Med Berlinertrilogien er dansk-norske Anne B. Ragdes romanserie om familien Neshov omsider udkommet som samlet værk. De tre bøger, Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge, har allerede hver for sig været en enorm succes, ligesom serien både er blevet omdannet til tv-drama og teater.

Centralt i romanserien står løgnen, primært i form af en mørk familiehemmelighed. Da familiens gamle matriark dør af et slagtilfælde, samles hendes tre sønner og eneste barnebarn om dødslejet. Fire vidt forskellige mennesker, uden andet til fælles end blodets bånd, får pludselig deres skæbner viklet ind i hinanden, nu hvor de sammen skal beslutte hvem, der skal tage ansvaret for slægtsgården Neshov på sig. Og for mere end én af de fire får mødet katastrofale konsekvenser.

I historien følger vi de fire på skift: Brødrene Tor, Erlend og Margido samt Tors ukendte datter Torunn. Ragdes miljøskildring i forbindelse med navnlig de tre brødre er intet mindre end eminent. Den typiske læser vil på ingen måde være bekendt med alle tre miljøer, da de er så forskellige, men med sit detaljefokus og blik for genkendelighed formår Ragde alligevel at forene det fremmedartede og det velkendte for sin læser.

Bonden Tor er ældste søn i familien Neshov. Han har aldrig forladt sit fødehjem og har hele sit voksne liv bestyret gården sammen med sin dominerende mor og underkuede far. Gården og navnlig grisestalden er Tors personlige mikrokosmos; en tryg verden, han forstår og kender sin rolle i. Resten af verden er han nærmest barnligt uvidende om. Efter en enkeltstående ungdomsflirt, som til hans mors vrede resulterede i datteren Torunn, har Tor skyet kvinder. Det er i det hele taget karakteristisk for de tre brødre, at de alle har det, man nok kunne kalde et forkvaklet forhold til kvinder.

I den helt andet ende af spektrummet møder vi den yngste bror, Erlend, der allerede som ung flygtede fra Neshov, og Norge i det hele taget, for at flytte til det frisindede København og leve et liv som homoseksuel, velbetalt vinduesdekoratør. Han er i en alder af 40 stadig i trodsalderen og lidt af en dramaqueen, og hans egoisme står i skærende kontrast til Tors opofrelse i forhold til dyrene og slægtsgården. Skræmmende nok står Erlend nu over for at skulle være far sammen med sin samlever og to lesbiske kvinder.

Den mellemste bror, Margido, er bedemand på egnen nær Neshov. Han har umiddelbart løsrevet sig fra de kvælende hemmeligheder og konflikter i barndomshjemmet og kører en succesfuld forretning, men inderst inde er han en reserveret, hæmmet mand, der ikke formår at gribe chancen hos en kvinde, når den byder sig, og heller ikke har det godt med forandringer af nogen art. Blot det at skifte til et nyt pålæg på brødet skal der tages tilløb til! Han magter ulykkeligvis ikke at tage del i problemløsningen på Neshov, men føler sig ironisk nok kun tryg i rollen som bedemand; de pårørendes sorg og klargøringen af lig er et velkendt miljø, hvor han har tjek på sin egen identitet.

Som læser både fascineres og frastødes man, når Ragde skiftevis skildrer atmosfæren i en grisestald med velrøgtede grise, ekstravagante homofester i det københavnske natteliv og de lettere makabre procedurer omkring vask og sminkning af lig. Det går op for en, at disse, ved første øjekast eksotiske miljøer, hver især er ganske normale miljøer, som findes rundt omkring en. Netop hverdagsdramaet har Ragdes store interesse, og dette mærkes tydeligt i Berlinertrilogien.

Selvom man indimellem trækker på smilebåndet over personerne, er læsningen af denne historie langt hen ad vejen en grum omgang. Navnlig spørgsmålet om skyld og ansvar fylder meget og slider på både karaktererne og læseren. På et tidspunkt synes alle ingredienser til en ’happy end’ linet op – men tingene går jo som bekendt sjældent helt, som man forventer.

Hvis man kan genkende noget i Neshov-familiens livsfilosofi om, at ’så længe man ikke taler om det, så findes det heller ikke’, eller blot har lyst til at fordybe sig i en moderne slægtsroman centreret omkring det norske gennemsnitsmenneske, så er Berlinertrilogien en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.