Omslaget på Lene Kaaberbøls seneste krimi fremkalder en hel del associationer, fra Rembrandts maleri af Nicolaes Tulps anatomilektion (1632) til André Brouillets maleri af en forelæsning med Charcot på La Salpetrière (1887). Det første af disse malerier handler om videnskaben og døden, det andet om videnskabsmanden, kvinden og hysterien. Interessen for grænseområdet mellem det levende og det døde er i begge tilfælde belyst gennem clair obscur-effekten.

Det er også tilfældet i Harvey Macauleys omslag. Det udstiller den grublende videnskabsmand, der sidder i mørket i selskab med sine kranier, bøger og notater og gerne vil finde dødens årsag og måske også livets. Det kunne være Freud, det kunne være Charcot, det kunne være Pasteur, der i øvrigt også figurerer som baggrundsskikkelse i romanen. I overensstemmelse med dette anslag bærer den charmerende professor i parasitologi, som det bliver nødvendigt at opsøge i Heidelberg, det tidstypiske navn August Dreyfuss.

Tiden er ikke præcist angivet i omslagsbilledet, men det er den i romanen, der sætter tidsangivelser i februar – april 1894 som overskrift for fire af sine dele. Desuden indgår et tilbageblik på perioden 1887-93 som forudsætning i del fem. Vi har altså med en tid at gøre, hvor videnskaben gjorde epokegørende fremskridt, men hvor mandlig autoritet, undertrykkelse af kvinder og diverse åbenlyse og skjulte protester over dette forhold fortsat var almindeligt udbredte.

Atmosfæren betyder meget i denne historiske krimi, der tager temperaturen på perioden på flere måder. Tidens seksualforskrækkelse og fornægtelse af det naturlige i mænd og kvinders trang til hinanden spiller en hovedrolle. Kødeligt begær anskues ifølge den offentlige moral som ”dyrisk”, og hvis en kvinde har lyst til en mand og direkte viser det, anses det for at være tilstrækkelig grund til at bryde en forlovelse. Desuden bliver lægevidenskabens opdagelser inden for bakteriologi og parasitologi elegant inkorporeret i plottet. Når der kravler mider ud ad næsen på en afdød, er det noget, der skal undersøges, ikke undertrykkes. Endelig indgår den nye teknik, der begynder at dukke op i dagligdagen, som atmosfæreskabende moment. August Dreyfuss ankommer således fra Heidelberg i ”automobil”, som både han og Madeleines far stiller store forhåbninger til: ”Trafikken vil fremover reguleres af teknikkens pålidelighed og den menneskelige dømmekraft og forstand” (s. 62).

Synsvinklen bæres af en kvindelig jeg-fortæller, der er tæt på begivenhederne og organiserer plottet for læseren. Det drejer sig om en usædvanlig opvakt, vidende og videbegærlig tyveårig kvinde ved navn Madeleine Karno.

Hendes udgangspunkt er, at hun er anderledes, og hendes motto, at man ikke skal lade sig ”bremse af andre menneskers indskrænkede horisont” (s. 11). Det efterlever hun i sin opgave som assistent for sin far, der er læge og ”kadaverdoktor”, dvs. den læge, der skal fastslå dødsårsagen ved mistænkelige dødsfald. Da faderen bliver kørt over og brækker arm og ben, træder hun i karakter som mere end bare hjælper. Hun vil selv. Og da der foregår flere usædvanlige ting i et kloster, der ligger tæt på den vistnok fiktive franske by Varbourg i de fransk-tyske grænseegne, kommer hun efterhånden til at spille en hovedrolle i efterforskningen, også for politikommissæren. Hun kan komme ind til nonnerne – det kan han ikke; endelig er det en fordel at være kvinde. Hun er bedre til at registrere afvigende forhold end kommissæren, og det er da også hende, der kommer på sporet af sammenhængen før både faderen og kommissæren.

Madeleine er kær og kæk som repræsentant for den ny kvinde, der kan og vil selv. Måske er hendes iver og uforskrækkethed en anelse anakronistisk; i hvert fald er hendes reaktion på sin tilkommendes tilståelse af, at han har haft en mandlig elsker de sidste tre år imponerende fattet. De fleste kvinder på den tid ville nok have været lidt mere i tvivl om forholdet skulle fortsætte. Madeleine er fremstillet ud fra vore dages synsvinkel.

Man kan altså diskutere sandsynligheden – ville det være muligt for en lægedatter i et indelukket fransk provinsbysamfund at påtage sig så aktiv en rolle som Madeleine gør? At være så progressiv? Og videre til plottet: Kunne Kaaberbøl have fundet på historien om smitteveje mellem mennesker og dyr, hvis ikke svineinfluenzaen lige havde manifesteret sig? Distancen i såvel tid som sted virker muligvis slørende i forhold til en nøgtern vurdering.

Romanen er elementært spændende i sin afdækning af tidens fortrængninger, der fører til forbrydelser for flere af de involverede – alt sammen i den bedste mening. Den viser, hvilke fatale konsekvenser det kan få at undertrykke seksualiteten, og omvendt, hvordan videlyst og nysgerrighed parret med en god portion tæft kan lede frem til forståelse af de skjulte sammenhænge.

Men man kan ikke undgå anakronismer i en historisk krimi, hvis den skal sige noget om vores egen tid og dermed fænge sit publikum af andre grunde end rent historiske. Og i forhold til sandsynlighedsvurderingen tæller det opad, at Marie Curie var fra samme periode.