”Esse est percipi” – at være er at blive sanset. Sådanne ord lød fra den britiske filosof George Berkeley tilbage i Oplysningstidens spæde år. Med disse magiske ord fjernede han enhver form for materiel væren og lod altings eksistens afhænge af, hvorvidt det blev sanset af en bevidsthed. Som en deus ex machina hev Berkeley dog Gud frem af hatten og hævdede, at det var fordi Gud hele tiden sansede alting, at verden blev ved med at bestå som en sammenhængende størrelse. Sådan fik Berkeley ”reddet” virkeligheden fra det totale kaos – et trick, der er set før en gang eller to. MEN hvis man tager kernen fra Berkeleys filosofi, fjerner Gud og lader alt være afhængigt af den menneskelige bevidsthed, har man pludselig en verden, der ligner en drøm – ja, så har man 1Q84! En verden, hvor foranderlighed står som første præmis, og hvor enhver rationalisme må se sig slået.

I sidste bind af dette storslåede epos fremstår missionen klar og tydelig. Den vestlige verdens myter og etablerede forestillinger skal en tur igennem Murakamis japanske magisk realistiske vridemaskine. I den kristne myte om jomfrufødslen er den hellige jomfru er blevet erstattet af en temmelig promiskuøs kampsportsinstruktør og lejemorder, og den dualisme mellem det gode og det onde, som udgør et absolut grundlæggende fundament for vores kultur, bliver tilmed problematiseret. I hindu-guddommen Shiva ser vi, at skabelse og destruktion i stedet for at være hinandens modsætning netop får lov til at gå hånd i hånd, og på samme måde er det i 1Q84. En verden, hvis tiltrækningskraft netop ligger i, at den er så befriende genkendelig i sin uigenkendelighed. Vi kender månen, men her er to! Vi kender myterne, men ikke i denne version.

De to hovedkarakterer, den magiske realismes svar på Romeo og Julie, Tengo og Aomame, hvis indre vi vekslende har stiftet bekendtskab med i de to første bind, bliver i dette tredje bind suppleret af endnu et blik tilhørende den geniale, men hæslige privatdetektiv Ushikawa. Et afskyeligt og usselt væsen, der netop er blevet så rådden indeni, da han på grund af sit grusomme ydre altid har frastødt folk og derfor har været dømt til en tilværelse i dyb ensomhed. Endnu et ensomt individ føjes altså til Murakamis platte. Såvel som de fleste andre nærmer denne mandsperson sig det karikerede, men tilsat et strejf af originalitet, der gør ham mere nærværende, tvetydig og uforudsigelig end 99% af de karakterer, man ellers finder i moderne populærlitteratur. Som en moderne fortolkning af monsteret fra Mary Shelleys klassiker Frankenstein, der søger omsorg og kærlighed, men som grundet sit grufulde ydre bliver afvist og svigtet gang på gang. Han er samtidig tilsat et umenneskeligt intellekt og en snuhed, der ville være en efterforsker i ethvert amerikansk krimidrama værdig. Dette tredje blik tilføjer en spændende ekstradimension til værket og gør blot båndet mellem de to elskende, hvis veje endnu ikke er krydset rent fysisk, endnu stærkere.

Og så til slutningen… Får de to elskende hinanden, bliver det store, forkromede plot afsløret, så vi kan sidde tilbage med en lettelse over, at alting jo alligevel passede ind i vores logiske fornuft? Måske var det hele noget, de drømte, eller måske er de i virkeligheden døde? Ja, der findes mange fortærskede måder at afslutte det uafsluttelige, og med stor lettelse kan jeg konstatere, at Murakami ikke falder i nogle af fælderne. Det eneste, jeg kan afsløre, er, at mystikken forbliver intakt. Så selv om han ikke vandt nobelprisen, har han med dette værk vundet denne læsers hjerte. At læse Murakami er som at flygte ind i en anden verden, en eventyrverden for voksne, hvor tid og kausalitet opløses og hvor individet får lov til at spejle sig selv i det fabelagtigt uvirkelige!