Denne roman betegner en gentagelse, og efter min mening en overflødig af slagsen, hvis man har læst De usynlige brødre fra 2006. Hvis man skal sige noget positivt om det, må det være, at det er åbenlyst fra starten. Læseren har dermed en chance for at stå af i en fart i stedet for at spilde tiden eller ærgre sig over at opdage flere gentagelser.

Endnu en markør på det serielle leverer referencen til Newton, der spillede en hovedrolle i De usynlige brødre. Allerede her var der tale om en reprise i forhold til Philip Kerrs Newton-roman Dark Matter (2002). Prologen foregår i London ”det herrens år” 1682. Vi er tilbage til en nøglescene i det konspiratoriske univers, Newtons (fiktive) optagelse i logen De usynlige brødre, hvor han accepterer at dele sin viden med broderskabet, og – mest betænkeligt – at når man én gang er medlem, så kan man ikke melde sig ud. Newton, hans forskellige kolleger og samtidige lurer i fortsat i romanens baggrund. Lidt originalt er det dog, at en vis Daniel Defoe kommer til at spille en suspekt rolle.

Herfra tager handlingen sin begyndelse. Den involverer gamle bekendte som onde overbetjent Molvik, Evens Viks uskyldige søn Stig og hans rare papfar Finn-Erik. Samt nogle nye figurer, hvoraf den vigtigste er Aloysia, en kvindelig pendant til Vik. ”Broder Nord” er den primære antagonist i denne konspirationsthriller. Den dominerende synsvinkel ligger hos den norske matematikprofessor Even Vik, hans overvejelser over ondskabens natur, hans spaltede sind og hans fortsatte jagt på det usynlige broderskab, der var skyld i hans eks-hustrus død såvel som drabet på Aloysias mand. Alt sammen under devisen ”Hævnen er hadets broder” (s. 14).

Der er ikke i sig selv noget i vejen med serier. Det, der er i vejen med Hævnens alkymi er, at også plottet gentager sig selv – og det i en grad, så det bliver ufrivilligt komisk med alle de brødre, der render rundt og planlægger, overvåger med det nyeste udstyr, dræber med koldt blod og plotter løs mod den stakkels Vik og hans uskyldige søn samt mod den dejlige Aloysia.

Hvor De usynlige brødre var præget af en vis veloplagthed, også sprogligt, er Hævnens alkymi præget af træthed. Even tager sig ustandseligt i at tænke på tal og udregninger med et ”Hold op!” (fx s. 369). Og følgende dialog er snarere komisk end uhyggelig:

”Der skete uforudsete ting i nat,” svarede Stormester Otrois. ”Denne Manfred Scheyer var forberedt på et besøg, og vi havde tab.”
Tab. Mester Nord stirrede på den tomme stol. ”Er han…?”
”Broder Zap blev blå.” (s. 376).

Der er desværre lagt op til endnu en efterfølger eller flere, for romanens slutning er klart nok af foreløbig karakter. Men kære Kurt Aust: ”Hold op!” Og brug dit talent på noget andet og bedre, ellers bliver du zappet af dine læsere. Det danske forlag Klim burde have sat hælene i. Men der må jo fortsat være salg i denne type thrillere.