Til alle jer andre, der også følte jer lidt uforløste efter at have læst de sidste sider i norske Anne B. Ragdes Berlinertrilogi , kommer nu en efternøler: et fjerde bind, som endegyldigt afslører, hvordan det gik med Torunn, Erlend, Margido og alle de andre i og omkring Neshov-familien med mantraet ”så længe vi ikke taler om det, så findes det heller ikke”.

I Altid tilgivelse er der gået godt tre år, siden Torunn flygtede nedbrudt og desillusioneret fra den forfaldne slægtsgård, hvor alle hendes ny-vundne slægtninge syntes at kræve noget af hende, og hvor faderen Tors død lå som en tung skygge over det hele. Siden da er alle fortsat i hvert deres spor: Erlend er blevet travl småbørnsfar i København, Margido kæmper for at følge med tiderne i bedemandsbranchen, og ”farfaren” i familien er omsider kommet på plejehjem. Hvad med Torunn? Hun er dybest set lige så (irriterende) ubeslutsomhed over for, hvad hun vil, som da vi forlod hende i bind tre – i hvert fald til at begynde med. For nu tager hun pludselig tilbage til Neshov i jagten på tilgivelse og retning i sit liv.

Hvad skrivestilen angår, er bogen klassisk Ragde: detaljegraden i miljø- og personskildringerne er enorm. Det er i den grad det, der driver handlingen fremad, idet Ragde ikke er den, der gør sig i dramatiske plottwists og spændingskurver, for detaljerne bidrager også til vores forståelse af personerne. Så når vi får beskrevet, hvordan forsigtige Margido avancerer til nu også at putte eksotiske varer som leverpostej, appelsinjuice og cashewnødder i indkøbsvognen, eller hvordan han ganske spontant køber en termokande, så forstår vi, at han er inde i en rivende udvikling. Alle sådanne detaljer er naturligvis et tveægget sværd; der er passager i bogen, hvor det bliver en kende tungt og trækker tempoet ud af fortællingen. Man får næsten på fornemmelsen, at Ragde selv har elsket at fordybe sig i, hvilke rengøringsmidler Torunn hælder i spanden, hvor mange madrasser hun kasserer, og hvilke løbere hun lægger på stuegulvet. Den slags fylder mange sider i bogen.

Som sagt er der ikke de vilde udsving i spændingskurven i Altid tilgivelse. Det var der heller ikke i Berlinertrilogien, men det er næsten endnu mindre her. Alt handler om hverdagen og dens detaljer, men alligevel sker der jo noget, og det er muligvis også en af seriens fineste pointer: At de store livsdramaer sker lige midt i den grå hverdag.

Bliver man så forløst som læser af at læse dette fjerde bind? Både og. Personligt vil jeg erklære mig delvist tilfreds. Alle familiehemmelighederne er jo for længst afdækket, så det, der er tilbage at være nysgerrig på, er, om familiemedlemmerne formår at finde hinanden, og eventuelt også om Torunn formår at finde sig en ny mand. Hvis man venter sig ”den store finale” i slægtssagaen, bliver man skuffet; i princippet kunne Ragde sagtens skrive et bind mere herefter. Når man sammenligner med Berlinertrilogien, er bogen langt hen ad vejen mere af det samme. Så må det være en individuel vurdering, om det så er godt eller skidt.