Det er en markant digtsamling, den svenske billedkunstner Melanie Kitti debuterer med, og som er oversat til dansk sammen med forfatteren Liv Nimand Duvå. Stemmen i digtene er datterens, der med barnets nøgternt konstaterende logik portrætterer sin familie – mor, søster og bror, mormor, en afdød bror og en flygtig faderskikkelse, der nogle gange er der, og nogle gange ikke.

Familien bor i en "nedlagt kirke langt herfra", hedder i det første digt, og med en utilregnelig dominans er moderen et smerteligt omdrejningspunktet for børnene. Som det trist konstaterende lyder: "min mor sætter grænser som gør ondt./Inden for hendes grænser er der tomt". I dette familiære morads skaber det barnlige digterjeg en verden af sort fantasi, hvor alle de regler og kategorier, et barn opstiller for at skabe mening og sammenhæng, er blevet forvandlet og forvansket til det groteske.

Det æstetiske univers, som folder sig ud i digtsamlingen, former sig som en surreel verden med kirkegården og andre gotiske scenarier og rekvisitter som ramme – mausoleer, skeletter, gravstene. Forfald, råd og død over alt. Et typisk digt lyder: "Min far har mistet det halve af sit hjerte./Min mor koger hans hjerte i urnen./Min søster spiser det til aftensmad. Min bror spiser resterne".

Det barnlige blik overrumpler læseren
Det er digte, der har forladt det reale plan, hvor al logik er ophørt, hvor børn spiser af deres forældres organer, og hvor kroppen undergår groteske forvandlinger. Men det er samtidigt digte, der overrumpler læseren i kraft af den barnelige udsigelsesposition. Som når der med en ubarmhjertig barnlig logik konstateres: "voksne har ikke brug for børn der ikke vil fødes".

Og det er dette greb, der er krumtappen i digtene, den poetiske metode om man vil: den barnlige normalisering af det absurde, som brydes med læserens forforståelse, hvor familier ikke bor på efterladte kirkegårde og fortærer hinanden.

Selvfølgeligheden, hvormed barnet udpensler digtets horror-univers, er grunduhyggelig og mystisk. Men selvom om digtene synes at søge chokket hos læseren med beskrivelserne af kroppe, der deformeres, råd og kannibalisme, rammer de ikke samme chokeffekt som fx en Theis Ørntoft og hans urovækkende billedsammenstillinger.

Der løber også et organisk spor igennem et æstetiske univers i digtene. Der er som sagt masser af råd, forfald og død, men også ting, der vokser, spirer, gror og æg, der klækker. Den organiske dualisme møder vi også i titlen – den sært dunkle symbolsk ladede "Halvt urne, halv gral".

Chok-æstetikken bliver en spændetrøje
Selv om digtene på mange måder er rystende, efterlader de ikke denne læser med uafrystelige billeder. Det er ikke sådan, at bogen har plantet en ny sensibilitet i mine tanker om, hvad barndom og familie er for størrelser. Måske fordi digtenes konsekvente klamheds-æstetik med de gotiske understrømme i motivkredsen og billedsproget også bliver en spændetrøje, som blokerer for den helt store poetiske oplevelse.

At digtene er stærke, er der ingen tvivl om. At det er en særdeles stærk debut, heller ikke. Måske et løsere og friere æstetisk univers vil åbne for en endnu større poetisk oplevelse i forfatterskabets næste bog. For mon ikke denne samling digte kun er begyndelsen?