Kvinden i toget af den britiske forfatter Paula Hawkins er verdens hurtigst sælgende thrillerdebut, og den er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Hovedpersonen Rachel står i problemer til halsen: Hun er nyskilt, arbejdsløs, alkoholiseret og psykisk ustabil. For at dække over at hun har mistet sit job, pendler hun hver dag frem og tilbage mellem Ashbury og London. På togturen kigger hun ind ad vinduerne i de victorianske dobbelthuse på Blenheim Road.

I hus nummer 15 bor et yngre par, som Rachel ikke kender, men som hun kalder Jess og Jason, og som hun dagdrømmer om. En dag ser Rachel, at Jess er sammen med en anden mand og kort efter forsvinder Jess sporløst. Politiet mistænker Jason, men Rachel tror, at Jason er uskyldig, og hun laver sin egen ”efterforskning”. Politiet regner Rachel for et utroværdigt vidne på grund af hendes drikkeri og blackouts.

Bedugget og besat
Hvorfor er Rachel så besat af andre, at hun stalker dem dag og nat, oftest i beruset tilstand? Måske fordi hun selv har boet i nummer 23 på Blenheim Road og har mistet alt der. Nu bor hendes eksmand Tom i huset sammen med sin nye kone Anna og deres barn.

Rachel og Tom fik ingen børn sammen, hvilket er en stor sorg for Rachel, som har svært ved at styre sit drikkeri og mobilopkald, hvor hun terroriserer sin eksmand og Anna. Som læser er det svært at gennemskue, hvornår hun taler sandt eller lyver, men det er en del af spændingen ved romanen.

Upålidelige fortællerstemmer
Kapitlerne er inddelt med dato, og synsvinklerne skifter mellem Rachel, Jess - som i virkeligheden hedder Megan - og Anna. Megans fortælleafsnit er flashback til tiden før hendes forsvinden. Hun karakteriseres som sårbar, har et problematisk forhold til sin mand, og hun har oplevet tragiske begivenheder i fortiden. Anna vil gerne bare have et familieliv i fred sammen med Tom, men det er svært når Rachel hele tiden griber forstyrrende ind.

Paula Hawkins har en god forståelse for menneskets begrænsninger, når det kommer til hukommelse, og hun skriver desuden meget overbevisende om, hvordan det er at have et alkoholmisbrug. Det fortælletekniske greb med at anvende flere fortællerstemmer er effektivt, fordi det hele tiden fører læseren i nye retninger. Ingen af de tre kvinder er helt til at stole på. De samme hændelser beskrives ofte fra flere synsvinkler, så læseren får forskellige perspektiver på den samme situation. Det er den permanente tvivl, som får læseren til utålmodigt at vende siderne i bogen.

Uhygge i intimsfæren
Genremæssigt kan Kvinden i toget betegnes som en domestic noir-thriller, hvilket er en undergenre inden for spændingslitteraturen, som er blevet vældig populær de senere år. Domestic noir-thrillers er karakteriseret ved, at de foregår inden for hjemmet fire vægge, og det tilføjer en ekstra uhyggelig dimension i bøgerne, fordi morderen ikke er en fremmed, men skal findes i det nære og familiære.

Genren leger med forestillingen om, at der bor en morder i os alle, hvis bare vores jalousi eller hævntrang bliver vakt i tilstrækkelig grad. Kvinden i toget har visse lighedstræk med Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn, der udkom for et par år siden, og som for alvor vakte mange læseres interesse for netop domestic noir-genren. Gillian Flynn anvender også upålidelige fortællere i sin roman, som handler om ægteparret Amy og Nick, der på overfladen er lykkelige, indtil Amy forsvinder sporløst.

Kvinden i toget har gode psykologiske portrætter, og karaktererne fremstår meget menneskelige og genkendelige, fordi ingen kun er gode eller onde. Det er en morsom, tragisk og underholdende pageturner om forliste drømme, lidenskab og desperation, og Rachel er et scoop som fortæller i denne roman.