Først en formidabel linje: “Det dæmrer. De gamle kvinder går til brønden. / I kastanjernes mørke ler et rødt dyr. / Fra en bod stiger duften af brød / Og solsikker segner over gærdet” (s. 37).

Den legendariske digtsamling, Sebastian im Traum, af den østrigske lyriker, Georg Trakl (1887-1914), genudgives nu på dansk i Rolf Gjedsteds oversættelse. Det er en udgave, der bør hilses velkommen, både for sin egen lyriske kvalitet og som et vigtigt historisk dokument over den tyske ekspressionisme. Sammen med Rainer Maria Rilke er Trakl nemlig den vigtigste repræsentant for denne skole, der i mange år har påvirket den europæiske digtning, og til stadighed gør det. Det ekspressionistiske mål er at udtrykke et subjekts følelser mere end at beskrive den fysiske virkelighed. Det giver digtene et højt sanseligt indhold, hvor registreringer og indfølinger bølger over siderne.

Trakl trækker også på samme hammel som Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud, hvor et digterjeg i spleen er indlejret i en fremmed – og til tider ond – verden. En verden, hvor digterjeget må sanse en gru og uhygge, som forekommer barsk og deprimerende: “Skøgen, der fødte et dødt lille barn i iskolde byger. / Rasende pisker Guds vrede det besattes pande, / Purpursot, sult, der sønderbryder de spirende øjne. / O, guldets gyselige latter” (s. 60). Digteren beskriver “jordens endeløse kval”, som er så omfattende, at “Livets håb er forgæves”. Sebastian i drømme udkom i 1915 posthumt, efter at forfatteren året døde af en overdosis kokain. Om det var den gryende krigs grusomhed eller livets almindelige elendighed, der tyngede den unge Trakl vides vist ikke, men det univers han fremskriver er sjældent set dystopisk og afblanket for håb.

I sidste afsnits citerede digt findes en række stilistiske træk, som går igen i hele værket. Fx er brugen af farver meget udbredt hos Trakl. Farverne sort og purpur går ofte igen, men numerisk set overgår blå hele paletten. Stort set på hver eneste side bruger Trakl blå i et omfang, som umuliggør enhver systematisering. Almindelige forbindelser som “blåt vand” og “blåligt vejr” bruges side om side med mere kreative disponeringer som “oliventræets blå stilhed” og “drengens blå stemme”. Digtere har alle dage benyttet farveadjektiverne hyppigt, men den blå farve drager som ingen anden. Det ses fx også i et nyere dansk forfatterskab som Søren Ulrik Thomsens. Gottfried Benn skriver om blå: “Det er simpelthen syd-ordet, eksponenten for den ‘liturgiske konstellation’, af ‘voldsom sindsbevægende kraft’. […] blå bliver en fortrolig – en lykke, en ren oplevelse! Tænk blot på, hva der har været af tomme, kraftes- og suggestionsløse omskrivninger for denne ene kolorit, og nu kan man i sit hjerte besværge Sansibars himmel, Bougainvilles blomstren og Afrikas have, et evigt og skønt ord!” (taget fra Peter Stein Larsen Poesiens ekspansion, s. 163).

Et andet stilistisk træk, som går igen og igen, er allitterationen. Om det også gør sig gældende i den tyske original, er jeg svar skyldig, men i denne danske udgave er de hyppige. Trakl kan skrive: “For forfædrenes forfaldne marmor” (s. 35) eller “Solen er sunket i sort linned” (s. 13). Denne leg med sproget er besnærende og giver teksterne en lethed, som slet ikke svarer til den tematiske dunkelhed, men som alligevel aldrig ender i plat konfrontation med i stedet i yndefuld dialektik. Det bliver ganske enkelt lettere at sluge dystopien, når den synges ind!

Jeg forestiller mig, at narkomanen og flegmatikeren, Georg Trakl, har haft temmelig megen larm i hovedet, men til at beskrive sit mørke univers bruger han en række ord, der trækker i den modsatte retning: Stilhed, blid, tier, sagte, rolig, fortrolig, etc. giver universet en stabilitet, der slet ikke er tilstedelig i forhold til den gru, der opleves så intenst.

Trakls digte udgives i 2015, hvor denne type poesi ikke er hverdagskost. Selvom de sprogligt set er tunge og højstemte – fx med den hyppige brug af apostrofer (“O, …”) – så er de med deres spleen og dystopi meget moderne, hvilket formentlig også er grunden til, at Rosinante genudgiver bogen. Sebastian i drømme er ikke et mareridt, men snarere en blundende dagdrøm midt i en tumultarisk verden.