Hverken Gunnar Staalesen eller Varg Veum behøver forhåbentlig nogen større introduktion. I hvert fald ikke til de, der læser krimier. Til de, der ikke kender til Staalesens mange Veum-krimier, kunne en kort indgang lyde sådan: Veum er en ensom og socialt indigneret ulv i Bergens regnvåde gader, der opklarer sager, som på en eller anden måde er kørt fast. Han er noget så anakronistisk som en norsk privatdetektiv, men slipper gang på gang af sted med det, fordi den manglende realisme er bevidst. Således også i den seneste roman Der hvor roser aldrig dør. Den er netop udkommet.

Staalesens danske forlag har gennem mange år været Borgens underselskab Vindrose. Borgen har dog ændret en del på deres profil gennem de seneste år, og Staalesen er muligvis ikke længere relevant i deres udgivelsesportefølje. I hvert fald er Vindrose-forfatteren med denne udgivelse kommet retur til der, hvor Vindrose i sin tid indledte sin venstreorienterede ungdom: Gyldendal. Det virker besynderligt, at Borgen har givet slip på Staalesen, der på mange måder er blandt skandinavisk krimis mest træfsikre forfattere. Seneste roman udskiller sig ikke.

Vi er tilbage i 2001-02, kort efter terrorangrebet i NYC. Veum er 59 år gammel og mangler stadig (!) økonomisk råderum til at rydde op sine rudekuverter. Staalesen virker nærmest nødt til at lægge Veum tilbage i tiden – ellers ville han være væsentligt over den norske pensionsalder i romanens fortalte tid. Staalesens forsøg på at undgå selvbiografisme ved at lade Veum være et årti ældre end sig selv, rammer nu forfatterskabet, der synes at være yngre, end Veum har lyst til at være. Det er dog heller ikke første gang, Staalesen trækker Veum bagud i tid.

Romanen har ikke rigtig noget at gøre med terror. Det er nærmere bestemt et lidt ulmende bagtæppe, der får lov at figurere bag de to sager, som udgør fortællingen. Vi introduceres i starten til et bankrøveri og et rovmord, som politiet ikke har kunnet opklare – og som Veum følger i medierne. Men det er ikke den egentlige sag, som Veum får fingrene i. Den midaldrende Maja opsøger ham, fordi hendes datter er blevet væk – for snart 25 år siden. Sagen er uopklaret og snart forældet, og hun vil have Veum til at gøre et sidste forsøg på at klarlægge datterens skæbne.

Når en krimi introducerer to sager i starten, er det yderst sjældent, at der undervejs ikke etableres forbindelseslinjer. Der viser sig da også hurtigt at være nogle fælles interaktionspunkter, der vækker Veums interesse. Den myrdede under bankrøveriet var fx nabo til Maja, da hendes datter forsvandt. Denne vej ind i sagen giver Staalesen anledning til give et portræt af senhalvfjerdsernes seksualmoral (eller mangel på samme) og får endevendt de ellers ideelt smukke tanker om kollektiv sameksistens. Underneden idyllen – som det sig hør og bør – lurer ondskabsfuldhed og svigt. Hos flere.

Romanen er en klassisk Varg Veum-roman. Den er stiliseret og selvironisk i en tilpas grad, så den derved skaber sig en vis troværdighed. At politiet ikke har kunnet opklare sagerne, bliver rationalet bag Veums forsøg. Staalesens spiller desuden i denne roman på et velkendt træk fra 1. personsfortællingerne ved at lade stilen diffundere over i 3. person for derefter at glide tilbage. Vi er ikke fanget i Veums ellers hyggelige tankestrøm, men får også fyldige indsigter i de øvrige personers liv og levned. En metode, der udvider regiet for den hårdkogte, bergensiske privatulv.

Humoren spiller fint sammen med det ellers nederdrægtige og bedrøvede plotmønster, der peger tilbage til den indignation, som Veum bærer med sig fra sin tid i børneværnet – før han blev private dick. Han måtte – ved vi fra tidligere – i sin tid forlade sit embede, fordi han kom til at agere for hårdhændet over for børnemishandling. Hans sociale moral overskygger derfor også sagens melankolske implikationer i denne roman på en måde, der hårdkogt leverer en kritik af, hvordan forældre kan omsorgssvigte deres børn – og den umulige skam, det efterlader de omkringværende med.

Staalesen er derfor blandt de få skandinaviske krimiforfattere, der ikke er gået all in på den radikaliserede ondskab og voldsæstetik, der ellers fylder så meget i machoficeringen af genren for tiden. In casu Jussi Adler-Olsen eller Jo Nesbø. Stædigt fastholder Staalensen den systematisk sociale forklaring på, hvorfor folk bliver voldelige – og tager også i denne roman barnets optik ind som det vigtigste. Det er ikke første gang, det vil nok heller ikke være den sidste. Volden er der. Den er blodig og knogleknusende. Men den er motiveret.

Der hvor roser aldrig dør har – som titlen kraftigt antyder – en metafor for liv i rosenblomsten. Den er en noget fortærsket indgangsvinkel, der godt kunne være undgået. Det bliver en anelse fladt og vulgærmetaforisk. Et banalt billede på liv og det at tage det, som også kraftigt understreges undervejs. Men samlet set er det en stærk fortælling med en temmelig overraskende og veltilrettelagt afrunding, der vil tilfredsstille de fleste Veum-læsere. Det er sjovt at være i selskab med Varg Veums ensomhed. Også selvom fremstillingen af vold og kriminalitet her ikke lægger op til skoggerlatter.