Når en japansk forfatter med hang til får, melankoli og sorte huller pludselig udgiver en bog, der handler om noget så banalt og afilosofisk som at løbe, reagerer man med en vis nysgerrig forundring - en forundring, der dog straks bliver erstattet af en form for klarsyn. For på trods af alskens myter om den lidende, whiskybældende og storrygende kunstner, hvad er så egentlig mere beslægtet end det at skrive og at løbe langdistance. Begge discipliner kræver en enorm, udholdenhed og viljestyrke og ikke mindst evnen til at sætte rationaliteten ud af spil.

Blot ud fra den nærmest fænomenologisk klingende titel Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe, der i øvrigt sender en hilsen tilbage til afdøde Raymond Carver og dennes novellesamling Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, bliver vi som læsere klar over, at dette ikke er en sportsfaglig bog med denne præmis at forvandle læseren til en bedre løber men snarere en filosofisk betragtning af det at løbe og dettes indvirkning på eksistensen. Som Murakami selv udtrykker det, er hans to store passioner, langdistanceløb og skrivning, to discipliner, hvoraf den ene ikke kan tænkes uden den anden. Denne bog kan altså betegnes som en slags memoirs, der giver læseren en enestående mulighed for at få et indtryk af, hvilken psyke, der ligger bag enestående romaner som Kafka på Stranden og Norwegian Wood, og dette uden egentlig at sige særlig meget om selve forfattervirksomheden.

Nej, Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe er en bog, der slet og ret handler om at løbe, men på Murakamis helt egen måde. Alskens løbeoplevelser bliver krydret med helt basalt menneskelige betragtninger angående ensomhed, følelsen af ikke at slå til og viljen til at overkomme sine egne grænser både fysisk og psykisk, og dette i et sprog så blændende klart og smukt og med en filosofisk dybde og selvironisk distance. Som et eksempel på den humor, der er at finde i denne bog, kan nævnes en passage, hvor selve definitionen på selvsikkerhed indkapsles gennem en betragtning af en særlig type unge løbepiger: ”De fleste er meget små og meget slanke, har mørkerøde sweatshirts med Harvard-logo på og det blonde hår samlet i hestehale. De løber af sted hurtigt som vinden, mens de lytter til musikken på deres splinternye iPod. (…) Mon jeg nogensinde har oplevet lige så fantastiske dage som dem? Jo, et par stykker har jeg vel, men selvom jeg havde hestehale som dem dengang, ville jeg næppe have svinget så stolt med den, og mine ben ville næppe have sparket som kraftfuldt bagud som deres”.

Men ja, denne bog er en underlig størrelse, for hvem henvender den sig egentlig mest til? – Løbere eller Murakami-entusiaster...? Da jeg selv er begge dele, finder jeg det vanskeligt at vurdere. En ting er sikkert, og det er, at Murakami ikke har skænket hverken målgruppeanalyser eller potentielle salgstal en tanke, da han skrev denne bog, og måske netop derfor er den så utrolig charmerende. Midt i sommerens chick lit- og krimiboom virker den som et velkomment frisk pust og er i øvrigt sprogligt flere niveauer over meget af det, der ellers bliver udgivet. Den er befriende let og lækker at læse, og jeg vil anbefale den til alle jer, der sætter pris på, at det I læser er velskrevet, og som måske derudover heller ikke synes løb er det mest dødssyge i verden.