Er der noget særligt ved at være jøde? Hvad betyder det, at være jøde - at være defineret ved sin historiske eller mytologiske oprindelse?

Mange portrætter af jøder - i det mindste i vestlige kunstneriske produktioner - fremstiller jøder som meget snakkende mennesker i kaotiske familier i højlydte skænderier, hvor hverdagens småting afhandles med samme hidsige argumentatoriske ildhu som de store spørgsmål om livets mening. Tænk på Coenbrødrene og Woody Allens fremstillinger og man har et nogenlunde billede af, hvad jeg mener.

Billedet genfindes i Jonathan Safran Foers nyeste roman Her er jeg. Det centrale omdrejningspunkt i bogen er familien Bloch, der består af far, mor og tre drengebørn. Over de cirka 650 sider snakkes der konstant om, hvad betydningen kan være af hvad som helst, og gerne i meningsudvekslinger, der minder om skænderier, men hvor man kan mærke, at der er en dyb kærlighed og forbundethed familiemedlemmerne imellem. Det virker som om de skændes for at bekræfte deres tilhørsforhold.

Og så alligevel ikke. Det helt afgørende tema i Foers nye bog er nemlig, om man kan være forbundne - eller måske om hovedpersonen Jakob kan være forbundet med sine ‘nære’. Dette tema er også det, der har givet bogen dens titel.

Titlen henviser til fortællingen i Første Mosebog, hvor Gud beder Abraham om at ofre sin søn Isak. Da Gud tiltaler ham, svarer Abraham med ordene ”Se, her er jeg!” Denne fortælling skal familiens ældste søn, Sam, udlægge på sin bar mitzvah (konfirmation). Han udlægger tekststedet med, at Abraham ikke svarer Gud med, ”hvad vil du” eller lignende, som er rettet mod noget bestemt, men med ‘erklæring’ om, at han er “fuldt og helt tilstede… uden betingelser eller forbehold og uden at der er brug for en forklaring først.” (s. 127)

Mens Abraham og Isak er på vej til ofringsstedet, svarer Abraham også Isak med ”Her er jeg, min søn”. Abraham er fuldt og helt tilstede for Gud og for sin søn, hvilket kan virke som et paradoks, da det at være ‘tilstede’ for den ene, kan udelukke at være tilstede for den anden.

Sam udlægger tekststedet således: Det “handler om, hvem vi er der fuldt og helt for, og hvordan det, mere end noget andet, er det, som definerer vores identitet.” (s. 128)

Denne tråd tages op og behandles på mange forskellige måder i løbet af romanen. Grundlæggende er det netop dette at være fuldt og helt tilstede, der er Jakobs problem, og derfor han ikke kan holde fast ved sin familie - og har problemer med sin identitet. Hvem er han, når han ikke kan være der for andre: for sin kone, for sine børn, for sin historie, for sin tro eller ikke-tro?

Meget senere i romanen er det Sams lillebror, Max, der står bar mitzvah, og han har et andet tekststykke at udlægge. Dette handler om Jacob (sic!), der bliver angrebet midt om natten og kæmper med, hvad der viser sig at være en engel. Da Jacob overvinder englen og beder om at blive velsignet spørger Gud: “Hvad er dit navn”, og da Jacob har svaret siger Gud/englen: “Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, som betyder ‘kæmper med Gud’.” (s. 579)

Max udlægger fortællingen: “Hvad vi ikke kæmper med, giver vi slip på. Kærlighed er ikke fraværet af brydninger. Kærlighed er brydninger.” Hvilket får Jacob til at reflektere: “Det lød som den person, jeg gerne vil være, men ikke kunne.”

Således får vi præsenteret det grundlæggende tema, som blot får endnu et tvist hen mod slutningen. Jakob har ikke kunnet være der for sin familie eller for sig selv; han har ikke ville tage brydningerne og investeret sig selv, og derfor mister han familien (og sig selv). Det sidste tvist er imidlertid, han ender med at kunne skrive om det. “Min synagoge”, siger/skriver han “er bygget af ord.”.

Skriften kræver afstand og tab, og for at blive den han er (forfatter), må han miste sig selv (far, ægtemand, jøde, whatever).

Det lyder lidt skematisk og opstyltet, og det er det også. Romanen har samtidig en rigtig god tone - henvisningen til Woody Allen (især den tidlige) er ikke helt ved siden af. Romanen har en meget underholdende, hyggelig og humoristisk tone hele vejen igennem. Der er fine spil med ordene, der til tider væver vanvittige sammenhænge og modsætninger frem, hvilket giver en sproglig spændstighed.

Samtidig er det nok Foers mindst vellykkede roman. De to foregående ‘rigtige’ romaner Alt bliver oplyst og Ekstremt højt & og utrolig tæt på er langt mere helstøbte og velfungerende - og på mange måder også mere alvorlige, selvom tonen i Her er jeg og Ekstremt højt & utrolig tæt på er meget beslægtede.

Hvor de to første romaner tydeligvis har haft et anliggende ved at komme til rette med en historie, der har haft en betydning i og uden for teksten, så er den seneste måske for tilfreds med at vise sig frem som litteratur. Jakobs kone reflekterer et par gange: “Mens vi forfølger lykken, flygter vi fra tilfredsheden.” (s. 62) Litteratur er noget andet end det levede liv. Litteratur skal forfølge lykken, men “Her er jeg” er tilfreds med ‘tilfredsheden’.

Det er lidt ærgerligt, selvom man er udmærket underholdt undervejs.