Alle forældre ved, hvad det drejer sig om. Ulvetimen. Tiden op til putteriet. Der, hvor ungerne er hyperaktive, fordi de et eller andet sted i kroppen fornemmer, at den gerne snart vil finde ro. Derfor uro. Desuden paradokset ved, at når de så endelig havner i sengen, ja, så starter der en fest.

I min lille familie går det lidt i faser. Faser, hvor et barn sover fint og hurtigt. Og selv. Og faser, hvor det samme barn kan tage sig nogle ordentlige svingom’er, inden søvnens rolige rytme indfinder sig. I de sidstnævnte faser har faren (og sikkert også moren) i huset drømt om et vidundermiddel.

Da bogen Kaninen der så gerne ville sove – oversat fra svensk – udkom sidste år, var det til manges begejstring. Nu er to’eren – om en elefant – med stort set samme titel – kommet til forældre med børn i nu-ska-du-altså-lægge-dig-ned-og-sove-alderen. Lidt pudsigt er det faktisk, at her i huset er de respektive puttedyr til de to unger netop en kanin og en elefant. Så her var også et par billige point at score.

Modellen er den samme. Med anbefalinger til intonation og læserytme – samt andre gode råd og vejledninger – sender bogen børnene ud på en vandring, der med ro og rytme skal få kroppen til at overgive sig til søvnens nådegave. Højtlæseren skal tilmed selv jævnligt gabe i en sådan grad, at det også virker autonomt. Så at sige. På læseren selv.

Historien handler om elefanten Ellen, der sød og nuser, men har lidt besvær med at sove. Så hun går en tur henad en sti, sammen med sin mor. De møder forskellige nuttede dyr på sin vej, alle søvnige og med rigtig gode råd til, hvordan man hurtigt og fint falder i søvn. Handlingen er nærmest det modsatte. Ingen handling. For netop det plotløse er en vigtig årsag til, at det virke til at virke.

Jeg ved meget lidt om effekten af den slags bøger. Jeg kender selv til stillestående films effektive søvndyssende effekt på mig selv. Min empiriske erfaring strækker sig til to børn, enten hver for sig eller sammen, og her er der efter alt at dømme et resultat. Den ene formår at falde i søvn til rytmen af min højtlæserstemme (noget, hun ellers aldrig gør). Den anden, stadig med sut, giver instrumentet i munden en gevaldig ekstratur og falder ind i en behændig, rolig vejrtrækning. Ikke en direkte effekt, men beroligende er det så sandelig. Så en afledt effekt kan spores i den hurtigere indsovning efterpå.

Stregen i bogen fra Sydney Hanson er bløde, varme akvareller med masser af rolige, ikke overvældende smil. Med en årvågen, smilende og lysende måne i baggrunden til at bade elefanten og dens venner i et venligt mørkelys. Samtidig med en bemærkelsesværdig dybdevirkning, der – på linje med teksten – suger lytteren og seeren ind i bogens rytme.

Jeg havde min store tvivl, da jeg så, hvor metodisk bogen er. Hvor rytmisk, meditativ den er. Imidlertid, efter at have prøvet flere gange, på flere måder, har jeg en helt klar fornemmelse af, at den har en effekt. Og er det målet med bogen, så ser det ud til at være ret godt gået. Jeg har en endda forsøgt mig med rolig stemmeføring at genfortælle handlingen (eller mangel på samme) med samme resultat.

Elefanten der så gerne ville sove er en effektfuld børnebog. Om den virker generelt, er meget svært at svare på. Om ikke andet: hvis forældre mangler en god, beroligende børnebog til aftenlæsning, kan det ikke være det værste valg. Om end jeg har en klar fornemmelse af, at aftenlæsning inden putteri under alle omstændigheder har en beroligende effekt.