Krimigenren er tillokkende af flere årsager. Den første er indlysende; for vi føler os vel alle sammen nysgerrigt draget mod uhyggen, gåderne og det grænseoverskridende, der ligger i den kriminelle gerning. For det andet kan enkelte læsere nok heller ikke sige sig fri for at være morbidt nysgerrige overfor den sadisme og voldsomme død, der ofte er kernen i mange kriminalromaner – det er lidt den samme fascination, der får små drenge til at hive benene af fluer eller prikke med en pind til maddikerne i resterne af en død solsort. Endelig er der den rent strukturelle fascination ved krimien, for faste læsere ved at hovedpersonerne som oftest konfronteres med en central gåde, der omkranses af en række potentielle gerningsmænd, og som handlingen skrider frem, bevæger vi os trygt hen mod det endelige opgør mellem den retskafne protagonist og den (som oftest) sindsforstyrrede antagonist. Vores helt(e) vinder til sidst i langt de fleste tilfælde, og kosmos afløser på ny det kaos, som forbrydelsen i starten afstedkom.

Simon Becketts tredje bog om den retsmedicinske antropolog David Hunter med titlen De dødes hvisken bryder på ingen måde med ovenstående formel. Det er både godt og ondt. Det er godt, fordi man i kort prosaisk form får leveret akkurat den vare, man forventer, men det er samtidig ondt, fordi der ikke bydes på ret meget eftertænksomt indhold ud over det sus, som den efterhånden grundigt gennemkørte thrillerruchebane byder på.

Formlen, der starter med etableringen af de centrale karakterer og deres indbyrdes forhold under opklaringen af et mystisk, bestialsk mord. Nære venner og kollegaer til vores hovedperson kommer derefter pludselig selv i overhængende fare for at bliver morderens næste offer, og endelig får læseren det overraskende sluttwist, der måske er knap så overraskende, når man efterhånden konstant får det serveret i denne type romaner.

Dermed ikke sagt at De dødes hvisken er hverken decideret kedelig eller hundrede procent forudsigelig, men den byder som antydet bare ikke på ret meget nyt. Det skal i al retfærdighed siges at nærværende anmelder ikke har læst Becketts to foregående bøger i serien; Dødens kemi og Skrevet i ild men De dødes hvisken kan også sagtens nydes uden tidligere kendskab til vores hovedperson. Der er naturligvis enkelte tråde, der trækker tilbage til de tidlige bøger, især det som ligger til grund for til at vore engelske helt pludselig befinder sig i Tennessee, hvor Hunter har opsøgt hans gamle retsmedicinske mentor, i et forsøg på at komme sig oven på det trauma, som det var næsten at blive slået ihjel i enden på anden bog.

Men selvfølgelig får Hunter ikke den rekonvalescensperiode, han har drømt om. For hans læremester har påtaget sig en sidste opgave inden han vil gå på pension. Allerede her har den årvågne læser sikkert en klar forventning om de ret tvivlsomme udsigter til et fredfyldt otium for Hunters ven, baseret på et utal af intertekstuelle referencer fra lignende film og bøger, forventninger, som naturligvis bliver indfriet her.

Men hvad der i De dødes hvisken måske mangler af overraskelsesmomenter og nyskabende plottwists, har den til gengæld i sit nærmest fetichistiske fokus på de jordiske rester, som vores helte konstant roder med. Retsmedicineren som helt har jo eksisteret i mange år, og der er sikkert mange fra undertegnedes generation, der umiddelbart tænker på den hyggelige fjernsynsversion af samme: Quincy. Men ulig den joviale tv-helt skal læseren virkelig sørge for at smøre mental tigerbalsam under næsen for at kunne kæmpe sig gennem alle de forrådnede kadavere, som Beckett disker op med. Selv om Beckett utvivlsomt har alle sine retsmedicinske facts på det rene, så er det meget uengelsk på den måde at rulle sig rundt sig i fordærvede kadavere på samme måde som en hund, der opdager noget dødt i skovbunden.

Det gør, at De dødes hvisken bestemt ikke er for læsere med svage nerver og gode forestillingsevner. På mange måde minder bogens fokus på det biologiske forfald samt de sadisiske, kalkulerede, ondskabsfulde træk hos vores morder om det, man finder hos amerikanske forfattere som Michael Slade eller Thomas Harris. Bogen synes endvidere at låne et centralt tematisk element fra Michael Powells mesterlige film Peeping Tom, dog uden at det bliver egentligt plagierende.

Summa sumarum er, at De dødes hvisken er en letfordøjelig, grotesk og til tider ret voldsom bog til sommervarmen, der på trods af, at den ikke byder på noget nyt, stadig formår at både underholde, fascinere og henrykke de fans, der i forvejen ikke kan få nok af thrillers og krimier, især af den amerikanske variant.