Mest læste
[Musikessay]

1 - Musikessay
Signe er single
2 - Musikessay
Sonic Youth
3 - Musikessay
Sangeren der selv designer sit tøj
4 - Musikessay
Nye toner i musikradioen
5 - Musikessay
Interview med Tina Dickow
6 - Musikessay
Lokal musik med udsyn
7 - Musikessay
Happy new ears!
8 - Musikessay
Vildskaben beholder vi
9 - Musikessay
Interview med Spleen United
10 - Musikessay
Fejl er spændende



Copenhagen Jazz Festival 2017 –en tilhørers oplevelser


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

For første gang havde jeg og min kone – tilflyttere fra Jylland for ti år siden – mulighed for at være i København under hele den kæmpestore jazzfestival. Undervejs fik jeg lyst til at nedfælde nogle af indtrykkene, baseret på oplevelsen af i alt en halv snes koncerter, spændende fra det helt store format med over 1000 mennesker i DRs koncertsal til det helt intime, en akustisk koncert med 40 tilhørere foran det ottekantede orangeri i Bakkehusets skønne have.

På forhånd havde jeg bestemt mig for at koncentrere mig om den danske jazzscene og dens musikere. De mange internationale stjerner, fra D.D. Bridgewater til Herbie Hancock, er naturligvis med til at give festivalen sin status som en af verdens største og mest farverige, men jeg synes festivalen mest lever af og på den stemning, som de danske jazzmusikere skaber, i utallige kombinationer og på en lang række fortrinsvis mindre spillesteder, inden- eller udendørs, med entre eller med fri adgang. De danske musikere står fx for et vigtigt, men ikke særligt prestigefyldte arbejde med ’Jazz for Kidz’, street parades, dansearrangementer og andre af de mere publikumsvenlige tiltag.

Hvornår er det jazz?
Keyboards, trommer og bas,
plus lidt røg og et glas?
Når det slutter med blues
og med bifaldets sus,
falder alting på plads.

Stjernerne
De udenlandske stjerner var mange og lysende. Jeg ville gerne have hørt saxofonisten Jan Gabarek (Norge), sangerinden Norah Jones (USA) og sangerinden/pianisten Eliane Elis (Brasilien), men (for)nøjedes med et dansk ”stjernemøde”, nemlig koncerten med Carsten Dahl (klaver), Palle Mikkelborg (trompet), Fredrik Lundin (saxofon), Lennart Ginman (bas) og Thomas Blachmann (trommer) i DRs store koncertsal.

Den halvfems minutter lange koncert var stort set uden formidlende ord og præget af at de fem store musikere hver især tog og fik god plads. I Dahls helt særegne klaverspil har enkelttoner lige så stor betydning som lange, komplekse melodiske fraser og akkordgange.

Mikkelborgs uforvekslelige trompetlyd og æteriske klangunivers kan opleves som besøg i en anden verden, mens Lundins sikre og altid rytmisk stramme formuleringer fungerede som fin blæserkontrast. Ginmans bas lå sikkert og forholdsvis diskret under det hele, og det var en nydelse, når han en sjælden gang spillede en fuldbåren solo. Achilleshælen denne aften var efter min mening Blachmann, der næsten hele aftenen spillede med en nærmest aggressiv energi, som lidt for ofte pressede de andre musikere unødigt, og som dominerede klangbilledet lovlig meget (måske også lydmandens ansvar?), bl.a. med et ride-bækken, hvis høje frekvenser skyggede for andre klange i samme område. Jeg savnede lidt et åbent, afslappet og virkelig interaktivt sammenspil – det indfandt sig egentlig først i ekstranummeret, en helt almindelig Blues i F.

En anden stjerne på den danske musikhimmel er Anders Koppel. Vi overværede den store koncert, som blev afholdt på Betty Nansen Teatret i anledning af hans 70 års fødselsdag, og jeg har anmeldt den særskilt her i Kulturkapellet. Det var en overdådigt besat fejring af en ener, der samtidig er en inkarneret fællesskabets mand – et vidnesbyrd om miljøet omkring en musiker, der ikke lægger vægt på stiletiketter som ”jazz”, men som skaber musik i kontekst, til og sammen med andre åndsbeslægtede musikere. - I øvrigt synes jeg ikke det giver megen mening at diskutere hvilke danske musikere, der er stjerner og hvilke der ikke er (og hvorfor). De to her nævnte koncerter var fremhævet i programmet, men det der såmænd så mange andre der lige så godt kunne have været!

Hvornår er det jazz?
Når saxen gør nas
og trompeten tar gas
eller bigbandet brager
med hårdkogte sager
- sådan lige tilpas ?

Musikerne
Mange af musikerne er som ”Tordenskjolds soldater”, idet de spiller flere koncerter hver eneste dag. Jeg så fx trommeslageren Janus Templetons spilleliste – 27 koncert i alt fordelt over alle festivalens ti dage. Jeg hørte flere af dem og blev virkelig imponeret over friskheden og engagementet i de forskellige konstellationer.

Man kan forundres over, at det er muligt at holde styr på så mange aftaler med så mange numre udført med rigtig mange forskellige musikere, men Templeton kan. Vi hørte ham foran Bakkehusets Orangeri med saxofonisten George Garzone og bassisten Jesper Bodilsen – og på Balders plads som del af pianisten Lars Janssons trio. På Frederiksberg var stemningen intens og afslappet på samme tid, med et lille, men virkelig aktivt lyttende publikum. På Nørrebro var publikum meget større og langt mere adspredt, men trioen formåede at holde fokus i et program med Lars Janssons melodiøse og rytmisk raffinerede musik i centrum.

Der er nogle af disse ”Tordenskjolds soldater”, som jeg følger med særlig interesse, når det er muligt: udover Templeton er det Benjamin og Anders Koppel, Carsten Dahl og brødrene Hess.

Benjamin Koppel havde tilrettelagt den allerede nævnte 70 års fødselsdagskoncert for sin far, som ved samme lejlighed blev fejret med udgivelsen af en Boks med tre LPer (anmeldt særskilt her i Kulturkapellet).

Benjamin Koppels firma Cowbell Music er en af de store arrangører, som med Betty Nansen Teatret og Prøvehallen i Valby råder over nogle meget fine spillesteder. Far og søn kunne høres sammen – hver for sig og i mange forskellige konstellationer i løbet af festivalen.

Carsten Dahl havde ingen solokoncert i år, men udover det allerede omtalte ”topmøde” spillede han med sin gruppe Experience i Krudttønden. Der er tre brødre Hess: Saxofonisten Emil, pianisten Nikolaj og trommeslageren Mikkel. De spillede i alle mulige konstellationer fra festivalstart til -slut og fyldte helt sikkert disse koncerter med den energi og det stærke nærvær, som er deres fælles kendemærke. Emils og Nikolajs medvirken i en højmesse på Christianshavn omtales senere.

Hvornår er det jazz?
Når en helt åben plads
Bliver’ til friluftspalads?
Når børnene danser
med pivåbne sanser
og møver en masse?

Stederne Som Amagerkanere ville vi gerne opleve jazzen på nogle af øens lokale spillesteder. En personlig favorit er Ingolfs Kaffebar, en charmerende retro-café med et udendørsområde komplet med lille scene, hvor der kan være op til 6 musikere. Af årets i alt 5 koncerter valgte vi den med et lille ensemble, som i 2013 vandt Danish Music Awards som årets navn: Emil de Waal (trommer), Gustaf Ljunggren (guitar mm), Elith ”Nulle” Nykjær (klarinet) og Dan Hemmer (hammondorgel). De gav to veloplagte sæt med gammelt og nyt materiale i et tæt, gennemprøvet og muntert sammenspil uden dikkedarer – præcis som en eftermiddag på Copenhagen Jazz Festival gerne må være.


På Ingolfs Kaffebar – og på mange af de andre små spillesteder – kan man komme helt tæt på musikken – som her, hvor Gustaf Ljunggren, Emil de Waal, Nulle og Dan Hemmer spiller. På (pause)billedet herunder ses hele Ingolfs gårdhave fra scenen. En byge klares med udlån af paraplyer. – De to billeder viser egentlig essensen af CPJ: Sommervejr – Open Air – Musikalsk nærvær i tæt kontakt mellem musikere og publikum.
Foto: Lars Ole Bonde

Hvornår er det jazz?
Når en sanger med klass’
synger om et morads
som vi alle godt kender?
Så er man blandt venner
- og helt godt tilpas!


Foto: Lars Ole Bonde

Amager Bio er et af de store spillesteder, fx var det her Woody Allen spillede med sit New Orleans Band. Der er også et fint udendørs område, hvor jeg hørte Pagsberg Big Band for første gang. Det er et professionelt bigband, som har gjort det til sit særlige kendemærke at samarbejde med vokalister, denne gang en flot kvartet med bl.a. Malene Mortensen. Der var mange fine arrangementer, ikke mindst af kapelmester Mads Pagsberg himself, og bandet swingede rigtig godt, men man mærkede også den usikkerhed i de tyndere teksturer, som kommer af at der medvirker mange ”vikarer” ved sådan en lejlighed, og at der derfor er grænser for hvor fintmærkende sammenspillet kan være.

Koncerten foran Tårnby Bibliotek et godt eksempel på hvordan CJF stille og roligt udvider sig geografisk. Der har ikke tidligere været jazzfestival-arrangementer i Tårnby kommune, men kombinationen af en initiativrig tilflytter – bassisten Richard Andersson – et positivt fritids- og kulturudvalg og en helt ny scene foran kommunens store hovedbibliotek var åbenbart det, der skulle til. ”Og så får vi oven i købet tariffen”, som Andersson fortalte (netop nu = 2.002,50 som musikerens minimumshonorar for en jazzkoncert).

Andersson fortalte også instruktivt om ”skabelonerne”, som mange numre er bygget op over. ”Hvis man kan de 30 vigtigste ballader (fortrinsvis sange fra klassiske amerikanske musicals og film), kan man næsten alle opskrifterne. Ingredienserne (akkord-sekvenserne) i alle ballader er stort set de samme som i de 30, men der kan naturligvis være varianter i sammensætningen.” Det er en af grundene til, at de fleste godt kan lide at lytte til en koncert som den, Richard Andersson spillede sammen med den elegante guitarist Per Møllerhøj og den diskrete trommeslager Andreas Fryland. Afslappet og lavmælt, næsten indadvendt førte de publikum gennem en fin buket standards. Perfekt musik til en tidlig sommerferiesolskinseftermiddag.

Cafe Amar’dillo på Amagerbrogade er et helt andet koncept. Der er ingen scene, publikum betaler en halvtredser for at lytte (det sniger sig næppe op på én tarif, men måske spæder nogen til?). Der er et hjørne under et halvtag, hvor musikere kan spille, og fliserne foran kan jo bruges til dans. Det var hvad Anelogi gjorde – med energi, nerve og fin fornemmelse for hvad der fungerede i byrummet – med Amagerbrogades ”busbas” som baggrund. Anelogi er Anne Geertsen (keyboards og sang), Niels Wilhelm Knudsen (elbas), Kasper Klemme Ebdrup (trommer). Der var også en italiensk gæstesangerinde med – Sara Jane Ceccarelli, som fint matchede Annes stramme, næsten minimalistiske vokale udtryk. Ekspressiv street dance af Cathrin Jensen til Anelogis mangeartede musik transformerede for en stund dette storbyhjørne til poetisk sted.

Hvornår er det jazz?
Når en stor kontrabas
spiller op til kalas?
Eller trommerne swinger
så englene ’singer’
det hele på plads?


Foto: Lars Ole Bonde

(Foto: Lars Ole Bonde) De store, meget populære steder er bl.a. Kongens Have, Haveselskabets Have, Pumpehusets Byhave, Islands Brygges Kulturhus (”Jazz by the Sea”), Plænen i Tivoli, torvet ved Vandkunsten. Vi opsøgte i år nogle for os nye ’store steder’. Især Balders Plads forekommer meget festivalegnet, med en pænt stor scene og et afskærmet publikumsområde i form af en rektangulær plads, hvor lydniveauet ikke behøver være særligt højt. Det eneste problem her – som på mange af de andre åbne steder med gratis koncerter – er at de overværes af mange mennesker, som overhovedet ikke hører efter, men som faktisk forstyrrer musikoplevelsen med deres snak. Ofte kan man markere eller placere sig ud af problemet, men ikke på de tæt befolkede steder – som Balders plads. Endnu ”værre” var det på den populære ”Karma Scenen”, der ligger ganske vidunderligt ved kanalen, skråt over for Holmens Kirke. Her forsøgte min kone og jeg at lytte til Nødhjælpsorkestrets solide funk og blues, men vi var omgivet af mennesker, som åbenbart var der af alle mulige andre grunde end musikken.

Men også den store, åbne Lindevangspark fungerer godt og fleksibelt. Jeg havde et barnebarn på 6 år med til Master Fatmans Jazz-skole, hvor der (ikke som annonceret – programmet sagde ”Afrika”) blev ”undervist” i at lytte og danse til latinamerikansk musik. Jazz var det vel ikke, men sjovt og engagerende for de 6-12årige.

(Foto: Lars Ole Bonde)

Vi må ikke glemme kirkerne, som med deres gode akustik, særlige atmosfære og masser af plads kan skabe rum om fine oplevelser, både i koncertform og i form af musikgudstjenester. Koncertkirken på Blågårds Plads har huset rigtig mange koncerter, men 10 andre kirker har også åbnet dørene for jazzen.

Christianskirken har været med i CJF-programmet de seneste 4-5- år, med brødrene Nikolaj Hess (klaver) og Emil Hess (saxofon) som ankermusikere ved egentlige jazz-gudstjenester. Deres musik går helt organisk ind i den liturgiske sammenhæng, ligesom jazzen sniger sig in i Flemming Pless’ prædiken.

Repertoiret denne gang var en blanding af velvalgte standards (Smile, God bless the child (der var barnedåb!), Byen Vågner) og danske salmer og sange (Sorrig og glæde, På Sjølunds fagre sletter, Hil dig frelser og forsoner). Sekunderet af kirkens glimrende organist Søren Johanssen og kor levede brødrene op til deres underfundige ”motto” (CD-titel) ”Hess is more”: mere afvekslende, mere varieret, mere inderligt, mere overraskende, mere livsbekræftende end – så meget andet. En tillægsgevinst var en ung pianist (Jacob, hvis efternavn jeg desværre ikke fik fat på), der fyldte kirkerummet med en beåndet improvisation over Danmark nu blunder. En skøn start på festivalens sidste dag.


(Foto: Lars Ole Bonde)

Desværre indbød søndagsvejret ikke til mere (udendørs)jazz. Vi valgte at slutte aftenen – og festivalen – af i biografmørket, med John Scheinfelds nye film om John Coltrane Chasing Trane. Det var tankevækkende at se denne meget gennemarbejdede dokumentarfilm, som flot formidler det mirakel, Coltranes udvikling var fra midt i 1940rne til han døde som 40årig i 1967. Med Bill Clintons ord nåede han inden for musikkens område lige så meget som Picasso gjorde på billedkunstens område, men med 50 år mindre til sin rådighed!

Man kan selvfølgelig ikke direkte sammenligne dagens CJF-musik med Coltranes, men det er alligevel tankevækkende, at mainstream i dag er den type jazz Coltrane reelt lagde bag sig efter årene med Miles Davis og Dizzy Gillespie. Den spirituelle og nærmest helt frie musik, som Coltrane udviklede fra A Love Supreme (1964), bl.a. i samarbejde med sin kone Alice, fyldte ikke meget på årets festivalprogram.

Man kan vel sige, at det meste af den jazzudvikling og -fornyelse, man hører og bevidner på CJF, kommer ”udefra” – altså fra andre stilarter og musikkulturer, som sætter deres præg på enkeltmusikere og ensembler. Coltrane udviklede jazzen ”indefra” og forstod det selv som en gave fra (alle religioners) Gud at han kunne gøre det. Og så var det ikke længere jazz – men som der står på den officielle Coltrane-hjemmeside:



At navigere i Jazzland
Med ca 1400 koncerter til rådighed er det svært at få overblik, svært at vælge. Det trykte festivalprogram er stort som en avis og derfor ikke helt let at have med rundt. Oversigterne på de sidste sider er meget nyttige i dagsplanlægningen, og festivalens app er et glimrende navigationsværktøj. Her kan man klikke sig ind på de enkelte dage, koncertsteder (med kort) og arrangører. Og man kan lave sin egen side med udvalgte koncerter. Det angives tydeligt, om der skal betales entré og om arrangementet er i fri luft. Det er er god idé at bestille billetter i forvejen til de store internationale navne, da deres koncerter ofte bliver udsolgt. Men ellers kan det anbefales at lade sig guide af dagens vind og vejr – og ens eget jazzhumør.

Jazz – hvad er det?
Man kan undre sig over, hvad størrelser som Trille Band, Erik Satie 150 år, Anoushka Shankar og mange andre skal på CJF. Jazz er det bestemt ikke i traditionel forstand. Purister må rynke på næsen. Måske er det mere frugtbart at se det omvendt: Hvis jazzmusikere spiller det, er det vel på en eller anden måde jazz – og kan få nye ører til at åbne sig for ’det jazzede’ i andre stilarter. Det er det, jeg har prøvet at indfange i mit rammedigt, der her kommer samlet som epilog:

Hvornår er det jazz?
Når saxen gør nas
og trompeten tar gas
eller bigbandet brager
med hårdkogte sager
- sådan lige tilpas ?

Hvornår er det jazz?
Når en stor kontrabas
spiller op til kalas?
Eller trommerne swinger
så englene ’singer’
det hele på plads?

Hvornår er det jazz?
Når en helt åben plads
blir til friluftspalads?
Når børnene danser
med pivåbne sanser
og møver en masse?

Hvornår er det jazz?
Når en sanger med klass’
synger om et morads
som vi alle godt kender?
Så er man blandt venner
- og helt godt tilpas!

Hvornår er det jazz?
Keyboards, trommer, og bas,
plus lidt røg og et glas?
Når det slutter med blues
og med bifaldets sus,
falder alting på plads.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays