Med Datteren afslutter norske Anne B. Ragde omsider sin slægtskrønike om familien fra Neshov og dens tematik om familiehemmeligheder, skyld og ansvar. Det er sjette bind, og vi, der har været med hele vejen, har læst os igennem tusinder af detaljer – om røgtning af grise, rengøring af gamle stuehuse og håndtering af begravelser. Serien har gået sin sejrsgang i flere lande, og det var da også efterspørgsel fra dens fans, der fik Ragde til at fortsætte fortællingen, efter at hun egentlig havde sat punktum med tredje bind.

Som titlen antyder, er det Torunn, det drejer sig om i dette sidste bind. Det er også, som det skal være: Hun repræsenterer den unge generation, der skal føre gården ind i fremtiden, barnløs eller ej. Desuden trænger hun så frygteligt til en lykkelig slutning. I hvert fald bare en eller anden form for closure, som det hedder på moderne dansk.

Hun er stadig ikke kommet over onklen Margidos død, ensomheden river i hende alene ude på gården med hunden, og samtidig slår hendes teatralske mor hånden af hende hjemme fra Oslo. Ganske passende dukker Torunns gamle flamme, den jordnære landbrugsmedhjælper Kai Roger, op igen, naturligvis rustet med sit hemmelige våben: to nuttede smågrise til Torunn. Det tvinger hende til at gøre op med sig selv, om hun virkelig vil blive ved med at flygte fra forhold og forpligtelser, som hun foreløbig har brugt fem hele bind på. Men midt i det hele dukker en høj, flot cykelpræst op, og så skal der vælges…

Dog har romanen også en anden central karakter, titlen til trods. Torunns såkaldte farfar, den spagfærdige Tormod, nærmer sig ligeledes sin version af en slutning. Ligesom Torunn konfronteres han pludselig med fortidens smerte, og også han må gøre op med sig selv, om han har modet. For selvom han er næsten barnligt lykkelig over at have eget værelse på plejehjemmet (med eget køleskab og egen bogreol!), er der noget, der nager.

Formmæssigt bærer romanen Ragdes signatur: Her er miljøskildringer og detaljerigdom, som om vi var der selv. I nogle af seriens andre bind har forfatterens kærlighed til trivia malket lige lovlig meget tempo ud af fortællingen, men Datteren er en nydelse fra start til slut. Ingen kan som Anne B. Ragde skildre hverdagen – samt det faktum at det er lige midt i hverdagens trummerum, at de livsomvæltende begivenheder sker. På samme måde kan der ligge uendeligt meget i så lille en gestus som at løsne plastikkapslen på Tormods sodavand.

Men nu er det altså slut. Det har forfatteren hævdet før, men siden forlaget ligefrem markedsfører sjette bind som afslutningen på historien, må den være god nok. Mange har kunnet genkende sig selv i beskrivelsen af den dysfunktionelle familien Neshov, og Ragde selv er – i parentes bemærket – heller ikke prototypen på en kernefamiliekvinde. Nu må vi altså nøjes med vores egne dysfunktionelle familier. Og håbe, at de også lander et tilfredsstillende sted.