Den japanske forfatter Haruki Murakami er af gode grunde meget populær. Han er en af de forfattere, der både får mange læsere og anerkendes af det gode litterære selskab. Han nævnes også ofte som kandidat til Nobels litteraturpris.

Hans seneste udgivelse på dansk er novellesamlingen ‘Mænd uden kvinder’, der består af syv noveller, der alle cirkler om samme emne eller tema: fascinationen af kvinder, kærligheden og seksualiteten. Synsvinklen i kredsen er entydig mandlig. Det er mænd, der forholder sig til kvinder, hvilket også fremgår af titlen.

At elske en kvinde er også at anticipere ensomheden, fremgår det af novellen ‘Mænd, som ikke har en kvinde’, der næsten er en titelnovelle. Novellen handler om en mand, der bliver ringet op en nat af en ukendt mand med en dyb stemme, der fortæller, at en kvinde er død. Det fremgår, at fortælleren har kendt den døde kvinde for lang tid siden. Novellen kredser om det forhold, at en mand, som har en kvinde, også allerede er en mand på vej til ikke at have en kvinde. Der er noget uden for manden, der lokker kvinden væk fra manden. Kvinden fremstilles som et mysterium, der ikke kan fastholdes - eller rettere er det måske snarere det mandlige begær, der ikke kan fastholde et mål for begæret?

Murakamis forfatterskab er fyldt med kvinder, der forsvinder og udgør et fravær. Det er nærmest en filosofisk model over fraværet som meningsgivende, der udfolder sig i forfatterskabet, selvom den mening ikke er særlig stærk. Meningen er der netop kun som et fravær, som noget der i en eller anden forstand ‘har været’, men ikke længere er. Eller måske er det bare denne læser, der tillægger teksten en dimension, den kun har ved ikke at have den.

I ‘Mænd, som ikke har en kvinde’ vil fortælleren gerne berette om den nyligt afdøde kvinde. Men han kan tilsyneladende ikke sige noget ‘direkte’ om hende. Hun forbliver uden navn, så fortælleren kalder hende ‘M’, for “det er besværligt, hvis ikke hun har et navn”. Vi forstår ikke, hvorfor han ikke bare kan kalde hende ved hendes navn, men sådan er det. Den meget vage og svævende beretning om ‘M’ foregår gennem en ikke-beretning. “Faktisk vil jeg helst tænke på M som en pige, jeg mødte, da jeg var fjorten år. Sådan er det ikke i virkeligheden, men sådan kan jeg godt lide at forestille mig det.” Og sådan fortsætter fortælleren med nølende at fortælle om M og om sig selv, som om de var fjorten.

Kvinden er således også her meget direkte fraværende som reference for teksten. Kvinden skrives frem - eller rettere mandens begær - gennem det, der ikke var. Kvinden er dobbelt fraværende. “Jeg ved knap nok selv, hvad jeg prøver på at sige her. Måske forsøger jeg at beskrive noget, som er væsentligt, men surrealistisk. At beskrive sådan noget er det samme som at skulle mødes med nogen på bagsiden af månen. Der er bælgmørkt, ingen landemærker, og der er alt, alt for stort. Jeg vil bare gerne sige, at M var den kvinde, jeg burde have forelsket mig i som fjortenårig. Men jeg forelskede mig først i hende meget senere, og på det tidspunkt var hun (desværre) ikke fjorten år længere. Vi tog fejl af datoen. Vi misforstod aftalen. Klokken og stedet passede, men datoen var forkert.”

Dette tema med en (kosmisk) konstellation, der ikke er rigtig, er også Murakami-klassik. Det finder man i alle hans bøger. Det er en kosmisk - eller afart af den - ubalance, der skal fortælles på plads, der udgør det narrative drive, selvom de handlende mænd typisk ikke ved, hvad det handler om. Det ved kvinderne ofte, dog uden at kunne kommunikere det. Eller kommunikationen består i at forsvinde - i at blive væk så manden uden kvinde kan længes i sin ensomhed. Hvilken de fleste mænd hos Murakami så også bare affinder sig med, hvis de ikke tvinges til en eller anden form for handling.

Fortalte fortællinger

Flere af novellerne i samlingen er fortalt gennem en dobbelt afstand. En mandlig fortæller ‘genfortæller’, hvad en anden mand har fortalt (dog ikke i den ovenfor omtalte novelle). Og flere af disse fortællere på anden hånd markerer sig selv som fortællere eller forfattere. Således også i ‘Det selvstændige organ’, der åbner således: “Der findes mennesker, der må leve et overraskende kunstigt liv, fordi de næsten ikke har nogen indre skævheder og modsætninger. Det forekommer ikke så tit, men man ser det af og til, og lægen Tokai var sådan et menneske.” Også denne fortælling kommer kun nølende i gang. Der er en slags indre modstand mod at lade fortællingen ‘bevæge sig fremad’ i disse noveller. Sproget er der hele tiden for ikke at fortælle; for at udsætte fortællingen, beretningen. Vi får dog langsomt fortalt lægen Tokai frem som en figur. Men en underlig figur. Han er succesfuld læge, er økonomisk velkonsolideret, er en pæn mand, og kvinder finder ham meget attraktiv.

Tokai har mange kvinder, men han binder sig ikke til nogen. Han lever et bekymringsløst og uforpligtende singleliv. Han er en livsnyder. Der sker dog det, at han ender med at forelske sig dybt i en kvinde. “Vore hjerter er som to både, der er bundet sammen med et reb. Og selvom jeg gerne ville skære rebet over, findes der ikke nogen kniv, der kan gøre det,” fortæller lægen til forfatteren. Men ak - hans kærlighed bliver ikke gengældt. Kvinden bruger ham bare som redskab i sine egne planer, hvilket får Tokai til at miste livsgnisten, og han stopper med at leve. Spiser ikke, motionerer ikke, soignerer sig ikke, arbejder ikke. Han ligger til sidst bare i sin seng og nærmer sig ‘ingenting’; bliver identitetsløs og dør. Da han stadig var i live, fortalte Tokai om en teori, han havde om kvinder. “Han var nået frem til, at alle kvinder var født med et selvstændigt lyveorgan. Hvilke løgne de fandt på, og hvor og hvordan de brugte dem, afhang af den enkelte. Men alle kvinder løj på et eller andet tidspunkt, også når det gjaldt vigtige ting. …. Når de gjorde det, ændrede de hverken ansigtsudtryk eller tonefald. Det skyldtes, at det ikke dem selv, der løj, men det selvstændige organ.”

Denne ‘teori’ siger på sin egen krøllede facon noget om Murakamis forfatterskab - ja er vel en art poetik - Lyveorganets poetik. Ligesom i ‘Mænd, som ikke har en kvinde’ er kvinden som reference fraværende. Bag fortællingen om en kvinde er blot en fortælling om en kvinde. Kvinden er principielt fraværende - både som konkret person og som reference, som mening. Kvinden er savnet og fraværet, eller rettere: kun som fraværet af væren er det ikke noget, der hvor kvinden kunne have været.

Eller: det er én læsning af disse noveller og andre dele af Murakamis forfatterskab, der virker så dragende i deres nølende insisteren på ikke at handle om noget; at være referenceløs, mens man som læser - og som menneske? - kun er for så vidt, man søger, selvom om man er bevidst om, at det, man søger, ikke findes, ikke er.