Hører du til af de læsere, der jævnligt færdes under Kapellets hvælvinger, vil du med garanti tidligere være stødt på undertegnedes meget rosende anmeldelser af Keigo Higashinos underspillede, meget japanske kriminalromaner, som på en og samme tid er meget traditionelle – næsten gammeldags efter en klassisk (britisk) formel (læs: beslægtet med såvel Dorthy L. Sayers, Conan Doyle eller Agatha Christies bøger - i forhold til hvordan logiske kriminalgåder normalt stykkes sammen på), men som samtidig har en helt særlig eksotisk flair og konsekvent er både dialogrige og underspillede, idet de foregår i Japan.

Higashinos seneste værk på dansk er dog en del anderledes end de øvrige, som er blevet anmeldt på disse sider. Ikke alene er hovedpersonen denne gang ikke den logisk tænkende Dr. Yukawa, hovedpersonen i den serie bøger, der ifølge det store internet indgår i den såkaldte ”Galileo”-serie af romaner, men den er også helt anderledes i sin struktur.

Uden at afsløre for meget, så kan man godt sige at den måde som hændelserne bliver præsenteret på i I ond tro godt kunne minde lidt om den man oplever, når man læser Den hengivne Hr. X, forstået på den måde, at gerningsmanden afsløres forholdsvis tidligt i romanen. Selv om dette muligvis vil synes som et irritationsmoment for krimielskeren, så er realiteten en helt anden. Det som bliver vigtigt i den nye krimi er nemlig ikke så meget hvem det er der har myrdet, men derimod politiarbejdet med at finde frem til motivet bag dette drab.

Igen kan ovenstående, når man forsøget at beskrive det, forekomme ret så uspændende, men lad Kapellet forsikre dig, ærede læser, om at det ingenlunde forholder sig sådan. Selv om undertegnede hverken er ret logisk tænkende, eller for den sags skyld kæmpefan af romaner, hvor samtaler fylder mere end beskrivelser af handling, så er der noget virkeligt dragende og rudimentært spændende ved at læse I ond tro.

Dette både fordi Keigo Higashino ganske enkelt er rigtigt god til at skrive og så fordi at denne mordgåde, der i udgangspunktet virker ganske ligetil, med en hurtig tilståelse viser sig at være mere kompliceret end som så. Jagten på det bagvedliggende motiv for ugerningen og optrævlingen af morderens fortid, bliver nemlig mindst lige så spændende, som havde man selv skulle gætte med i forhold til at finde frem til morderen.

Bogen er inddelt i flere mindre dele, hvor man også har mulighed for at følge flere fortællerstemmer. På den vis følger man både den ansvarlige politikommisærs arbejde med opklaringen, morderens egne observationer og dertil kommer et afsnit, som Kapellets anmelder personligt ikke er stødt på i andre (kriminal)romaner. I forsøget på at optrevle morderens fortid, får læseren mulighed for at læse en række vidneudsagn fra folk, der har kendt den mordanklagede. Disse er ikke stillet op som dialoger, hvor man hører politimændenes opklarende spørgsmål, men snarere som en slags monologiske vidneudsagn, hvor der gennem vidnets udsagn bliver tydeligt hvad det er der bliver spurgt om.

I denne del af bogen fornemmer man også mere tydeligt, end i de øvrige afsnit, at Keigo Higashino er i stand til at skrive i mere end en stemme. Selv om det ikke er dem alle der er lige karakteristiske, er der dog flere af disse ’vidneudsagn’, der gennem monologen klart tegner et billede af den der taler uden man i øvrigt har bruge for en beskrivelse af hvordan den talende ellers ser ud. Det er ganske formidabelt formidlet.

Så hvad enten du allerede er bekendt med Higashinos øvrige bøger, eller dette er første gang du hører om forfatteren, så byder I ond tro på en glimrende, engagerende læseoplevelse. Det hjælper nok på begejstringen, hvis man i forvejen holder af sådanne ret underspillede og ligefremme japanske litterære fortællinger, men selv om man er fløjtende ligeglad med japansk kulturforhold, så er også I ond tro en ret så god og ganske anderledes krimioplevelse, end mange af de vi ellers er vant til. Både i struktur, men så sandelig også i stil.