Simon Grotrians flittige hænder har begået endnu en digtsamling. Selvom det sker meget hyppigt, ofte flere gange årligt, så er det en litterær begivenhed hver gang.

Grotrians særegne poetiske stemme er unik i dansk sammenhæng, og hans sælsomme blanding af det barokke og det postmoderne gør ham til en ener. Ligesom så mange af hans andre samlinger bærer den nyeste også en kreativ, men dunkel titel: Fuglestjernegynge.

Som så ofte må man allerede ved indgangen til bogen indstille sig på, at de normale sproglige konventioner udelades. Samlingens titel angiver ikke retning, og de enkelte digte er uden titler, så der er kun selve teksten at forholde sig til.

I Fuglestjernegynge er en række kendte temaer på spil. Grotrians kristne ståsted fornægtes ikke (han er “glad for dig, Vorherre” s. 16), og de mange religiøse billeder flettes ind i mere hverdagslige iagttagelser. De religiøse billeder spiller ofte på en vekselvirkning mellem det angst- og fredfyldte. Verden er årsag til angst og kulde, f.eks. “Alt hvad verden er / blir slynget mod os som en karklud” (41), mens det religiøse – eller Guds nærvær – sikrer freden og trygheden i den turbulente verden, fx “når Gud åbner øjnene for dig / med brækjernets Heliosfejende sne over låget / vil olielampen stå vagt bag hver stjerne” (44).

Et andet bekendt element er det paradoksale, som virkelig får fuld pedal her. Ofte er billederne sammensatte, så den normale metafor vrides og drejes. Således kan Grotrian skrive spændingsfyldte sætninger som: "Du er fri bag mine tremmer” (31), “I hukommelsen, der rummer al min fremtid” (40) og “Istidshurtigt” (40).

I det hele taget er syntaksen skør og grænsesøgende; der er ikke mange holdepunkter i læsningen. Hos Grotrian er det ikke kun de enkelte linjers forhold til hinanden, der gør læsningen besværligt – som det jo ofte er med mere avantgardistiske poeter – men sågar den enkelte linjes sammensathed, der er forvrøvlet.

Bare for at give ét eksempel (selvom hele samlingen egentlig kunne citeres!): Hvorfor beskrive mængden / hvis pincetten aldrig snupper Kain / og skoen trykker pasta ud i ginen / i den tranerøde fanebærers hvirvel af galaktisk møje? (s. 16). Puha, hvornår skal man trække vejret og lade billedet finde ro? Det sker ikke her.

Læsestrategien, når man læser Grotrian, er ikke at lade sig irritere af den manglende mening, men lade sig nøje med de mange smukke betydninger og syner, der opstår under læsningen. Det meste er synsbedrag hos Grotrian, så som læser må man lade sig lokke ind i denne verden. Ofte kan man møde indvendingen mod Grotrian, at det hele bare er ordleg og gøgl på vers. Men der er en karsk alvor og en inderlighed, som gør, at man som læser alligevel overbevises om værdien af de syrede strofer. Der er noget at hente, også selvom det ikke er ligefremt eller glasklart.

Vanskeligheden ved at læse Grotrian kommer altså bl.a. af, at billederne er så vilde og originalt sammensatte, men det har også en mere enkel syntaktisk årsag, nemlig at de personlige pronominer meget sjældent har en antecedent. “Jeg”, “du”, “de”, “han” osv. bruges i flæng, men hvem de henviser til, er skjult. Det giver digtene et lukket univers, hvor det er svært at holde rede på noget som helst. Et eksempel er den sidste linje på s. 17: “og jeg kan sejle på mit blod, der gir dig kræfter”. Hvem er jeg, og hvem er du? I Grotrians kristne metaforik, kunne man måske forestille sig, at “jeg” ville sejle i “dit” blod, med henvisning til Jesus og nadveren, og som ville give “mig” kræfter. Men det er vendt på hovedet her.

Fuglestjernegynge er svær at læse, men også en nydelse. Det er Grotrian Classic på en besnærende måde, der lokker til fordybelse og undren. Grotrian skriver også nogle programmatiske linjer – sådan forstår jeg det i hvert fald – og de siger noget om digtenes karakter: “Alt er foldet ind i digtets stramme ring” (23), “jeg er højgravid med strofer” (27) og “o lad os sprænge mod / og gøre digte til begivenheder” (43). Digtene har virkelig en stram ring, men den kan indeholde alt. At Grotrian er højgravid med strofer er dog en underdrivelse, han storføder dem!

Grotrians metaformaskine har arbejdet på højtryk siden debuten Gennem min hånd fra 1987. Digtene er også begivenheder, som springer ud af det mod, det kræver, at skrive verden så tynd på poesi, som Grotrian gør. Og tak for det. Som han selv skriver – “Liv må gerne spildes” (18) – særligt når det er til gavn og glæde for andre.