Der er nogle gange, det ikke rækker særlig langt at fortælle og beskrive musik med tekst. Så vi henviser med det samme læsere til at gå ind på YouTube og for eksempel høre Jungle Blues med C. W. Stoneking (C. W. står for Christopher William). Og mon vi går helt forkert i byen, når vi påstår: Du har aldrig hørt noget lignende før.

Undertegnede har mødt Stoneking på Tønder Festival, hvor han har optrådt med sit »Primitive Horn Orchestra«.

Her fik publikum en blanding af amerikansk sydstatsblues, calypso og noget pudsigt gammeldags musik, der får én til at tænke på en gammel slidt grammofonplade fra 1930erne eller en amerikansk sort-hvid film. Smag og behag er forskellig, men kan man lide C. W. Stoneking, så nøjes man ikke med at kunne lide ham. Man kommer til at elske ham.

På folk-festivaler bliver der som oftest disket op med traditionel delta-blues, men Stonekings mix er fyldt med calypso og indflydelse fra jazzen.

Vokset op blandt aboriginals
Stonekings forældre er amerikanere, og han voksede op langt ude i den australske outback i nærheden af Ka­therine i Northern Territory. Her var de nærmeste naboer kænguroer og australske aboriginals. Der var ingen asfalt på vejene, og der var fandens langt til alting.

Som ni-årig flyttede Stoneking med familien til forstaden Balmain i Sydney, og det husker C. W. Stoneking som et kulturchok:

Jeg kendte kun til støvede veje og ørkenlandskaber. Og der var altid folk-musik omkring mig. Enten spillede min far blues eller easy-jazz.

Eller var der didgeridoo-musik af aboriginals. Og så havde min far en kæmpe samling med amerikansk folk-musik, og den musik har jeg da ubevidst taget til mig i min egen musik, husker C. W. Stoneking.

En didgeridoo er et blæseinstrument fra det nordlige Australien, en slags naturlig trætrompet.

I Sydney blev alt dette krydret med Sam Cooke, Bob Dylan, Iron Maiden, Jimi Hendrix, early blues, Doo Wop og en hel masse andet.

Lever i tiden før Anden Verdenskrig
Det er blevet sagt og skrevet, at enhver musikalsk udvikling siden Anden Verdenskrig er gået hen over hovedet på dig...

- Ha-ha, sådan kan man også sige det. Jeg er bare ikke rigtig nogen stor fan af al den moderne bluesmusik, der er skudt frem. Jeg synes ikke, den når al den gamle blues til sokkeholderne. Men det er ikke et mål i sig selv at spille nostalgisk musik. Jeg er bare mere hjemme i blues og jazz, som det blev spillet før Anden Verdenskrig, siger han.

Der er gang i den på scenen, når du begynder at folde dig ud med dit »primitive hornorkester«... det er lange musikalske historier, du fortæller.

- Jeg har drukket ret tæt førhen, og jeg var ikke til at drikke under bordet. Jeg er vant til at fortælle lange historier i baren, og det har jeg taget med over i det musikalske og bare bemærket, at folk kan lide det, siger C. W. Stoneking, der både spiller tenorbanjo og resofonisk guitar, også kaldet »dobro«, en guitar med en kegleformet resonator, der forstærker lyden ganske kraftigt. Sådan en som Mark Knopfler, Ry Cooder og Eric Clapton gerne spiller på.

- Showene er også lidt til for, at publikum kan more sig og komme i den rette stemning for at nå ind til musikken. Blues rører ved dit sind og fører dig et andet sted hen, siger C.W. Stoneking.

Til koncerterne møder han som regel op med fedt i håret, i gammeldags tøj - og oftest med butterfly.

Teamwork
Musikken er i den grad teamwork. Musikken og teksterne er også blevet til i fællesskab mellem flere af musikerne og ikke solo i et enerum.

Der er masser af horn, percussion, hillbilly music og spøjse indslag, der bringer mindelserne frem om et militær orkester i et tredje verdens-land.

Og Stoneking har været på flere studierejser i Vestindien, blandt andet i Trinidad, hvor det blev til en længere tur rundt på barerne i Port of Spain.Under koncerterne fortæller han »tall tales«, en blanding af sande og usande historier.

- En af de historier, der er sande, er den om mit møde med amerikanske sejlere, som jeg mødte i Port of Spain. Vi sejlede til Afrika, hvor vi forliste ud for kysten, og hvor jeg med nød og næppe overlevede. Sådan kan tilfældighederne føre et menneske vidt. Jeg var egentlig blot i Trinidad for at finde en egnet calypso-guitarist til vort orkester, fortæller C. W. Stoneking.