Norske Anne B. Ragde mente sådan set selv, at hendes populære Berlinertrilogi var afsluttet med romanseriens tredje bind. Et teaterstykke og en tv-serie inspireret af familiekrøniken var det også blevet til. Men efter næsten ti år lyttede hun til læsernes vedvarende spørgen til, hvordan det egentlig gik familien Neshov, og udgav i 2016 efternøleren Altid tilgivelse. Nu kommer så femte – og ifølge Ragde formentlig sidste – bind: Liebhaverne.

Trods titlen, som vel må være en reference til society-bøsserne Erlend og Krumme, fylder netop de to og deres efterhånden temmelig store regnbuefamilie ikke så meget i denne bog, og når der endelig er kapitler om dem, sidder man som læser med en fornemmelse af, at deres problemer langt hen ad vejen er luksusproblemer og dermed lidt irrelevante. (Måske det bare er mig, der er ved at være kørt træt i netop de karakterer).

Til gengæld er det interessant at følge Torunn, som nu er ved at modernisere den fædrene gård og endnu en gang er i fare for at ofre sig selv for alle andre. Onklen Margido bliver man også gladere og gladere for. Han har fået indlemmet Torunn i sit bedemandsfirma, og Ragde disker i den forbindelse op med nogle overordentligt makabre detaljer om arbejdet som bedemand. Herudover lærer vi omsider Tormod, familiens ’farfar’, bedre at kende. Han har fundet sig et trygt lille mikrokosmos på plejehjemmet, men hjemsøges stadig af fortidens dæmoner. Derudover dukker den sympatiske Kai Roger, som Torunn mere eller mindre stak af fra, op igen…

Fortællestilen er selvfølgelig klassisk Ragde: Hverdagslivets små detaljer beskrives minutiøst og er med til at tegne et billede af karaktererne, deres følelser og deres valg. Det er genkendeligt og troværdigt. Faktisk er seriens rolige tempo ikke noget dårligt bud på anti-stress-læsning før sengetid.

Som jeg har været inde på i mine anmeldelser af seriens tidligere bind , er det altid en balanceakt med al den hverdag og alle de detaljer. Navnlig i Altid tilgivelse resulterede det i en roman, hvor tempoet næsten var ikkeeksisterende. Spændingsniveauet er generelt gået nedad for hvert bind – måske især fordi alle familiehemmelighederne og de skjulte motiver blev afdækket meget tidligt. Nu består den eneste spænding i, hvorvidt familiemedlemmerne formår at finde hinanden igen. Nogle gange er det spænding nok; andre gange er det ikke. Liebhaverne virker indtil cirka 2/3 inde som mere af samme skuffe, men så overrasker Ragde faktisk med et decideret plottwist! Personligt oplever jeg derfor dette femte bind som mere læseværdigt end det forrige.

Der har været en del forskellige oversættere på de danske udgaver af serien, og i Liebhaverne hæfter jeg mig ved, at oversættelsen godt kunne have brugt en bedre korrekturlæsning. Men selve oversættelsen fremstår udmærket.

Skal man så blive ved med at hænge på som læser – uanset om der nu kommer flere bind i serien eller ej? Liebhaverne er mere af det samme, men holdt man ud igennem Altid tilgivelse, vil man blive positivt overrasket. Vi får uddybet nogle ting, og især gamle Tormod er spændende at komme mere ind under huden på. Uden at afsløre for meget vil jeg karakterisere slutningen i denne femte roman som ’relativt åben’, så Ragde kunne i princippet sagtens diske op med et bind mere. Om hun behøver det, er måske nok en smagssag.