksempelvis hvad navnet på en bestemt madret dækker over, eller lignende. På den måde bliver man ikke irriteret over de mange japanske udtryk, der løbende dukker op.

En sensommerligning er en roman, der nærmest læser sig selv. Det er som antydet efter anmelder at dømme den hidtil bedste roman fra Higashinos hånd, og Kapellet ser i den grad frem til at Modtryk udsender flere af mandens værker. Det er måske ikke stor kunst, men det er brandhyggelige mysterier, helt igennem japansk og ustyrligt charmerende.


582
Forrige anmeldelse
« På den anden side «
Næste anmeldelse
» Lejlighed til deling »


Flere prosaanmeldelser